Den længste rejse jeg nogensinde har taget det var i 2002. Jeg var kun 19 år gammel. Det var den første gang jeg nogensinde havde været i en flyvemaskine og den første gang jeg havde forladt mit land, Rwanda.
The longest journey that I have ever taken. That was in 2002. I was only 19 years old. It was the first time I had ever been on an airplane and the first time that I had left my country, Rwanda.
Jeg blev nød til at rejse tusinder af kilometer væk for at følge en drøm. En drøm jeg havde haft lige siden jeg var barn. Og den drøm var at blive en arkitekt. Det var på det tidspunkt umuligt i mit land. Der var ingen arkitektskoler. Så da jeg fik et stipendium til at studere i Kina, forlod jeg mit liv og min familie og flyttede til Shanghai.
I had to move thousands of kilometers away to follow a dream. A dream I have had ever since I was a child. And that dream was to become an architect. That was impossible at the time in my country. There were no schools of architecture. So when I got a scholarship to study in China, I left my life and my family behind and I moved to Shanghai.
Det var en fantastisk tid. Landet var ved at gennemgå et kæmpe bygnings-boom. Shanghai, mit nye hjem, var hurtigt ved at blive til en skyskraber-by. Kina var ved at forandre sig. Verdensklasse projekter blev bygget for at vise udvikling. Moderne, eklatante ingeniørvidundere skød bogstaveligtalt op overalt. Men bag de her facader, gjorde udnyttelse af en masse gæstearbejdere, og massiv forflytning af tusinder af mennesker de her projekter mulige. Og den her hurtige udvikling bidrog også betydeligt til den forurening som hjemsøger Kina i dag.
It was an amazing time. This country was going through a major building boom. Shanghai, my new home, was quickly turning into a skyscraper city. China was changing. World-class projects were built to convey a new image of development. Modern, striking engineering marvels were going up literally everywhere. But behind these facades, exploitation of huge numbers of migrant workers, massive displacement of thousands of people made these projects possible. And this fast-paced development also contributed significantly to the pollution that is haunting China today.
Spol frem til 2010, da jeg tog tilbage til Rwanda. Der fandt jeg udviklingsmønstre som lignede dem jeg så i Kina. Landet havde og oplever stadig dets egen befolknings - og økonomiske vækst. Presset for at bygge byer, infrastruktur og bygninger er på sit højeste, og som et resultat af det er der også et kæmpe bygge-boom.
Fast-forward to 2010, when I went back home to Rwanda. There, I found development patterns similar to what I saw in China. The country was and still is experiencing its own population and economic growth. The pressure to build cities, infrastructure and buildings is at its peak, and as a result, there is a massive building boom as well.
Dette er virkeligheden tværs over det afrikanske kontinent, og her er hvorfor. I år 2050 vil Afrikas befolkning fordoble sig, og nå 2,5 milliarder mennesker. På det tidspunkt, vil den afrikanske befolkning være en smule mindre end den nuværende befolkning af Kina og Indien kombineret. Infrastrukturen og bygningerne der er nødvendige for at huse så mange folk er aldrig set før i menneskehedens historie. Vi har forudsagt at vi i 2050, er nødsaget til at bygge 700,000,000 flere boligenheder, mere end 300,000 skoler og tæt på 100,000 sygecentre.
This is the reality across the entire continent of Africa, and here's why. By 2050, Africa's population will double, reaching 2.5 billion people. At this point, the African population will be slightly less than the current population of China and India combined. The infrastructure and buildings needed to accommodate this many people is unprecedented in the history of humankind. We have estimated that by 2050, we have to build 700,000,000 more housing units, more than 300,000 schools and nearly 100,000 health centers.
Lad mig putte det i perspektiv for jer. Hver dag i de næste 35 år, skal vi bygge syv sygecentre, 25 skoler og tæt på 60,000 boligenheder hver dag, alle dage.
Let me put that into perspective for you. Every day for the next 35 years, we have to build seven health centers, 25 schools and nearly 60,000 housing units each day, every day.
Hvordan har vi tænkt os at gøre det? Skal vi følge en model af ikke-bæredygtig byggeri og konstruktion lignende det jeg så i Kina? Eller kan vi udvikle en unik afrikansk model af bæredygtig og retfærdig udvikling? Jeg er optimistisk om at vi kan. Jeg kender til afrikanere som allerede er igang. Tag den nigeriske arkitekt Kunlé Adeyemi for eksempel, og hans arbejde i slumområder i kystnære mega-byer. Steder som Makoko i Lagos, hvor hundreder af tusinder af folk bor i midlertidige strukturer på stylter på vand, uden regeringsinfrastruktur eller service. Et samfund som er under risiko for stigende vandstande og klimaforandringer. Og stadigvæk er folk som bor der eksempler på stor opfindsomhed og viljen til at overleve. Kunlé og hans team har designet en prototype-skole som er modstandsdygtig for de stigende vandstande i havene. Dette er Makoko-skolen. Det er en flydende prototypestruktur som tilføjes til klinikker, til boligenheder, markeder og andre vitale infrastrukturer som samfundet behøver. Det er en smart løsning som sikrer at det her fælleskab lever sikkert på Lagos' vande.
How are we going to build all of this? Are we going to follow a model of unsustainable building and construction similar to what I witnessed in China? Or can we develop a uniquely African model of sustainable and equitable development? I'm optimistic we can. I know Africans who are already doing it. Take Nigerian architect Kunlé Adeyemi for instance, and his work in slums of coastal megacities. Places like Makoko in Lagos, where hundreds of thousands of people live in makeshift structures on stilts on water, without government infrastructure or services. A community at great risk of rising sea levels and climate change. And yet, people who live here are examples of great ingenuity and the will to survive. Kunlé and his team have designed a prototype school that is resilient to rising sea levels. This is Makoko School. It's a floating prototype structure that can be adapted to clinics, to housing, to markets and other vital infrastructure this community needs. It's an ingenious solution that can ensure this community lives safely on the waters of Lagos.
Det her er Francis Kéré. Han arbejder i landet hvor han kommer fra, Burkina Faso. Kéré og hans hold har skabt projekter som gør brug af traditionelle byggeteknikker. Kéré og hans hold, arbejdende i fællesskabene, har udviklet prototype-skoler som hele fællesskabet, ligesom alle projekterne i det her lands landsbyer, kommer sammen om at bygge. Børn henter sten til fundamentet, kvinder henter vand til murstensproduktionen, og alle arbejder sammen om at slå lergulvene. Ved at arbejde med samfundet, har Kéré og hans hold skabt projekter som fungerer bedre, med tilstrækkeligt lys og tilstrækkelig ventilation. De passer i denne særlige kontekst og er også virkelig, virkelig smukke.
This is Francis Kéré. He works in the country where he comes from, Burkina Faso. Kéré and his team have designed projects that use traditional building techniques. Kéré and his team working in the communities have developed prototype schools that the whole community, similar to every project in the villages of this country, comes together to build. Children bring stones for the foundation, women bring water for the brick manufacturing, and everybody works together to pound the clay floors. Working with the community, Kéré and his team have created projects that function better, with adequate lighting and adequate ventilation. They're appropriate for this particular context and really, really beautiful as well.
I de sidste syv år, har jeg arbejdet som arkitekt hos MASS Design Group. Det er et designfirma som startede i Rwanda. Vi har arbejdet i adskillige lande i Afrika, hvor vi har fokuseret på den her mere passende og bæredygtige model af arkitektonisk praksis, og Malawi er en af de lande. Det er et land med smukke, fjerne landskaber med højbjerge og frodige dale. Men landet har også en af de værste mødre-dødelighedsrater i verden. En gravid kvinde i Malawi føder enten derhjemme, eller også må hun gå en meget lang tur til den nærmeste klinik. Og én ud af 36 af de her mødre dør under fødslen.
For the past seven years, I have been working as an architect at MASS Design Group. It's a design firm that began in Rwanda. We have worked in several countries in Africa, focusing on this more equitable and sustainable model of architectural practice, and Malawi is one of those countries. It's a country with beautiful, remote landscapes with high-peak mountains and fertile valleys. But it also has one of the worst maternal mortality rates in the world. A pregnant woman in Malawi either gives birth at home, or she has to walk a really long journey to the nearest clinic. And one out of 36 of these mothers dies during childbirth.
I Malawi, med vores hold hos MASS Design Group, har vi designet Kasungu Maternity Waiting Village. Det her er et sted hvor kvinder kommer seks uger før deres termin. Her modtager de prætanal pleje og øver ernæring og familie-planlægning. På samme tid skaber de et fællesskab med andre ventende mødre og deres familier. Designet af Kasungu Maternity Waiting Village henter inspiration fra Malawi landsbyernes folkesprog og er bygget med meget enkle materialer og metoder. Jordblokkene som vi brugte, var lavet fra den samme jord som dette steds. Det reducerer denne bygnings CO2-aftryk, men først og fremmest, medvirker det til et trygt og værdigt sted for de her ventende mødre.
In Malawi, with our team at MASS Design Group, we designed the Kasungu Maternity Waiting Village. This is a place women come to six weeks before their due dates. Here they receive prenatal care and train in nutrition and family planning. At the same time, they form a community with other expectant mothers and their families. The design of the of Kasungu Maternity Waiting Village borrows from the vernacular typologies of Malawi villages and is built using really simple materials and techniques. The earth blocks that we used were made from the same soil of this site. This reduces the carbon footprint of this building, but first and foremost, it provides a safe and dignified space for these expectant mothers.
De her eksempler viser at arkitektur og design har muligheden for at belyse komplekse problemer. Men viser også, at vi kan udvikle en model af effektive løsninger for vores fælleskaber. Men de her tre eksempler er ikke nok. 300 flere eksempler vil ikke være nok. Vi har brug for et helt fællesskab af afrikanske arkitekter og designere til at lede med tusinder af andre eksempler.
These examples show that architecture and design have the power and the agency to address complex problems. But more to point, that we can develop a model of effective solutions for our communities. But these three examples are not enough. 300 more examples will not be enough. We need a whole community of African architects and designers to lead with thousands more examples.
I maj i år, indkaldte vi til et møde om afrikansk arkitektur, i Kigali, og vi inviterede mange af de førende afrikanske designere og arkitektoniske-lærere som arbejder på tværs af kontinentet. Vi havde alle sammen en ting tilfælles. Hver enkelt af os gik i skole i udlandet og uden for Afrika. Det bliver nød til at ændre sig. Hvis vi skal være i stand til at udvikle løsninger til os, i stedet for at prøve at gøre Kigali til Beijing, eller Lagos til Shenzhen, så har vi brug for et fællesskab som vil bygge design-selvsikkerheden til den næste generation af afrikanske arkitekter og designere.
In May of this year, we convened a symposium on African architecture, in Kigali, and we invited many of the leading African designers and architectural educators working across the continent. We all had one thing in common. Every single one of us went to school abroad and outside of Africa. This has to change. If we are to develop solutions unique to us, rather than attempting to turn Kigali into Beijing, or Lagos into Shenzhen, we need a community that will build the design confidence of the next generation of African architects and designers.
(Klapsalve)
(Applause)
I september sidste år, lancerede vi African Design Centre for at begynde at skabe det her fællesskab. Vi optog 11 venner fra på tværs af kontinentet. Det er et 20-måneder langt design-byg fællesskabsprogram. Her lærer de at tackle store udfordringer så som urbanisering og klimaforandring, ligesom Kunlé og hans hold har gjort. De arbejder med fællesskaber for at skabe innovative byggeløsninger og processer, ligesom Kére og hans hold har gjort. De lærer at forstå de sundhedsmæssige konsekvenser af bedre bygninger som vi hos MASS Design Group har undersøgt de sidste mange år. Det største øjeblik af dette fællesskabsprogram er et rigtigt projekt som de designede og byggede.
In September last year, we launched the African Design Centre to start building this community. We admitted 11 fellows from across the continent. It's a 20-month-long, design-build fellowship program. Here, they are learning to tackle big challenges such as urbanism and climate change, as Kunlé and his team have. They're working with communities to develop innovative building solutions and processes, as Kéré and his team have. They're learning to understand the health impact of better buildings as we at MASS Design Group have been researching for the past several years. The crowning moment of the fellowship is a real project that they designed and built.
Det her er Ruhehe Primary School, projektet de designede. De fordybede sig selv i fællesskabet for at forstå udfordringerne men også for at opdage muligheder, så som at bruge en væg lavet af vulkanisk sten til at transformere hele området til et sted af leg og aktiv læring. De evaluerede de miljømæssige tilstande og udviklede et tagsystem som maksimerer dagslys og forbedrer akustikken. Konstruktionen af Ruhehe Primary School vil begynde i år.
This is Ruhehe Primary School, the project they designed. They immersed themselves in the community to understand the challenges but also uncover opportunities, like using a wall made of local volcanic stone to turn the entire campus into a space of play and active learning. They evaluated the environmental conditions and developed a roof system that maximizes daylight and improves acoustic performance. The construction at Ruhehe Primary School will begin this year.
(Klapsalve)
(Applause)
Og i de kommende måneder, vil vennerne hos African Design Centre arbejde sammen med Ruhehe-fællesskabet for at bygge det.
And over the coming months, the African Design Centre fellows are going to work hand-in-hand with the Ruhehe community to build it.
Da vi spurgte vennerne hvad de ønskede at lave efter African Design Centre-fællesskabet, sagde Tshepo fra Sydafrika at han vil introducere denne byggemåde i hans land, så han planlægger at åbne sin egen praksis i Johannesburg. Zani vil fremme kvinders muligheder for at blive ingeniører. Før hun startede ved African Design Centre, hjalp hun med at starte, i Nairobi, en organisation som bygger en køns-bro for kvinder i ingeniør-felter, og hun håber at sprede denne bevægelse på tværs af Afrika, med tiden hele verden. Moses, fra Syd-Sudan, det nyeste land på jorden, vil åbne den første polytekniske skole som vil lære folk at bygge med lokale materialer fra hans land. Moses blev nød til at være beslutsom for at blive arkitekt. Borgerkrigen i hans land afbrød ofte hans arkitektuddannelse. Da han ansøgte om at blive en del af African Design Centeret, kunne vi høre skud i baggrunden af hans interview-opkald. Men selv midt i denne borgerkrig, holdte Moses fast i idéen om at arkitektur kan være en måde at skabe en ny bro mellem fællesskaber igen. Du må være inspireret af denne vens tro på at god arkitektur kan gøre en forskel på hvordan Afrikas fremtid bliver bygget.
When we asked the fellows what they want to do after their African Design Centre fellowship, Tshepo from South Africa said he wants to introduce this new way of building into his country, so he plans to open a private practice in Johannesburg. Zani wants to expand opportunities for women to become engineers. Before joining the African Design Centre, she helped start, in Nairobi, an organization to bridge the gender gaps for women in engineering fields, and she hopes to take this movement across Africa, eventually the whole world. Moses, from South Sudan, the world's newest country, wants to open the first polytechnic school that will teach people how to build using local materials from his country. Moses had to be determined to become an architect. The civil war in his country frequently interrupted his architectural education. At the time he was applying to join the African Design Centre, we could hear gunshots going off in the background of his interview call. But even in the middle of this civil war, Moses hangs on to this idea that architecture can be a way to bridge communities back together. You have to be inspired by this fellow's belief that great architecture can make a difference on how the future of Africa is built.
Den uden fortilfælde vækst af Afrika kan ikke ignoreres. Forestil dig Afrikas fremtidige byer, men ikke som store slumkvarterer, men som de mest hårdføre og de mest socialtinklusive steder på jorden. Det kan opnås. Og vi har talentet til at gøre det virkeligt. Men rejsen for at gøre talentet klart for opgaven der ligger fremme, som min egen rejse, er alt for lang. For den næste generation af afrikanske kreative ledere, må vi forkorte og strømline den rejse. Men vigtigst af alt -- og jeg kan ikke understrege dette nok -- så bliver vi nød til at bygge deres design-selvsikkerhed og give dem muligheden for at skabe løsninger som er virkelig afrikanske men globalt inspirerende.
The unprecedented growth of Africa cannot be ignored. Imagine Africa's future cities, but not as vast slums, but the most resilient and the most socially inclusive places on earth. This is achievable. And we have the talent to make it a reality. But the journey to ready that talent for the task ahead, like my own journey, is far too long. For the next generation of African creative leaders, we have to shorten and streamline that journey. But most importantly -- and I cannot stress this enough -- we have to build their design confidence and empower them to develop solutions that are truly African but globally inspiring.
Mange tak skal I have.
Thank you very much.
(Klapsalve)
(Applause)