Noget kaldet Det Danske Tvillingeregister har fastslået, at kun 10% af hvor langt man lever, indenfor visse biologiske rammer, er afgjort af vores gener. De resterende 90% er afgjort af vores livsstil. Hvis vi ud fra disse Blue Zones kan finde den optimale livsstil for et langt liv, kan vi frembringe en de facto formel for et langt liv.
Something called the Danish Twin Study established that only about 10 percent of how long the average person lives, within certain biological limits, is dictated by our genes. The other 90 percent is dictated by our lifestyle. So the premise of Blue Zones: if we can find the optimal lifestyle of longevity we can come up with a de facto formula for longevity.
Men hvis du spørger den gennemsnitlige amerikaner, om hvad den optimale formel for et langt liv er, vil de sikkert ikke kunne svare. De har sandsynligvis hørt om South Beach diæten, eller Atkins diæten. Der er kostpyramiden. Der er det Oprah siger. Der er det Doktor Oz fortæller os.
But if you ask the average American what the optimal formula of longevity is, they probably couldn't tell you. They've probably heard of the South Beach Diet, or the Atkins Diet. You have the USDA food pyramid. There is what Oprah tells us. There is what Doctor Oz tells us.
Sagens kerne er, at der er megen forvirring om hvad der virkelig hjælper os til at leve bedre. Bør man løbe maraton eller dyrke yoga? Bør man spise økologisk kød eller bør man spise tofu? Når det kommer til kosttilskud, bør man tage dem? Hvad med de dersens hormoner og resveratrol? Og spiller livsglæde en rolle? Spiritualitet? Og hvad med mådes vi omgås andre på?
The fact of the matter is there is a lot of confusion around what really helps us live longer better. Should you be running marathons or doing yoga? Should you eat organic meats or should you be eating tofu? When it comes to supplements, should you be taking them? How about these hormones or resveratrol? And does purpose play into it? Spirituality? And how about how we socialize?
Vores fremgangsmåde for at finde ud af hvordan man lever længe var at slå os sammen med National Geographic, og the National Insitute on Aging, for at finde de fire demografiske bekræftede områder, som er geografisk defineret. Og så tage et hold eksperter med for systematisk at gennemgå præcis hvad disse folk gør, for at koge det ned til de tværkulturelle fællestræk.
Well, our approach to finding longevity was to team up with National Geographic, and the National Institute on Aging, to find the four demographically confirmed areas that are geographically defined. And then bring a team of experts in there to methodically go through exactly what these people do, to distill down the cross-cultural distillation.
Og ved enden af denne forelæsning vil jeg fortælle hvad vi fandt ud af. Men først vil jeg aflive nogle almindelige myter om hvordan man opnår et langt liv. Og den første myte er, hvis du prøver virkelig hårdt kan du blive 100. Forkert. Problemet er, kun omkring én ud af 5.000 personer i Amerika når at blive 100 år. Sandsynligheden for at det er dig er meget lille. Selvom det er den hurtigst voksende befolkningsgruppe i Amerika, er det svært at blive 100. Problemet er, at vi ikke er programmeret til at leve længe. Vi er programmeret til noget kaldet succesfuld forplantning. Jeg elsker det udtryk. Det minder mig om min tid på universitet.
And at the end of this I'm going to tell you what that distillation is. But first I'd like to debunk some common myths when it comes to longevity. And the first myth is if you try really hard you can live to be 100. False. The problem is, only about one out of 5,000 people in America live to be 100. Your chances are very low. Even though it's the fastest growing demographic in America, it's hard to reach 100. The problem is that we're not programmed for longevity. We are programmed for something called procreative success. I love that word. It reminds me of my college days.
Biologer siger at succesfuld forplantning betyder alderen hvor du har børn, og en generation til, altså når dine børn får børn. Efter det er der ingen evolutionære fordele i at man lever videre. Hvad end man er et pattedyr, en rotte, en elefant eller et menneske er det den samme historie. Så for at nå de 100 år, skal man ikke kun have haft en sund livsstil, man skal også have vundet det genetiske lotteri.
Biologists term procreative success to mean the age where you have children and then another generation, the age when your children have children. After that the effect of evolution completely dissipates. If you're a mammal, if you're a rat or an elephant, or a human, in between, it's the same story. So to make it to age 100, you not only have to have had a very good lifestyle, you also have to have won the genetic lottery.
Den anden myte er, at der er behandlinger, som kan hjælpe med at sænke, vende, eller tilmed stoppe aldring. Forkert. Når man tænker over det er der 99 ting som kan ælde os. Luk for ilttilførslen til din hjerne bare få minutter, og de hjerneceller som dør vil aldrig komme tilbage. Spil tennis for voldsomt, ødelæg brusken i dine knæ, den brusk får du aldrig igen. Vores arterier kan tilstoppe. Vores hjerner kan klistres til med plak, og vi kan få Alzheimer's. Der er simpelthen for mange ting som kan gå galt.
The second myth is, there are treatments that can help slow, reverse, or even stop aging. False. When you think of it, there is 99 things that can age us. Deprive your brain of oxygen for just a few minutes, those brain cells die, they never come back. Play tennis too hard, on your knees, ruin your cartilage, the cartilage never comes back. Our arteries can clog. Our brains can gunk up with plaque, and we can get Alzheimer's. There is just too many things to go wrong.
Vores kroppe indeholder 35 billioner celler. billion med et B. Vi taler tal i stil med national gæld. (Latter) Og de celler fornyes hvert ottende år. Og hver gang de fornyes, sker nogle fejl. Og de fejl ophopes. Og de ophobes eksponentielt. Det er lidt ligesom dengang vi alle havde Beatles albummer eller Eagles albummer, og vi lavede en kopi på et kassettebånd, og lod vores venner kopiere det kassettebånd, og snart, med de følgende generationer, ville båndet lyde forfærdeligt. Det samme sker med vores celler. Det er derfor en 65-årig person ældres ved en hastighed som er 125 gange hurtigere end en 12-årig.
Our bodies have 35 trillion cells, trillion with a "T." We're talking national debt numbers here. (Laughter) Those cells turn themselves over once every eight years. And every time they turn themselves over there is some damage. And that damage builds up. And it builds up exponentially. It's a little bit like the days when we all had Beatles albums or Eagles albums and we'd make a copy of that on a cassette tape, and let our friends copy that cassette tape, and pretty soon, with successive generations that tape sounds like garbage. Well, the same things happen to our cells. That's why a 65-year-old person is aging at a rate of about 125 times faster than a 12-year-old person.
Så hvis der er intet man kan gøre for at bremse eller stoppe aldring, hvad laver jeg så her? Sagens kerne er, at den videnskabeligt accepterede kapacitet for den menneskelige krop, min krop, din krop, er omkring 90 år, og lidt mere for kvinder. Men den forventede levealder i dette land er kun 78 år. Så på en eller anden måde formår vi at misse 12 gode år. 12 ekstra år som vi sagtens kunne få. Og forskning viser, at det ville være år stort set uden kroniske sygdomme, hjertesygdomme, cancer og diabetes.
So, if there is nothing you can do to slow your aging or stop your aging, what am I doing here? Well, the fact of the matter is the best science tells us that the capacity of the human body, my body, your body, is about 90 years, a little bit more for women. But life expectancy in this country is only 78. So somewhere along the line, we're leaving about 12 good years on the table. These are years that we could get. And research shows that they would be years largely free of chronic disease, heart disease, cancer and diabetes.
Vi tror at den bedste måde at opnå disse ekstra år, er ved at kigge på de kulturer rundt omkring i Verden, som faktisk oplever de ekstra år, områder hvor folk når at blive 100 år, op til 10 gange oftere end her, områder hvor den forventede livslængde er et ekstra dusin år, hvor raten af dødsfald blandt midaldrende er en brøkdel af hvad den er i dette land.
We think the best way to get these missing years is to look at the cultures around the world that are actually experiencing them, areas where people are living to age 100 at rates up to 10 times greater than we are, areas where the life expectancy is an extra dozen years, the rate of middle age mortality is a fraction of what it is in this country.
Vi fandt vores første 'blue zone' omkring 200 km fra Italiens kyst, på øen Sardinien. Og ikke hele øen, hvor indbyggertallet er på 1,4 mio., men kun oppe i højlandet, i et område kaldet Nuoro provinsen. Og her har vi det område hvor mænd lever længst og omkring 10 gange flere 100-årige end vi har her i Amerika. Og dette er et sted hvor folk ikke kun bliver 100 år, de gør det med ekstraordinær livskraft. Steder hvor 102-årige tager motorcyklen til arbejde, hugger træ, og kan tæve en mand 60 år yngre end dem selv. (Latter)
We found our first Blue Zone about 125 miles off the coast of Italy, on the island of Sardinia. And not the entire island, the island is about 1.4 million people, but only up in the highlands, an area called the Nuoro province. And here we have this area where men live the longest, about 10 times more centenarians than we have here in America. And this is a place where people not only reach age 100, they do so with extraordinary vigor. Places where 102 year olds still ride their bike to work, chop wood, and can beat a guy 60 years younger than them. (Laughter)
Deres historie strækker sig faktisk tilbage til omkring Kristi fødsel. Det er faktisk en bronzealder kultur som er blevet isoleret. Fordi landet er så ufrugtbar er de stort set hyrder, hvilket vil sige regelmæssig, lav-intensitets fysisk aktivitet. Deres diet er hovedsageligt plante-baseret, vel at mærke mad man kan tage med ud til markerne. De har deres eget usyrede fuldkornsbrød, kaldet notamusica, lavet af durum hvede, en ost lavet fra græssende dyr, sådan at osten er rig på Omega-3 fedtsyrer, i stedet for Omega-6 fedtsyrer, som man får fra dyr fodret med majs, og en vin som har tre gange så høj en koncentration af polyphenoler som nogen som helst anden vin i verden. Den hedder Cannonau.
Their history actually goes back to about the time of Christ. It's actually a Bronze Age culture that's been isolated. Because the land is so infertile, they largely are shepherds, which occasions regular, low-intensity physical activity. Their diet is mostly plant-based, accentuated with foods that they can carry into the fields. They came up with an unleavened whole wheat bread called carta musica made out of durum wheat, a type of cheese made from grass-fed animals so the cheese is high in Omega-3 fatty acids instead of Omega-6 fatty acids from corn-fed animals, and a type of wine that has three times the level of polyphenols than any known wine in the world. It's called Cannonau.
Men den virkelige hemmelighed, tror jeg, ligger mere i måden hvorpå deres samfund er organiseret. Og et af de mest iøjnefaldende elementer af det sardinske samfund, er hvordan de behandler de ældre. Har I bemærket, at her i Amerika synes social værdighed at toppe omkring de 24 år? Se bare på reklamerne. Her i Sardinien er det sådan, at jo ældre man bliver, des mere respekt får man, des mere vis bliver man. Går man ind på en bar på Sardinien hænger der ikke kalendere med letpåklædte damer, her er det kalendere med månedens olding.
But the real secret I think lies more in the way that they organize their society. And one of the most salient elements of the Sardinian society is how they treat older people. You ever notice here in America, social equity seems to peak at about age 24? Just look at the advertisements. Here in Sardinia, the older you get the more equity you have, the more wisdom you're celebrated for. You go into the bars in Sardinia, instead of seeing the Sports Illustrated swimsuit calendar, you see the centenarian of the month calendar.
Dette viser sig ikke kun at være godt for ens aldrende forældre, at have dem tæt på familien, det giver dem omkring fire til seks års ekstra forventet levetid, forskning viser at det også er godt for børnene i disse familier, som har lavere dødsrate og færre tilfælde af sygdom. Det kaldes "bedstemors-effekten".
This, as it turns out, is not only good for your aging parents to keep them close to the family -- it imparts about four to six years of extra life expectancy -- research shows it's also good for the children of those families, who have lower rates of mortality and lower rates of disease. That's called the grandmother effect.
Vi fandt vores anden Blue Zone på den anden side af planeten, omkring 1.300 km syd for Tokyo, i øgruppen Okinawa. Okinawa består af 161 små øer. Og på den nordligste del af hovedøen, findes STEDET hvor folk lever længe. Dette er stedet hvor den ældste levende kvindelige befolkning findes. Det er det sted hvor folk har den længste lidelsesfri forventede levealder i verden. De har det vi vil have. De lever i længe, og har tildens til at dø mens de sover, meget hurtigt, og jeg kan fortælle at det ofte er efter sex.
We found our second Blue Zone on the other side of the planet, about 800 miles south of Tokyo, on the archipelago of Okinawa. Okinawa is actually 161 small islands. And in the northern part of the main island, this is ground zero for world longevity. This is a place where the oldest living female population is found. It's a place where people have the longest disability-free life expectancy in the world. They have what we want. They live a long time, and tend to die in their sleep, very quickly, and often, I can tell you, after sex.
De lever omkring syv gode år længere end den gennemsnitlige Amerikaner. Fem gange flere bliver 100 år end her i Amerika. Fire femtedele færre tilfælde af tyktarms- og brystkræft, store dræbere her i Amerika. Og kun én sjettedel med hjertekarsygdomme i forhold til her. Og det faktum at denne kultur har præsteret disse tal, er en kraftig indikation af at de har noget at lære os. Hvordan gør de det? Endnu engang; en plantebaseret kost, massere af grøntsager med mange farver. Og de spiser omkring otte gange så meget tofu som amerikanere gør.
They live about seven good years longer than the average American. Five times as many centenarians as we have in America. One fifth the rate of colon and breast cancer, big killers here in America. And one sixth the rate of cardiovascular disease. And the fact that this culture has yielded these numbers suggests strongly they have something to teach us. What do they do? Once again, a plant-based diet, full of vegetables with lots of color in them. And they eat about eight times as much tofu as Americans do.
Endnu vigtigere end hvad de spiser, er hvordan de spiser det. De har alverdens små strategier, som holder dem fra at overspise, hvilket, som I ved, er et stort problem har i Amerika. Nogle få af de strategier vi observerede: de spiser af mindre tallerkener, så de er tilbøjelige til at spise færre kalorier ved hvert måltid. I stedet for at servere sådan at man selv kan tage, hvor man på sin vis tankeløst spiser mens man taler, serverer de ved køkkenbordet, stiller den resterende mad væk, og tager tallerkenerne hen til spisebordet.
More significant than what they eat is how they eat it. They have all kinds of little strategies to keep from overeating, which, as you know, is a big problem here in America. A few of the strategies we observed: they eat off of smaller plates, so they tend to eat fewer calories at every sitting. Instead of serving family style, where you can sort of mindlessly eat as you're talking, they serve at the counter, put the food away, and then bring it to the table.
De har også et 3.000 år gammelt ordsprog, hvilket jeg synes er det kostråd der nogensinde har været. Det siges at Konfutse fandt på det. Og kostrådet er kendt som Hara, Hatchi, Bu diæten. Blot et ordsprog disse folk siger, inden de spiser, for at minde dem om at de skal stoppe når deres maver er 80% fulde. Det tager omkring en halv time for mæthedsfornemmelsen at rejse fra ens mave til ens hjerne. Og ved at huske at stoppe ved 80% hjælper det en med at undgå at overspise.
They also have a 3,000-year-old adage, which I think is the greatest sort of diet suggestion ever invented. It was invented by Confucius. And that diet is known as the Hara, Hatchi, Bu diet. It's simply a little saying these people say before their meal to remind them to stop eating when their stomach is [80] percent full. It takes about a half hour for that full feeling to travel from your belly to your brain. And by remembering to stop at 80 percent it helps keep you from doing that very thing.
Men ligesom på Sardinien har Okinawa nogle få sociale konstruktioner vi kan kæde sammen med et langt liv. Vi ved at ensomhed dræber. For femten år siden havde en gennemsnitlig amerikaner tre gode venner. Nu er vi nede på halvanden. Hvis man var så heldig at være født i Okinawa blev man født ind i et system, hvor man automatisk havde seks venner man var knyttet til gennem hele livet. De kalder det en Moai. Og hvis man er en del af en Maoi, forventes det at man deler både de gode tider, og dårlige tider, hvis ens barn bliver sygt, en forældre dør, så har man altid nogen der er der for en. Denne ene Moai, disse fem kvinder har været sammen i 97 år. Deres gennemsnitsalder er 102.
But, like Sardinia, Okinawa has a few social constructs that we can associate with longevity. We know that isolation kills. Fifteen years ago, the average American had three good friends. We're down to one and half right now. If you were lucky enough to be born in Okinawa, you were born into a system where you automatically have a half a dozen friends with whom you travel through life. They call it a Moai. And if you're in a Moai you're expected to share the bounty if you encounter luck, and if things go bad, child gets sick, parent dies, you always have somebody who has your back. This particular Moai, these five ladies have been together for 97 years. Their average age is 102.
Typisk i Amerika har vi delt vores voksenliv op i to dele. Der er vores arbejdsliv, hvor vi er produktive, Og så en skønne dag, bum, går vi på pension. Og det har typisk betydet at slappe af i sit otium, eller tage til Arizona for at spille golf. På Okinawa har det ikke engang et ord for pension. I stedet er der ét ord der gennemsyrer hele ens liv, og det ord er "ikigai". Og, groft oversat, betyder det "grunden til, at du vågner om morgenen".
Typically in America we've divided our adult life up into two sections. There is our work life, where we're productive. And then one day, boom, we retire. And typically that has meant retiring to the easy chair, or going down to Arizona to play golf. In the Okinawan language there is not even a word for retirement. Instead there is one word that imbues your entire life, and that word is "ikigai." And, roughly translated, it means "the reason for which you wake up in the morning."
For denne 102-årige karatemester var hans ikigai at føre denne kampsport videre. For denne 100-årige fisker var det at fortsætte med at fange fisk til sin familie tre gange om ugen. Og dette er et spørgsmål. "The National Institute on Aging" gav os faktisk et spørgeskema vi skulle give disse gamle mennesker. Og et af spørgsmålene - de var kulturelt meget velinformerede, dem der havde lavet spørgeskemaet. Et af spørgsmålene var: "Hvad er dit ikigai?" De viste øjeblikkeligt hvad de vågnede for om morgenen. For denne 102 år gamle kvinde, var hendes ikigai simpelthen hendes tip-tip-tip-oldebarn. To piger med en aldersforskel på 101 og et halvt år. Og jeg spurgte hende hvordan det føltes at holde et tip-tip-tip-oldbarn. Og hun lænede hovedet bagover og sagde: "Det føles som at springe ind i himlen." Jeg syntes det var en vidunderlig tanke.
For this 102-year-old karate master, his ikigai was carrying forth this martial art. For this hundred-year-old fisherman it was continuing to catch fish for his family three times a week. And this is a question. The National Institute on Aging actually gave us a questionnaire to give these centenarians. And one of the questions, they were very culturally astute, the people who put the questionnaire. One of the questions was, "What is your ikigai?" They instantly knew why they woke up in the morning. For this 102 year old woman, her ikigai was simply her great-great-great-granddaughter. Two girls separated in age by 101 and a half years. And I asked her what it felt like to hold a great-great-great-granddaughter. And she put her head back and she said, "It feels like leaping into heaven." I thought that was a wonderful thought.
Min redaktør hos National Geographic ønskede at jeg fandt Amerikas Blue Zone. Og for en kort stund kiggede vi på Minnesotas prærier, hvor der faktisk er en meget høj andel af befolkning som er over de 100. Men det er fordi alle de unge er smuttet. (Latter) Så vi kiggede igen på vores data. Og vi fandt Amerikas længst levende befolkning hos Syvende Dags Adventskirken. koncentreret i og omkring Loma Linda, Californien. Adventister er konservative metodister. De fejrer deres sabbat fra solnedgang fredag aften til solnedgang lørdag. Et "24-timers tilflugtssted i tid" kalder de det. Og de følger fem små vaner som bringer dem et ekstraordinært langt liv relativt betragtet.
My editor at Geographic wanted me to find America's Blue Zone. And for a while we looked on the prairies of Minnesota, where actually there is a very high proportion of centenarians. But that's because all the young people left. (Laughter) So, we turned to the data again. And we found America's longest-lived population among the Seventh-Day Adventists concentrated in and around Loma Linda, California. Adventists are conservative Methodists. They celebrate their Sabbath from sunset on Friday till sunset on Saturday. A "24-hour sanctuary in time," they call it. And they follow five little habits that conveys to them extraordinary longevity, comparatively speaking.
Her i Amerika, er den forventede levetid for en gennemsnitlig kvinde 80 år. For en kvindelig adventist, er den 89 år. Og forskellen er endnu tydeligere blandt mænd, som har en forventet levealder på 11 år mere end de øvrige amerikanske mænd. Dette er et studie som har fulgt omkring 70.000 personer i 30 år. Et førsteklasses studium. Og jeg synes at det i højeste grad illustrerer hvor lovende dette Blue Zone projekt er.
In America here, life expectancy for the average woman is 80. But for an Adventist woman, their life expectancy is 89. And the difference is even more pronounced among men, who are expected to live about 11 years longer than their American counterparts. Now, this is a study that followed about 70,000 people for 30 years. Sterling study. And I think it supremely illustrates the premise of this Blue Zone project.
Dette er et heterogent folkefærd. Det er hvidt, sort, latinamerikansk, asiatisk. Og det eneste de har til fælles er en håndfuld meget små vaner, knyttet til deres livsstil, som de følger rituelt gennem det meste af livet. De følger kosten som er beskrevet i bibelen. Første Mosebog, Kapitel et, vers 29, hvor Gud taler om bælgfrugter og frø, og endnu en strofe om grønne planter, tilsyneladende mangler kød. De tager dette "tilflugtssted i tid" meget alvorligt.
This is a heterogeneous community. It's white, black, Hispanic, Asian. The only thing that they have in common are a set of very small lifestyle habits that they follow ritualistically for most of their lives. They take their diet directly from the Bible. Genesis: Chapter one, Verse [29], where God talks about legumes and seeds, and on one more stanza about green plants, ostensibly missing is meat. They take this sanctuary in time very serious.
I 24 timer hver uge, uanset hvor travlt de har, hvor stressede de er på arbejde, hvor børnene skal køres hen, smider de alt hvad de har i hænderne og fokuserer på deres gud, deres sociale netværk, og dernæst, som en del af religionen, ture i naturen. Og styrken ved dette er at det ikke gøres af og til, styrken ligger i at det bliver gjort hver uge, gennem hele livet. Intet af det er svært. Intet af det koster penge. Adventister har også tilbøjelighed til at bruge tid sammen med andre adventister. Så hvis man tager til en adventist-fest ser man ikke folk belle sprut eller rulle en joint. I stedet taler de om deres kommende gåtur, udveksler opskrifter, og ja, de beder. Men de influerer hinanden på en så markant og målbar måde.
For 24 hours every week, no matter how busy they are, how stressed out they are at work, where the kids need to be driven, they stop everything and they focus on their God, their social network, and then, hardwired right in the religion, are nature walks. And the power of this is not that it's done occasionally, the power is it's done every week for a lifetime. None of it's hard. None of it costs money. Adventists also tend to hang out with other Adventists. So, if you go to an Adventist's party you don't see people swilling Jim Beam or rolling a joint. Instead they're talking about their next nature walk, exchanging recipes, and yes, they pray. But they influence each other in profound and measurable ways.
Dette er en kultur som har skabt Ellsworth Wheram. Ellsworth Wheram er 97 år gammel. Han er multimillionær, men da en entreprenør ville have 6.000 dollars for at bygge et heng, sagde han: "For de penge kan jeg lige så godt gøre det selv." Så de følgende tre dage var han ude og skovle cement, og trække stolper omkring. Og forudsigeligt nok, måske, ende han på fjerdedagen på operationsstuen. Men ikke som ham på bordet, som ham der udførte hjertekirurgi. Som 97-årig udfører han stadig 20 hjerteoperationer hver måned.
This is a culture that has yielded Ellsworth Whareham. Ellsworth Whareham is 97 years old. He's a multimillionaire, yet when a contractor wanted 6,000 dollars to build a privacy fence, he said, "For that kind of money I'll do it myself." So for the next three days he was out shoveling cement, and hauling poles around. And predictably, perhaps, on the fourth day he ended up in the operating room. But not as the guy on the table; the guy doing open-heart surgery. At 97 he still does 20 open-heart surgeries every month.
Ed Rawling, 103 år gammel nu, er aktiv cowboy og starter hver morgen med en svømmetur. Og i weekenden kan han godt lide at stå på vandski, så kølvandet står op.
Ed Rawlings, 103 years old now, an active cowboy, starts his morning with a swim. And on weekends he likes to put on the boards, throw up rooster tails.
Og så er der Marge Deton. Marge er 104. Hendes barnebarn bor faktisk her i "Twin Cities". Hun starter dagen med at løfte vægte. Hun kører på sin motionscykel. Og så hopper hun ind i sin mørkebrune 1994 Cadillac Seville, og drøner ned ad San Bernardino motorvejen, hvor hun stadig er volontør i syv forskellige organisationer. Jeg har været på 19 hardcore ekspeditioner. Jeg er formodentlig den eneste person I nogensinde møder, som har kørt på cykel tværs over Sahara ørkenen uden solcreme. Men I skal vide, at der er intet eventyr mere frygtindgydende end at sidde på passagersædet ved siden af Marge Deton. "En fremmed er en ven jeg endnu ikke har mødt!" siger hun.
And then Marge Deton. Marge is 104. Her grandson actually lives in the Twin Cities here. She starts her day with lifting weights. She rides her bicycle. And then she gets in her root-beer colored 1994 Cadillac Seville, and tears down the San Bernardino freeway, where she still volunteers for seven different organizations. I've been on 19 hardcore expeditions. I'm probably the only person you'll ever meet who rode his bicycle across the Sahara desert without sunscreen. But I'll tell you, there is no adventure more harrowing than riding shotgun with Marge Deton. "A stranger is a friend I haven't met yet!" she'd say to me.
Så hvad er fællesnævnerne i disse tre kulturer? Hvad er det de alle gør? Vi magtede at koge det ned til ni ting. Vi har været på yderligt to Blue Zone-ekspeditioner siden disse, og fællesnævnerne holder ved. Og den første, jeg bliver sikkert dømt for kætteri, ingen af dem motionerer, i hvert fald ikke sådan som vi tænker på det at motionere. I stedet for er deres liv indrettet sådan at de konstant presses til at være fysisk aktive. Disse 100-årige okinawiske kvinder rejser sig og sætter sig, de sidder på gulvet, 30 til 40 gange på én dag.
So, what are the common denominators in these three cultures? What are the things that they all do? And we managed to boil it down to nine. In fact we've done two more Blue Zone expeditions since this and these common denominators hold true. And the first one, and I'm about to utter a heresy here, none of them exercise, at least the way we think of exercise. Instead, they set up their lives so that they are constantly nudged into physical activity. These 100-year-old Okinawan women are getting up and down off the ground, they sit on the floor, 30 or 40 times a day.
Sardinerne bor i lodrette huse, de render op og ned ad trapperne. Enhver tur til supermarkedet, til kirken eller hjem til en ven, indebærer en gåtur. De har ikke nogle bekvemmeligheder. Der er ikke en knap for havearbejde eller rengøring. Hvis de vil bage, og skal piske, gør det det med håndpisker. Dét er fysisk aktivitet. Det forbrænder kalorier lige så meget som løbebåndet gør. Og når de bevidst vil være fysisk aktive er det ting de nyder. De går ofte ture, den eneste beviste måde at holde kognitiv tilbagegang i skak på, og de har stort set alle en have. De ved hvordan de skal tilrettelægge deres liv, så de har det rette perspektiv.
Sardinians live in vertical houses, up and down the stairs. Every trip to the store, or to church or to a friend's house occasions a walk. They don't have any conveniences. There is not a button to push to do yard work or house work. If they want to mix up a cake, they're doing it by hand. That's physical activity. That burns calories just as much as going on the treadmill does. When they do do intentional physical activity, it's the things they enjoy. They tend to walk, the only proven way to stave off cognitive decline, and they all tend to have a garden. They know how to set up their life in the right way so they have the right outlook.
Hver af disse kulturer bruger tid på at geare ned. Sardinere beder. Dem fra Syvende Dags Adventskirke beder. Okinawaerne dyrker deres forfædre. Men når man skal skynde sig eller er stresset, aktiveres noget kaldet den inflammatoriske reaktion, som kædes sammen med alt fra Alzheimer's til hjertekarsygdomme. Men når man går ned i tempo et kvarter dagligt, vender man den inflammatoriske tilstand til en mere anti-inflammatorisk tilstand.
Each of these cultures take time to downshift. The Sardinians pray. The Seventh-Day Adventists pray. The Okinawans have this ancestor veneration. But when you're in a hurry or stressed out, that triggers something called the inflammatory response, which is associated with everything from Alzheimer's disease to cardiovascular disease. When you slow down for 15 minutes a day you turn that inflammatory state into a more anti-inflammatory state.
De har gloser for det at føle et formål med livet, ikigai, som Okinawaerne. De to mest farlige år af ens liv, er det år man fødes, på grund af spædbørnsdødelighed, og det år man går på pension. Disse mennesker føler de kender deres formål med livet, og tilføjer dermed omkring syv ekstra år til deres forventede levealder.
They have vocabulary for sense of purpose, ikigai, like the Okinawans. You know the two most dangerous years in your life are the year you're born, because of infant mortality, and the year you retire. These people know their sense of purpose, and they activate in their life, that's worth about seven years of extra life expectancy.
Der er ikke nogen diæt der medfører et langt liv. I stedet drikker disse folk en lille smule alkohol hver dag, hvilket ikke skulle være svært at få den amerikanske befolkning med på. (Latter) De spiser oftest en plante-baseret kost. De spiser skam kød, men også massere af bønner og nødder. Og de har strategier der holder dem fra at overspise, små ting som puffer dem rettidigt væk fra bordet.
There's no longevity diet. Instead, these people drink a little bit every day, not a hard sell to the American population. (Laughter) They tend to eat a plant-based diet. Doesn't mean they don't eat meat, but lots of beans and nuts. And they have strategies to keep from overeating, little things that nudge them away from the table at the right time.
Og hjørnestenen bag alt dette er måden hvorpå de knytter bånd. De prioriterer familien frem for andet, de tager sig af sine børn og sine aldrende forældre. De tilhører oftest et troende fællesskab, hvilket tilføjer mellem fire og 14 år til ens forventede levealder, hvis man mødes med det fire gange om måneden. Og det vigtigste er, at de også hører til den rette stamme. Enten blev de født ind i, eller også har de proaktivt omgivet sig med de rigtige folk.
And then the foundation of all this is how they connect. They put their families first, take care of their children and their aging parents. They all tend to belong to a faith-based community, which is worth between four and 14 extra years of life expectancy if you do it four times a month. And the biggest thing here is they also belong to the right tribe. They were either born into or they proactively surrounded themselves with the right people.
Vi ved fra Framingham studierne, at hvis dine tre bedste venner er overvægtige, er der 50% større risiko for at du også bliver dt. Så hvis man hænger ud med usunde mennesker, vil det få en målbar konsekvens med tiden. Men hvis dine venners fritidsinteresser er fysisk aktivitet, bowling, spille hockey, cykling eller at ordne have, hvis dine venner drikker en lille smule, men ikke for meget, og de spiser rigtigt, er engagerede, er tillidsfulde og pålidelige, vil netop dét have den største positive effekt med tiden.
We know from the Framingham studies, that if your three best friends are obese there is a 50 percent better chance that you'll be overweight. So, if you hang out with unhealthy people, that's going to have a measurable impact over time. Instead, if your friend's idea of recreation is physical activity, bowling, or playing hockey, biking or gardening, if your friends drink a little, but not too much, and they eat right, and they're engaged, and they're trusting and trustworthy, that is going to have the biggest impact over time.
Diæter virker ikke. Ingen diæt i verdenshistorien har virket for mere end to procent af befolkningen. Træningsprogrammer starter ofte i januar, og de er sædvanligvis overstået ved oktober. Når det kommer til at leve længe, er der ingen hurtige løsninger, i form af en pille eller noget andet. Men når du tænker over det, dine venner er varige eventyrer, og derfor er de måske det mest betydningsfulde du kan gøre, for at tilføje flere år til dit liv, og liv til dine år. Mange tak skal I have. (Bifald)
Diets don't work. No diet in the history of the world has ever worked for more than two percent of the population. Exercise programs usually start in January; they're usually done by October. When it comes to longevity there is no short term fix in a pill or anything else. But when you think about it, your friends are long-term adventures, and therefore, perhaps the most significant thing you can do to add more years to your life, and life to your years. Thank you very much. (Applause)