Først, et videoklip. (Video) Ja, det er røræg. Men i takt med at man kigger på det, håber jeg at man begynder at føle sig bare en smule utilpas. Fordi man lægger måske mærke til det der faktisk sker er at ægget faktisk samler sig. Og man vil nu se at æggeblommen og æggehviden har skilt sig ad. Og nu bliver de hældt tilbage i ægget. Og vi ved alle i vores hjerters hjerte at dette ikke er måden hvorpå universet fungerer. Røræg er mere eller mindre grød -- velsmagende grød -- men det er grød. Et æg er en smuk, sofistikeret ting der kan skabe endnu mere sofistikerede ting, såsom kyllinger. Og vi ved i vores hjerters hjerte at universet ikke bevæger sig fra grød til kompleksitet. Faktisk, reflekteres denne mavefornemmelse i en af de mest fundamentale fysiske love, den anden lov om termodynamik, eller loven om entropi. Hvad den i bund og grund siger er at den generelle tendens i universet er at gå fra orden og struktur til mangel på orden og mangel på struktur -- faktisk, til grød. Og det er derfor den video føles en smule mærkelig.
First, a video. Yes, it is a scrambled egg. But as you look at it, I hope you'll begin to feel just slightly uneasy. Because you may notice that what's actually happening is that the egg is unscrambling itself. And you'll now see the yolk and the white have separated. And now they're going to be poured back into the egg. And we all know in our heart of hearts that this is not the way the universe works. A scrambled egg is mush -- tasty mush -- but it's mush. An egg is a beautiful, sophisticated thing that can create even more sophisticated things, such as chickens. And we know in our heart of hearts that the universe does not travel from mush to complexity. In fact, this gut instinct is reflected in one of the most fundamental laws of physics, the second law of thermodynamics, or the law of entropy. What that says basically is that the general tendency of the universe is to move from order and structure to lack of order, lack of structure -- in fact, to mush. And that's why that video feels a bit strange.
Og alligevel, se omkring os. Det vi ser omkring os er rystende kompleksitet. Eric Beinhocker vurderer at der alene i New York City, bliver der handlet cirka 10 milliarder SKU'er, eller særlige forbrugsartikler. Det er hundredvis af gange så mange arter som der er på jorden. Og de bliver handlet af en art med næsten syv milliarder individer, der er samlet af handel, rejser, og internettet i et globalt system af enorm kompleksitet.
And yet, look around us. What we see around us is staggering complexity. Eric Beinhocker estimates that in New York City alone, there are some 10 billion SKUs, or distinct commodities, being traded. That's hundreds of times as many species as there are on Earth. And they're being traded by a species of almost seven billion individuals, who are linked by trade, travel, and the Internet into a global system of stupendous complexity.
Så her er det store puslespil: i et univers der styres af den anden lov af termodynamikker, hvordan det er muligt at den generere den slags kompleksitet som jeg har beskrevet, den slags kompleksitet der repræsenteres af dig og mig konferencecenteret? Jamen, svaret lader til at være, at universet kan skabe kompleksitet, men med stort besvær. I lommer, er der ud til at være det min kollega, Fred Spier, kalder "Guldlok betingelser" -- ikke for varmt, ikke for koldt, helt rigtigt til at skabe kompleksitet. Og ting der er lidt mere komplekse forekommer. Og hvor der er lidt mere komplekse ting, kan man få lidt mere komplekse ting. Og på denne måde, opbygges kompleksitet trin for trin. Hvert trin er magisk fordi det skaber indtrykket af noget fuldstændig nyt der opstår næsten ud af det rene ingenting i universet. I den store historie referer vi til disse øjeblikke som tærskel-øjeblikke. Og ved hver tærskel, bliver det sværere. De komplekse ting bliver mere skrøbelige, mere sårbare; Guldlok betingelserne bliver mere stringente, og det er sværere at skabe kompleksitet.
So here's a great puzzle: in a universe ruled by the second law of thermodynamics, how is it possible to generate the sort of complexity I've described, the sort of complexity represented by you and me and the convention center? Well, the answer seems to be, the universe can create complexity, but with great difficulty. In pockets, there appear what my colleague, Fred Spier, calls "Goldilocks conditions" -- not too hot, not too cold, just right for the creation of complexity. And slightly more complex things appear. And where you have slightly more complex things, you can get slightly more complex things. And in this way, complexity builds stage by stage. Each stage is magical because it creates the impression of something utterly new appearing almost out of nowhere in the universe. We refer in big history to these moments as threshold moments. And at each threshold, the going gets tougher. The complex things get more fragile, more vulnerable; the Goldilocks conditions get more stringent, and it's more difficult to create complexity.
Vi, som ekstremt komplekse væsner, har desperat brug for at kende denne historie om hvordan universet skaber kompleksitet på trods af den anden lov, og hvorfor kompleksitet betyder sårbarhed og skrøbelighed. Og det er historien som vi fortæller i stor historie. Men for at gøre det, skal man gøre noget der måske, ved første øjekast, ser fuldstændig umuligt ud. Man skal overskue hele universets historie. Så lad os gøre det. (Latter) Lad os begynde med at skrue tiden tilbage 13,7 milliarder år, til tidens begyndelse.
Now, we, as extremely complex creatures, desperately need to know this story of how the universe creates complexity despite the second law, and why complexity means vulnerability and fragility. And that's the story that we tell in big history. But to do it, you have do something that may, at first sight, seem completely impossible. You have to survey the whole history of the universe. So let's do it. (Laughter) Let's begin by winding the timeline back 13.7 billion years, to the beginning of time.
Rundt om os, er der ingenting. Der er ikke engang tid eller rum. Forestil jer den mørkeste, tommeste ting I kan og gang det med en fantasilion og det er der vi er. Og pludseligt, bang! Et univers opstår, et helt univers. Og vi er krydset vores første tærskel. Universet er bittesmåt; det er mindre end et atom. Det er utrolig varmt. Det indeholder alt der er i universet i dag, så som I kan forestille jer, er det ved at springes. Og det udvider sig i en utrolig hastighed. Og til at starte med, er det en sløret masse, men meget hurtigt begynder særlige ting at dukke op i det slør. Inden for det første sekund, smadrer energi ind i særlige kræfter inklusiv elektromagnetisme og tyngdekraft. Og energi gør noget andet temmelig magisk: det koagulerer til at forme stof -- kvarker der skaber protoner og leptoner der inkluderer elektroner. Og det sker alt sammen i det første sekund.
Around us, there's nothing. There's not even time or space. Imagine the darkest, emptiest thing you can and cube it a gazillion times and that's where we are. And then suddenly, bang! A universe appears, an entire universe. And we've crossed our first threshold. The universe is tiny; it's smaller than an atom. It's incredibly hot. It contains everything that's in today's universe, so you can imagine, it's busting. And it's expanding at incredible speed. And at first, it's just a blur, but very quickly distinct things begin to appear in that blur. Within the first second, energy itself shatters into distinct forces including electromagnetism and gravity. And energy does something else quite magical: it congeals to form matter -- quarks that will create protons and leptons that include electrons. And all of that happens in the first second.
Nu går vi 380.000 år frem i tiden. Det er dobbelt så lang tid som mennesker har levet på denne planet. Nu opstår simple atomer af hydrogen og helium. Nu vil jeg pause et øjeblik, 380.000 år efter universet opstod, fordi vi ved faktisk temmelig meget om universet på dette tidspunkt. Vi ved frem for alt, at det var ekstremt simpelt. Det bestod af kæmpe skyer af hydrogen og helium, og de har ikke nogen struktur. De er virkelig en slags kosmisk gård. Men det er ikke helt sandt. Nylige studier af satellitter såsom WMAP satellitten har vist at, faktisk, er der kun små forskelligheder i den baggrund. Det man ser her, de blå områder er cirka en tusindedel grad koldere end de røde områder. Dette er bittesmå forskelligheder, men det var nok for universet til at gå videre til det næste trin med at bygge kompleksitet.
Now we move forward 380,000 years. That's twice as long as humans have been on this planet. And now simple atoms appear of hydrogen and helium. Now I want to pause for a moment, 380,000 years after the origins of the universe, because we actually know quite a lot about the universe at this stage. We know above all that it was extremely simple. It consisted of huge clouds of hydrogen and helium atoms, and they have no structure. They're really a sort of cosmic mush. But that's not completely true. Recent studies by satellites such as the WMAP satellite have shown that, in fact, there are just tiny differences in that background. What you see here, the blue areas are about a thousandth of a degree cooler than the red areas. These are tiny differences, but it was enough for the universe to move on to the next stage of building complexity.
Og det virker på denne måde. Tyngdekraft er mere kraftfuldt når der er flere ting. Så når man kommer til lidt tættere områder, begynder tyngdekraft at samle skyer med hydrogen og helium. Så vi kan forestille os det tidlige univers dele sig op i en milliard skyer. Og hver sky er sammenpresset, tyngdekraften bliver kraftigere i takt med at massen øges, temperaturen begynder at stige i midten af hver sky, og så, i midten af hver sky, krydser temperaturen tærskel temperaturen på 10 millioner grader, protoner begynder at smelte sammen, der er en kæmpe energiudladning, og, bam! Vi har vores første stjerner. Fra cirka 200 millioner år efter Big Bang, begynder der at dukke stjerner op gennem hele universet, milliarder af dem. Og universet er nu væsentligt mere interessant og mere komplekst.
And this is how it works. Gravity is more powerful where there's more stuff. So where you get slightly denser areas, gravity starts compacting clouds of hydrogen and helium atoms. So we can imagine the early universe breaking up into a billion clouds. And each cloud is compacted, gravity gets more powerful as density increases, the temperature begins to rise at the center of each cloud, and then, at the center, the temperature crosses the threshold temperature of 10 million degrees, protons start to fuse, there's a huge release of energy, and -- bam! We have our first stars. From about 200 million years after the Big Bang, stars begin to appear all through the universe, billions of them. And the universe is now significantly more interesting and more complex.
Stjerner skaber Guldlock betingelserne til at krydse to nye tærskler. Når meget store stjerner dør, skaber de temperaturer så høje, at protoner begynder at sammensmelte i alle former for eksotiske kombinationer, til at forme alle elementerne af den periodiske tabel. Hvis man, ligesom mig, har en guldring blev den skabt i en supernova eksplosion. Så nu er universet kemisk set mere komplekst. Og i et kemisk set mere komplekst univers, er det muligt at skabe flere ting. Og det der begynder at ske er at, rundt om døende sole, unge stjerner, kombinerer alle disse elementer, de hvirvler rundt, stjernens energi bevæger dem rundt, de former partikler, de former snefnug, de former små støvfnug, de former klipper, de former asteroider, og i sidste ende, former de planeter og måner. Og det er sådan vores solsystem blev skabt, for fire og en halv milliard år siden. Stenede planeter som vores jord er signifikant mere komplekse end stjerner fordi de indeholder en meget større diversitet af materialer. Så vi har krydset en fjerde kompleksitets tærskel.
Stars will create the Goldilocks conditions for crossing two new thresholds. When very large stars die, they create temperatures so high that protons begin to fuse in all sorts of exotic combinations, to form all the elements of the periodic table. If, like me, you're wearing a gold ring, it was forged in a supernova explosion. So now the universe is chemically more complex. And in a chemically more complex universe, it's possible to make more things. And what starts happening is that, around young suns, young stars, all these elements combine, they swirl around, the energy of the star stirs them around, they form particles, they form snowflakes, they form little dust motes, they form rocks, they form asteroids, and eventually, they form planets and moons. And that is how our solar system was formed, four and a half billion years ago. Rocky planets like our Earth are significantly more complex than stars because they contain a much greater diversity of materials. So we've crossed a fourth threshold of complexity.
Nu bliver det sværere. Det næste trin introducerer entiteter. der er signifikant mere skrøbelige, signifikant mere sårbare, men de er også meget mere kreative og meget mere i stand til at skabe yderligere kompleksitet. Jeg taler, selvfølgelig, om levende organismer. Levende organismer er skabt af kemi. Vi er kæmpestore pakker af kemikalier. Så, kemi er domineret af elektromagnetiske kræfter. Det opererer på mindre skala end tyngdekraft, hvilket forklarer hvorfor vi er mindre end stjerner eller planeter. Nu, hvad er de ideelle forhold for kemi? Hvad er Guldlok betingelserne? Jamen, først, har man brug for energi, men ikke for meget. I midten af en stjerne, er der så meget energi at ethvert atom der kombineres bare vil blive smadret igen. Men ikke for lidt. I det intergalaktiske rum, er der så lidt energi at atomer ikke kan binde. Man vil gerne have den helt rette mængde, og planeter, viser det sig, er helt rigtige, fordi de er tæt på stjerner, men ikke for tæt på.
Now, the going gets tougher. The next stage introduces entities that are significantly more fragile, significantly more vulnerable, but they're also much more creative and much more capable of generating further complexity. I'm talking, of course, about living organisms. Living organisms are created by chemistry. We are huge packages of chemicals. So, chemistry is dominated by the electromagnetic force. That operates over smaller scales than gravity, which explains why you and I are smaller than stars or planets. Now, what are the ideal conditions for chemistry? What are the Goldilocks conditions? Well, first, you need energy, but not too much. In the center of a star, there's so much energy that any atoms that combine will just get busted apart again. But not too little. In intergalactic space, there's so little energy that atoms can't combine. What you want is just the right amount, and planets, it turns out, are just right, because they're close to stars, but not too close.
Man har også brug for en diversitet i kemikalier, og man har brug for væske, såsom vand. Hvorfor? Jamen, i gasser, flytter atomer sig forbi hinanden så hurtigt at de ikke kan forbinde sig. Hos faste former, er atomer bundet sammen, de kan ikke flytte sig. I væsker, kan de rejse og kramme koble sig sammen og forme molekyler. Men, hvor finder man sådanne Guldlok betingelser? Jamen, planeter er perfekte, og vores tidlige jord var næsten perfekt. Den havde den helt rigtige afstand fra dens stjerne til at indeholde kæmpe oceaner med åbent vand. Og dybt nede i disse oceaner, ved sprækker i jordens skorpe, lækker der varme op fra jordens indre, og man har en stor diversitet i elementerne. Så ved disse dybe oceaniske skorstene, begyndte der at ske fantastisk kemi, og atomer kombinerede sig i mulige eksotiske kombinationer.
You also need a great diversity of chemical elements, and you need liquids, such as water. Why? Well, in gases, atoms move past each other so fast that they can't hitch up. In solids, atoms are stuck together, they can't move. In liquids, they can cruise and cuddle and link up to form molecules. Now, where do you find such Goldilocks conditions? Well, planets are great, and our early Earth was almost perfect. It was just the right distance from its star to contain huge oceans of liquid water. And deep beneath those oceans, at cracks in the Earth's crust, you've got heat seeping up from inside the Earth, and you've got a great diversity of elements. So at those deep oceanic vents, fantastic chemistry began to happen, and atoms combined in all sorts of exotic combinations.
Men selvfølgelig, er livet mere end bare eksotisk kemi. Hvordan stabiliserer man disse kæmpe molekyler der ser ud til at være funktionsdygtige? Jamen, det er her livet introducerer et helt nyt trick. Man stabiliserer ikke individet; man stabiliserer skabelonen, den ting der bærer information, og man tillader at skabelonen kopierer sig selv. Og DNA, selvfølgelig, er det smukke molekyle der indeholder information. I er nok bekendte med det spiralformede DNA. Hvert trin indeholder information. Så, DNA indeholder information om hvordan man laver levende organismer. Og DNA kopierer også sig selv. Så, det kopierer sig selv og spreder skabelonerne i havet. Så informationen spredes. Læg mærke til at information er blevet en del af vores historie. Det virkelig smukke ved DNA er dog i dens ufuldkommenhed. I takt med at det kopierer sig selv, er der i en ud af hver milliard trin en tendens til at være fejl. Og hvad det betyder er, at DNA, faktisk, lærer. Den indsamler nye måder til at lave levende organismer på fordi nogle af fejlene fungerer. Så DNA lærer og det bygger fantastisk diversitet og større kompleksitet. Og vi kan se dette ske i løbet af de sidste fire milliarder år.
But of course, life is more than just exotic chemistry. How do you stabilize those huge molecules that seem to be viable? Well, it's here that life introduces an entirely new trick. You don't stabilize the individual; you stabilize the template, the thing that carries information, and you allow the template to copy itself. And DNA, of course, is the beautiful molecule that contains that information. You'll be familiar with the double helix of DNA. Each rung contains information. So, DNA contains information about how to make living organisms. And DNA also copies itself. So, it copies itself and scatters the templates through the ocean. So the information spreads. Notice that information has become part of our story. The real beauty of DNA though is in its imperfections. As it copies itself, once in every billion rungs, there tends to be an error. And what that means is that DNA is, in effect, learning. It's accumulating new ways of making living organisms because some of those errors work. So DNA's learning and it's building greater diversity and greater complexity. And we can see this happening over the last four billion years.
I det meste af den tid for livet på jorden, har levende organismer været relativt simple -- encellede. Men de havde fantastisk diversitet, og, indeni, fantastisk kompleksitet. Så fra cirka 600 millioner til 800 millioner år siden, begyndte der at komme flercellede organismer. Man får svampe, man får fisk, man får planter, man får amfibier, man får reptiler, og så, selvfølgelig, får man dinosaurer. Og af og til, er der katastrofer. For seks og halvtreds millioner år siden, landede en asteroide på jorden i nærheden af Yucatan halvøen, og skabte omstændigheder der er sammenlignelige med nuklear krig, og dinosaurerne blev udslettet. Dårligt nyt for dinosaurerne, men fantastisk nyt for vores pattedyrs forfædre, der blomstrede i nicherne der blev efterladt af dinosaurerne. Og vi mennesker er en del af den kreative evolutionære puls der begyndte for 65 millioner år siden da den asteroide landede.
For most of that time of life on Earth, living organisms have been relatively simple -- single cells. But they had great diversity, and, inside, great complexity. Then from about 600 to 800 million years ago, multi-celled organisms appear. You get fungi, you get fish, you get plants, you get amphibia, you get reptiles, and then, of course, you get the dinosaurs. And occasionally, there are disasters. Sixty-five million years ago, an asteroid landed on Earth near the Yucatan Peninsula, creating conditions equivalent to those of a nuclear war, and the dinosaurs were wiped out. Terrible news for the dinosaurs, but great news for our mammalian ancestors, who flourished in the niches left empty by the dinosaurs. And we human beings are part of that creative evolutionary pulse that began 65 million years ago with the landing of an asteroid.
Mennesker dukkede op for cirka 200.000 år siden. Og jeg mener vi tæller som en tærskel i denne store historie. Lad mig forklare hvorfor. Vi har set at DNA på en måde lærer, det opsamler information. Men det er så langsomt. DNA opsamler information gennem tilfældige fejl, hvoraf nogle tilfældigvis fungerer. Men DNA havde faktisk genereret en hurtigere måde at lære på: det havde produceret organismer med hjerner, og de organismer kan lære i realtid. De opsamler information, de lærer. Det sørgelige er, at når de dør, dør informationen med dem. Det der gør mennesker anderledes er det menneskelige sprog. Vi er velsignet med et sprog, et kommunikationssystem, der er så kraftfuldt og år præcist, at vi kan dele det vi har lært med så stor præcision at det kan opsamle det i den kollektive hukommelse. Og det betyder at det kan overleve individerne der har lært den information, og det kan opsamle fra generation til generation. Og det er derfor, som en art, at vi er så kreative og så mægtige, og det er derfor vi har en historie. Vi synes at være den eneste art i fire milliarder år der har denne gave.
Humans appeared about 200,000 years ago. And I believe we count as a threshold in this great story. Let me explain why. We've seen that DNA learns in a sense, it accumulates information. But it is so slow. DNA accumulates information through random errors, some of which just happen to work. But DNA had actually generated a faster way of learning: it had produced organisms with brains, and those organisms can learn in real time. They accumulate information, they learn. The sad thing is, when they die, the information dies with them. Now what makes humans different is human language. We are blessed with a language, a system of communication, so powerful and so precise that we can share what we've learned with such precision that it can accumulate in the collective memory. And that means it can outlast the individuals who learned that information, and it can accumulate from generation to generation. And that's why, as a species, we're so creative and so powerful, and that's why we have a history. We seem to be the only species in four billion years to have this gift.
I kalder denne evne kollektiv læring. Det er det der gør os anderledes. Vi kan se det i aktion i de tidligste stadier af den menneskelige historie. Vi har udviklet os som art i savannelandskabet i Afrika, men så ser man mennesker der migrerer til nye miljøer, ind i ørken landskaber, ind i jungler, ind i den siberiske tundra i istiden -- barske, barske miljøer -- ind i Amerika, ind i Australasien. Hver migrering involverer læring -- lærer nye måder at udnytte miljøet på, nye måder at handle med deres omgivelser.
I call this ability collective learning. It's what makes us different. We can see it at work in the earliest stages of human history. We evolved as a species in the savanna lands of Africa, but then you see humans migrating into new environments, into desert lands, into jungles, into the Ice Age tundra of Siberia -- tough, tough environment -- into the Americas, into Australasia. Each migration involved learning -- learning new ways of exploiting the environment, new ways of dealing with their surroundings.
Så for 10.000 år siden, ved at udnytte en pludselig ændring i det globale klima med slutningen af den sidste istid, lærte menneskerne at dyrke landbrug. Landbrug var et energiboom. Og ved at udnytte den energi, mangedoblede den menneskelige befolkning sig. Menneskelige samfund blev større, mere kompakt, mere forbundet. Og så fra cirka 500 år siden, begyndte mennesker at finde sammen globalt via skibsfart, via toge, via telegrafen, via internettet, indtil nu lader vi til at forme en enkelt global hjerne af næsten syv milliarder individer. Og den hjerne lærer i lynende tempo. Og i løbet af de sidste 200 år, er der sket noget andet. Vi er faldet over et andet energiboom i fossile brændstoffer. Så fossile brændstoffer og kollektiv læring sammen forklarer den rystende kompleksitet vi ser omkring os.
Then 10,000 years ago, exploiting a sudden change in global climate with the end of the last ice age, humans learned to farm. Farming was an energy bonanza. And exploiting that energy, human populations multiplied. Human societies got larger, denser, more interconnected. And then from about 500 years ago, humans began to link up globally through shipping, through trains, through telegraph, through the Internet, until now we seem to form a single global brain of almost seven billion individuals. And that brain is learning at warp speed. And in the last 200 years, something else has happened. We've stumbled on another energy bonanza in fossil fuels. So fossil fuels and collective learning together explain the staggering complexity we see around us.
Så, her er vi, tilbage på konferencecenteret. Vi har været på en rejse, en retur rejse, af 13,7 milliarder år. Jeg håber I er enige i, at det er en kraftfuld historie. Og det er en historie hvor mennesker spiller en forbløffende og kreativ rolle. Men den indeholder også advarsler. Kollektiv læring er en meget, meget magtfuld kraft, og det er ikke klart at vi mennesker står i spidsen for det. Jeg kan meget tydeligt huske som barn at vokse op i England, og leve gennem Cubakrisen. I et par dage, lod det til at hele biosfæren var på randen af ødelæggelse. Og de samme våben er her stadig, og de er stadigvæk bevæbnet. Hvis vi undgår den fælde, der er andre der venter på os. Vi brænder de fossile brændstoffer med sådan en hastighed at det ser ud til at vi underminerer Guldlok betingelserne der gjorde det muligt for menneskelige civilisationer at blomstre i løbet af de sidste 10.000 år. Så det stor historie kan gøre er at vise os kompleksitetens og skrøbelighedens natur og farerne vi står overfor, men det kan også vise os vores kraft med kollektiv læring.
So -- Here we are, back at the convention center. We've been on a journey, a return journey, of 13.7 billion years. I hope you agree this is a powerful story. And it's a story in which humans play an astonishing and creative role. But it also contains warnings. Collective learning is a very, very powerful force, and it's not clear that we humans are in charge of it. I remember very vividly as a child growing up in England, living through the Cuban Missile Crisis. For a few days, the entire biosphere seemed to be on the verge of destruction. And the same weapons are still here, and they are still armed. If we avoid that trap, others are waiting for us. We're burning fossil fuels at such a rate that we seem to be undermining the Goldilocks conditions that made it possible for human civilizations to flourish over the last 10,000 years. So what big history can do is show us the nature of our complexity and fragility and the dangers that face us, but it can also show us our power with collective learning.
Og nu, til slut, er dette jeg vil have. Jeg vil have at mit barnebarn, Daniel, og hans venner og hans generation, i hele verden, kender hele historien om den store historie, og at kende den så godt at de forstår begge udfordringer vi står overfor og mulighederne vi står overfor. Og det er derfor en gruppe af os bygger en gratis, online læseplan i stor historie til gymnasie elever i hele verden. Vi mener at stor historie vil være et afgørende intellektuelt redskab for dem, som Daniel og hans generation står overfor kæmpe udfordringer og også kæmpe muligheder forud for dem på dette tærskel øjeblik i historien om vores smukke planet.
And now, finally -- this is what I want. I want my grandson, Daniel, and his friends and his generation, throughout the world, to know the story of big history, and to know it so well that they understand both the challenges that face us and the opportunities that face us. And that's why a group of us are building a free, online syllabus in big history for high-school students throughout the world. We believe that big history will be a vital intellectual tool for them, as Daniel and his generation face the huge challenges and also the huge opportunities ahead of them at this threshold moment in the history of our beautiful planet.
Tak for jeres opmærksomhed.
I thank you for your attention.
(Bifald)
(Applause)