Mød Tony. Han er min elev. Han er på omtrent min alder, og han er indsat i San Quentin Statsfængsel. Da Tony var 16 år gammel, en dag, et øjeblik, "Det var mors pistol. Vis den hurtigt, skræm fyren. Han er lille skid. Han tog nogle penge; vi tager hans penge. Så kan han lære det. Så i det sidste minut tænker jeg, 'Jeg kan ikke gøre det her. Det er forkert.' Min kammerat siger, 'Kom nu, lad os gøre det.' Jeg siger, 'Lad os gøre det'" Og de ord kommer Tony til at huske, for før han ved af det, hører han poppet. Der ligger den lille skid på jorden, en pøl af blod. Og det er mord -- 25 til livstid, prøveløsladelse ved 50, hvis du er heldig, og Tony føler sig ikke særlig heldig.
Meet Tony. He's my student. He's about my age, and he's in San Quentin State Prison. When Tony was 16 years old, one day, one moment, "It was mom's gun. Just flash it, scare the guy. He's a punk. He took some money; we'll take his money. That'll teach him. Then last minute, I'm thinking, 'Can't do this. This is wrong.' My buddy says, 'C'mon, let's do this.' I say, 'Let's do this.'" And those three words, Tony's going to remember, because the next thing he knows, he hears the pop. There's the punk on the ground, puddle of blood. And that's felony murder -- 25 to life, parole at 50 if you're lucky, and Tony's not feeling very lucky.
Så da vi mødes i min filosofiklasse i hans fængsel og jeg siger, "I denne klasse, skal vi diskutere det fundamentale ved etik," afbryder Tony mig. "Hvad vil du lære mig om rigtigt og forkert? Jeg ved hvad der er forkert. Jeg har gjort det forkerte. Og jeg får at vide hver dag, af hvert ansigt jeg ser, hver mur jeg møder, at jeg er forkert. Hvis jeg nogensinde kommer ud herfra, vil der altid være et mærke ved mit navn. Jeg er straffefange; jeg er brændemærket 'forkert.' Hvad vil du fortælle mig om rigtigt og forkert?"
So when we meet in my philosophy class in his prison and I say, "In this class, we will discuss the foundations of ethics," Tony interrupts me. "What are you going to teach me about right and wrong? I know what is wrong. I have done wrong. I am told every day, by every face I see, every wall I face, that I am wrong. If I ever get out of here, there will always be a mark by my name. I'm a convict; I am branded 'wrong.' What are you going to tell me about right and wrong?"
Så jeg siger til Tony, "Beklager, men det er værre end du tror. Du tror du kender rigtigt og forkert? Kan du så fortælle mig hvad forkert er? Nej, lad være med bare at give mig et eksempel. Jeg vil vide noget om forkerthed i sig selv, ideen om det forkerte. Hvad er det for en ide? Hvad gør noget forkert? Hvordan ved vi, at det er forkert? Måske er du og jeg uenige. Måske er en af os forkert på den omkring forkertheden Måske er det dig, måske er det mig -- men vi er ikke kommet for at dele meninger; alle har en mening. Vi er her for viden. Vores fjende er tankeløshed. Dette er filosofi."
So I say to Tony, "Sorry, but it's worse than you think. You think you know right and wrong? Then can you tell me what wrong is? No, don't just give me an example. I want to know about wrongness itself, the idea of wrong. What is that idea? What makes something wrong? How do we know that it's wrong? Maybe you and I disagree. Maybe one of us is wrong about the wrong. Maybe it's you, maybe it's me -- but we're not here to trade opinions; everyone's got an opinion. We are here for knowledge. Our enemy is thoughtlessness. This is philosophy."
Og noget ændres for Tony. "Kan være jeg tager fejl. Jeg er træt af at tage fejl. Jeg vil vide hvad der er forkert. Jeg vil vide, hvad jeg ved." Det Tony ser i det øjeblik, er filosofiens projekt, projektet der begynder i undren -- hvad Kant kaldte "beundring og ærefrygt over stjernehimlen over, og moralloven indeni." Hvad kan væsner som os kende til sådanne ting? Det er projektet der fører os tilbage til betingelserne for eksistens -- hvad Heidegger kaldte "det altid allerede værende." Det er projektet der stiller spørgsmål ved hvad vi tror og hvorfor vi tror det -- hvad Sokrates kaldte "det undersøgte liv." Sokrates, en mand vis nok til at vide, at han intet ved. Sokrates døde i fængsel, med sin filosofi intakt.
And something changes for Tony. "Could be I'm wrong. I'm tired of being wrong. I want to know what is wrong. I want to know what I know." What Tony sees in that moment is the project of philosophy, the project that begins in wonder -- what Kant called "admiration and awe at the starry sky above and the moral law within." What can creatures like us know of such things? It is the project that always takes us back to the condition of existence -- what Heidegger called "the always already there." It is the project of questioning what we believe and why we believe it -- what Socrates called "the examined life." Socrates, a man wise enough to know that he knows nothing. Socrates died in prison, his philosophy intact.
Så Tony begynder at lave sit hjemmearbejde. Han lærer sine hvorfor og sine hvilken hensigt, sine årsager og sammenhænge, sin logik, sine fejlslutninger. Det viser sig, at Tony har den filosofiske muskel. Hans krop er i fængsel, men hans sind er frit. Tony lærer om det ontologisk promiskuøse, det epistemologisk ængstelige, det etisk tvivlsomme, det metafysisk latterlige. Det er Platon, Descartes, Nietzsche og Bill Clinton
So Tony starts doing his homework. He learns his whys and wherefores, his causes and correlations, his logic, his fallacies. Turns out, Tony's got the philosophy muscle. His body is in prison, but his mind is free. Tony learns about the ontologically promiscuous, the epistemologically anxious, the ethically dubious, the metaphysically ridiculous. That's Plato, Descartes, Nietzsche and Bill Clinton.
Så når han giver mig sin sidste afhandling, hvori han argumenterer for, at det kategoriske imperativ måske er for kompromisløst til at kunne håndtere de konflikter, der påvirker vores hverdag og udfordrer mig til at fortælle ham om vi derfor er dømte til moralsk fiasko, så siger jeg, "det ved jeg ikke. Lad os tænke over det." For i det øjeblik er der intet mærke ved Tonys navn; det er bare os to der står der. Det er ikke professor og indsat, det er bare to sind, klar til at bedrive filosofi. Og så siger jeg til Tony, "Lad os gøre det."
So when he gives me his final paper, in which he argues that the categorical imperative is perhaps too uncompromising to deal with the conflict that affects our everyday and challenges me to tell him whether therefore we are condemned to moral failure, I say, "I don't know. Let us think about that." Because in that moment, there's no mark by Tony's name; it's just the two of us standing there. It is not professor and convict, it is just two minds ready to do philosophy. And I say to Tony, "Let's do this."
Tak skal I have.
Thank you.
(Bifald)
(Applause)