Så jeg har tænkt over forskellen mellem dyderne på et CV og dyderne i en mindetale. CV-dyderne er dem du putter i dit CV, som er de færdigheder hvorved du sælger dig på markedet. Dyderne i en mindetale, er dem som vil blive sagt i en mindetale, som er dybere: Hvem du dybest set er, hvad er naturen af dine relationer er du modig, elskelig, troværdig, sammenhængende? Og de fleste af os, inklusiv mig selv, vil sige at dyderne i en mindetale er de vigtigste af dyderne. Men, i det mindste i mit tilfælde, er de såT dem jeg tænker mest på? Og svaret er nej.
So I've been thinking about the difference between the résumé virtues and the eulogy virtues. The résumé virtues are the ones you put on your résumé, which are the skills you bring to the marketplace. The eulogy virtues are the ones that get mentioned in the eulogy, which are deeper: who are you, in your depth, what is the nature of your relationships, are you bold, loving, dependable, consistency? And most of us, including me, would say that the eulogy virtues are the more important of the virtues. But at least in my case, are they the ones that I think about the most? And the answer is no.
Jeg har tænkt over det problem, og en tænker som har hjulpet mig med at tænke over det er en fyr kaldet Joseph Soloveitchik, som var en rabbiner der skrev en bog kaldet: "Den ensomme troens mand" i 1965 Soloveitchik sagde at der er to sider af vores natur, som han kaldte Adam 1 og Adam 2. Adam 1 er den verdslige, ambitiøse, udadvendte side af vores natur. Ham der vil bygge, skabe, danne virksomheder, skabe innovation. Adam 2 er den ydmyge side af vores natur. Adam 2 vil ikke bare gøre det godt, men vil være god, vil leve et sådant indre liv som ærer gud, skabelsen og vores muligheder. Adam 1 ønsker at erobre verdenen. Adam 2 ønsker at høre et kald og adlyde verdenen. Adam 1 nyder bedrifter. Adam 2 nyder indre sammenhæng og styrke. Adam 1 spørger hvordan tingene fungerer. Adam 2 spørger hvorfor vi er her. Adam 1's motto er "succes". Adam 2's motto er "kærlighed, forløsning og hjemkomst".
So I've been thinking about that problem, and a thinker who has helped me think about it is a guy named Joseph Soloveitchik, who was a rabbi who wrote a book called "The Lonely Man Of Faith" in 1965. Soloveitchik said there are two sides of our natures, which he called Adam I and Adam II. Adam I is the worldly, ambitious, external side of our nature. He wants to build, create, create companies, create innovation. Adam II is the humble side of our nature. Adam II wants not only to do good but to be good, to live in a way internally that honors God, creation and our possibilities. Adam I wants to conquer the world. Adam II wants to hear a calling and obey the world. Adam I savors accomplishment. Adam II savors inner consistency and strength. Adam I asks how things work. Adam II asks why we're here. Adam I's motto is "success." Adam II's motto is "love, redemption and return."
Og Soloveitchik argumenterede for, at disse to sider af vores natur er i krig med hinanden. Vi lever i en evig selv-konfrontation mellem den eksterne succes og de indre værdier. Og den besværlige side, vil jeg mene, af disse to sider af vores natur er at de arbejder efter forskellig logikker. Den eksterne logik er en økonomisk logik: Input leder til output, risiko leder til gevinst. Den interne side af vores natur er en moralsk logik og ofte en omvendt logik. Du må give for at modtage. Du må overgive dig til noget udenfor dig selv for at opnå indre styrke. Du må erobre begæret for at få hvad du vil have. For at indfri dig selv, må du glemme dig selv. For at finde dig selv, må du tabe dig selv.
And Soloveitchik argued that these two sides of our nature are at war with each other. We live in perpetual self-confrontation between the external success and the internal value. And the tricky thing, I'd say, about these two sides of our nature is they work by different logics. The external logic is an economic logic: input leads to output, risk leads to reward. The internal side of our nature is a moral logic and often an inverse logic. You have to give to receive. You have to surrender to something outside yourself to gain strength within yourself. You have to conquer the desire to get what you want. In order to fulfill yourself, you have to forget yourself. In order to find yourself, you have to lose yourself.
Vi lever i et samfund som belønner Adam 1, og ofte negligerer Adam 2. Og problemet er at det gør dig til et udspekuleret dyr som betragter livet som et spil, og du bliver et koldt kalkulerende bæst, som glider ned i en slags middelmådighed hvor du opdager at der er en forskel mellem dit ønskede selv og dit faktiske selv. Du fortjener ikke den form for mindetale du ønsker, som du håber at nogen vil give dig. Du har ikke den dybe overbevisning. Du har ikke den følelsesmæssige dybde. Du føler ikke forpligtelse til opgaver som det vil tage mere end et menneskeliv at udføre.
We happen to live in a society that favors Adam I, and often neglects Adam II. And the problem is, that turns you into a shrewd animal who treats life as a game, and you become a cold, calculating creature who slips into a sort of mediocrity where you realize there's a difference between your desired self and your actual self. You're not earning the sort of eulogy you want, you hope someone will give to you. You don't have the depth of conviction. You don't have an emotional sonorousness. You don't have commitment to tasks that would take more than a lifetime to commit.
Jeg blev mindet om et almindeligt svar gennem historien på hvordan du bygger en solid Adam 2, hvordan du bygger en dyb karakter. Igennem historien, er folk gået tilbage til deres egen fortid, nogen gange til en dyrebar tid i deres liv, til deres barndom, og ofte vil tankerne i fortiden drages mod til et øjeblik med skam, en begået synd, en selvisk handling, en udeladt eller overfladisk handling, vredens synd, selvmedlidenheds synd forsøg på at være en spytslikker, mangel på mod. Adam 1 er bygget på en opbygning af dine styrker. Adam 2 er bygget på at kæmpe mod dine svagheder. Du går ind i dig selv, du finder synden som du har begået igen og igen igennem livet, din signatursynd fra hvilken de andre udspringer, og du kæmper mod den synd og du brydes med den, og ud af den brydning, den lidelse bliver karakterens dybde formet. Og vi er ofte ikke oplært i at genkende synden i os selv, og vi er ikke oplært i denne kultur i hvordan vi skal brydes med den, hvordan vi konfronterer den og hvordan vi bekæmper den. Vi lever i en kultur med en Adam 1 mentalitet og vi er stumme omkring Adam 2.
I was reminded of a common response through history of how you build a solid Adam II, how you build a depth of character. Through history, people have gone back into their own pasts, sometimes to a precious time in their life, to their childhood, and often, the mind gravitates in the past to a moment of shame, some sin committed, some act of selfishness, an act of omission, of shallowness, the sin of anger, the sin of self-pity, trying to be a people-pleaser, a lack of courage. Adam I is built by building on your strengths. Adam II is built by fighting your weaknesses. You go into yourself, you find the sin which you've committed over and again through your life, your signature sin out of which the others emerge, and you fight that sin and you wrestle with that sin, and out of that wrestling, that suffering, then a depth of character is constructed. And we're often not taught to recognize the sin in ourselves, in that we're not taught in this culture how to wrestle with it, how to confront it, and how to combat it. We live in a culture with an Adam I mentality where we're inarticulate about Adam II.
Til sidst, Reinhold Niebuhr opsummerede konfrontationen mellem det fuldt levede Adam 1 liv og Adam 2 liv, på denne måde: "Intet der er værd at gøre kan opnås i vores levetid, derfor må vi blive frelst af håb. Intet der er sandt eller smukt eller godt giver komplet mening i en umiddelbar historisk sammenhæng. Derfor må vi blive frelst igennem tro. Intet vi kan gøre, uanset hvor dydigt, kan blive fuldført alene. Derfor må vi frelses gennem kærlighed. Ingen dydig handling er helt så dydig set fra vor ven eller fjendes synspunkt, som fra vores eget Derfor må vi frelses af den endelige form for kærlighed, som er tilgivelse."
Finally, Reinhold Niebuhr summed up the confrontation, the fully lived Adam I and Adam II life, this way: "Nothing that is worth doing can be achieved in our lifetime; therefore we must be saved by hope. Nothing which is true or beautiful or good makes complete sense in any immediate context of history; therefore we must be saved by faith. Nothing we do, however virtuous, can be accomplished alone; therefore we must be saved by love. No virtuous act is quite as virtuous from the standpoint of our friend or foe as from our own standpoint. Therefore we must be saved by that final form of love, which is forgiveness.”
Mange tak.
Thanks.
(Bifald)
(Applause)