Så jeg er bange. Lige nu, på denne scene. Jeg føler frygt. I mit liv, har jeg ikke oplevet mange mennesker, der let vil indrømme, når de er bange. Og jeg tror det er fordi dybt nede, ved de, hvor let det spreder sig. Frygt er ligesom en sygdom. Når den bevæger sig, bevæger den sig som løbeild. Men hvad sker der, når man, selv i lyset af den frygt, gør hvad man er nødt til at gøre? Det kaldes mod, og præcis ligesom frygt,
So, I'm afraid. Right now, on this stage, I feel fear. In my life, I ain't met many people that will readily admit when they are afraid. And I think that's because deep down, they know how easy it spreads. See, fear is like a disease. When it moves, it moves like wildfire. But what happens when, even in the face of that fear, you do what you've got to do? That's called courage. And just like fear,
så er mod smitsomt. Jeg er fra East St. Louis, Illinois. Det er den lille by over floden fra St. Louis, Missouri. Jeg har boet i og omkring St. Louis hele mit liv. Da Michael Brown Jr., en almindelig teenager, blev skudt ned af politiet i 2014 i Ferguson, Missouri -- en anden forstad, men nord for St. Louis -- Kan jeg huske, at jeg tænkte, han var ikke den første, og han bliver ikke den sidste unge knægt, der vil miste livet til ordensmagten. Men hans død var anderledes. Da Mike blev dræbt, husker jeg kræfterne, der forsøgte at bruge frygt som et våben. Politiets svar til et lokalsamfund i sorg var at bruge magt til at tillægge frygt. Frygt for militariseret politi, fængsling, bøder. Medierne forsøgte endda at gøre os bange for hinanden gennem måden de fortalte historien. Og alle disse ting har fungeret før i tiden,
courage is contagious. See, I'm from East St. Louis, Illinois. That's a small city across the Mississippi River from St. Louis, Missouri. I have lived in and around St. Louis my entire life. When Michael Brown, Jr., an ordinary teenager, was gunned down by police in 2014 in Ferguson, Missouri -- another suburb, but north of St. Louis -- I remember thinking, he ain't the first, and he won't be the last young kid to lose his life to law enforcement. But see, his death was different. When Mike was killed, I remember the powers that be trying to use fear as a weapon. The police response to a community in mourning was to use force to impose fear: fear of militarized police, imprisonment, fines. The media even tried to make us afraid of each other by the way they spun the story. And all of these things have worked in the past.
men som jeg sagde, var denne gang anderledes. Michael Browns død, og den efterfølgende behandling af lokalsamfundet, førte til en række protester i og udenom Ferguson og St. Louis. Da jeg nåede ud til disse protester, på omtrent den fjerde eller femte dag,
But like I said, this time it was different. Michael Brown's death and the subsequent treatment of the community led to a string of protests in and around Ferguson and St. Louis. When I got out to those protests about the fourth or fifth day,
kom det ikke ud af mod,
it was not out of courage;
det kom ud af skyld. Jeg er sort. Det ved jeg ikke, om I alle har bemærket.
it was out of guilt. See, I'm black. I don't know if y'all noticed that.
(Latter) Men jeg kunne ikke sidde i St. Louis, minutter væk fra Ferguson, og ikke tage over for at se. Så jeg fik røven med mig og tog af sted for at tjekke det ud. Da jeg kom derud, fandt jeg noget overraskende Jeg fandt vrede -- der var en masser af det --
(Laughter) But I couldn't sit in St. Louis, minutes away from Ferguson, and not go see. So I got off my ass to go check it out. When I got out there, I found something surprising. I found anger; there was a lot of that.
men hvad jeg fandt mere af var kærlighed Folk med kærlighed til dem selv. Kærlighed til deres lokalsamfund. Og det var smukt, indtil politiet dukkede op. Da blev en ny følelse indsprøjtet i samtalen: frygt. Nu vil jeg ikke lyve, da jeg så de pansrede køretøjer, og alt det udstyr, og alle de pistoler og alt det politi, var jeg personligt rædselsslagen, Og da jeg kiggede rundt i den menneskemængde, så jeg mange mennesker, der oplevede det samme. Men jeg så også mennesker med andre ting, der foregik inde i dem. Det var mod. De mennesker råbte,
But what I found more of was love. People with love for themselves. Love for their community. And it was beautiful -- until the police showed up. Then a new emotion was interjected into the conversation: fear. Now, I'm not going to lie; when I saw those armored vehicles, and all that gear and all those guns and all those police I was terrified -- personally. And when I looked around that crowd, I saw a lot of people that had the same thing going on. But I also saw people with something else inside of them. That was courage. See, those people yelled,
og de skreg, og de havde ikke tænkt sig, at bukke sig for politiet. De havde passeret det punkt. Og da mærkede jeg noget, der ændrede sig i mig. Så jeg råbte, og jeg skreg, og jeg opdagede, at alle omkring mig gjorde det samme.
and they screamed, and they were not about to back down from the police. They were past that point. And then I could feel something in me changing, so I yelled and I screamed, and I noticed that everybody around me was doing the same thing.
Og der var intet som den følelse. Så jeg bestemte mig for, at gøre noget mere. Så jeg vendte hjem, og jeg tænkte, så jeg er en kunstner, jeg laver ting, så jeg begyndte at lave ting specifikt til protesterne. Ting der kunne være våben i en spirituel krig. Ting der kunne give folk en stemme, og ting, der kunne forstærke dem til vejen fremover. Jeg lavede et projekt, hvor jeg tog billeder af protesternes hænder og satte dem op og ned af de ombyggede bygninger og lokale forretninger.
And there was nothing like that feeling. So I decided I wanted to do something more. I went home, I thought: I'm an artist. I make shit. So I started making things specific to the protest, things that would be weapons in a spiritual war, things that would give people voice and things that would fortify them for the road ahead. I did a project where I took pictures of the hands of protesters and put them up and down the boarded-up buildings and community shops.
Mit mål var at skabe opmærksomhed og hæve moralen. Og jeg tror, at det i hvert fald i et øjeblik gjorde netop det. Derefter tænkte jeg, at jeg ville opløfte historierne hos disse mennesker, jeg så var modige i øjeblikket. Og jeg selv og min ven, og filmskaber og partner Sabaah Folayan
My goal was to raise awareness and to raise the morale. And I think, for a minute at least, it did just that. Then I thought, I want to uplift the stories of these people I was watching being courageous in the moment. And myself and my friend, and filmmaker and partner Sabaah Folayan
gjorde netop det med vores dokumentar: "Hvis gader?" Jeg blev en form for kanal for alt det mod, der blev givet til mig. Og jeg tror, det er en del af vores job som kunstnere. Jeg synes, vi skal være transportører af modet, der findes i det arbejde, vi laver.
did just that with our documentary, "Whose Streets?" I kind of became a conduit for all of this courage that was given to me. And I think that's part of our job as artists. I think we should be conveyors of courage in the work that we do.
Og jeg tror vi er væggen mellem de almindelige folk og de folk, der bruger deres magt til at sprede frygt og had, specielt i tider som disse. Så jeg vil spørge jer. I er alle de bevægende og de urolige, I ved, tanke-lederne: Hvad vil I gøre med den gave, I er blevet givet, for at trække os væk fra frygten, der binder os hver dag. Fordi, ser I, jeg er bange hver dag. Jeg husker ikke en tid, hvor jeg ikke var det. Men da jeg indså, at den frygt ikke var sat i mig for at lamme mig, det var der for at beskytte mig, og da jeg indså, hvordan man benytter den frygt fandt jeg min kraft.
And I think that we are the wall between the normal folks and the people that use their power to spread fear and hate, especially in times like these. So I'm going to ask you. Y'all the movers and the shakers, you know, the thought leaders: What are you gonna do with the gifts that you've been given to break us from the fear the binds us every day? Because, see, I'm afraid every day. I can't remember a time when I wasn't. But once I figured out that fear was not put in me to cripple me, it was there to protect me, and once I figured out how to use that fear, I found my power.
Tak skal I have.
Thank you.
(Bifald)
(Applause)