Hvordan forsyner man en by med mad? Det er et af vor tids største spørgsmål. Og alligevel stilles det kun sjældent. Vi tager det for givet, at hvis vi går ind i en butik en restaurant, ja selv ind i dette teaters foyer om en time, ja, så står der nok noget mad og venter på os som om det på magisk vis er blevet tryllet frem.
How do you feed a city? It's one of the great questions of our time. Yet it's one that's rarely asked. We take it for granted that if we go into a shop or restaurant, or indeed into this theater's foyer in about an hour's time, there is going to be food there waiting for us, having magically come from somewhere.
Men når man tager i betragtning, at der hver dag i en by på størrelse med London skal produceres nok mad, og at maden også skal transporteres, købes, sælges, tilberedes, spises og smides ud, og at det samme skal foregå hver dag i hver by på jorden ja, så er det imponerende, at byerne overhovedet kan forsynes.
But when you think that every day for a city the size of London, enough food has to be produced, transported, bought and sold, cooked, eaten, disposed of, and that something similar has to happen every day for every city on earth, it's remarkable that cities get fed at all.
Alligevel bor vi sådanne steder som om det er den mest naturlige ting i verden, og vi glemmer at vi, fordi vi er dyr og har brug for at spise faktisk er ligeså afhængige af den naturlige verden som vores forfædre var. Og i takt med at flere af os flytter til byen, bliver mere og mere af den naturlige verden lavet om til unaturlige landskaber, som det I ser bag mig, nemlig en sojabønnemark i Matta Grosso i Brasilien, fordi vi skal fodres. Landskaber som disse er unaturlige. Men kun få af os vil nogensinde komme til at se dem.
We live in places like this as if they're the most natural things in the world, forgetting that because we're animals and that we need to eat, we're actually as dependent on the natural world as our ancient ancestors were. And as more of us move into cities, more of that natural world is being transformed into extraordinary landscapes like the one behind me -- it's soybean fields in Mato Grosso in Brazil -- in order to feed us. These are extraordinary landscapes, but few of us ever get to see them.
Og i stigende grad kommer disse landskaber til ikke kun at forsyne os. Som flere og flere af os flytter til storbyen, spiser vi også mere kød, og på den måde går en tredjedel af verdens kornafgrøder til at fodre dyr i stedet for mennesker. Forudsat, at det kræver tre gange så meget korn - ja faktisk ti gange så meget korn - at fodre et menneske, hvis kornet først skal blive til kød igennem et dyr, så er det ikke nogen effektiv måde at forsyne os på.
And increasingly these landscapes are not just feeding us either. As more of us move into cities, more of us are eating meat, so that a third of the annual grain crop globally now gets fed to animals rather than to us human animals. And given that it takes three times as much grain -- actually ten times as much grain -- to feed a human if it's passed through an animal first, that's not a very efficient way of feeding us.
Samtidig er det et voksende problem. Man regner med, at der i 2050 vil være dobbelt så mange mennesker, der kommer til at bo i byer. Man regner også med, at vi vil forbruge dobbelt så mange kød- og mejeriprodukter. Kød og urbanisering følges altså ad. Og det kommer til at blive et enormt problem. 6 milliarder sultne kødædere vil vi skulle forsyne i 2050. Det er et stort problem. Og hvis vi bliver ved med at opføre os som vi gør nu, bliver det et problem, som vi sandsynligvis ikke vil kunne løse.
And it's an escalating problem too. By 2050, it's estimated that twice the number of us are going to be living in cities. And it's also estimated that there is going to be twice as much meat and dairy consumed. So meat and urbanism are rising hand in hand. And that's going to pose an enormous problem. Six billion hungry carnivores to feed, by 2050. That's a big problem. And actually if we carry on as we are, it's a problem we're very unlikely to be able to solve.
Hvert år går 19 millioner hektar regnskov tabt for at skabe nye landbrugsområder. Også selvom vi på samme tid mister samme mængder landbrugsjord på grund af sanilisering og erosion. Desuden er vi vilde med fossile brændstoffer. Det kræver cirka 10 kalorier at producere hver kalorie i den mad vi spiser i Vesten. Og selvom der er mad, som vi producerer under store omkostninger, sætter vi ikke pris på det. Halvdelen af den mad, der produceres i USA, smides væk. Og dette sker samtidig med, at vi i sidste ende ikke engang er i stand til at give alle mennesker på jorden mad. En milliard af os er overvægtige, mens en anden milliard sulter. Der er ikke meget af dette, der giver mening.
Nineteen million hectares of rainforest are lost every year to create new arable land. Although at the same time we're losing an equivalent amount of existing arables to salinization and erosion. We're very hungry for fossil fuels too. It takes about 10 calories to produce every calorie of food that we consume in the West. And even though there is food that we are producing at great cost, we don't actually value it. Half the food produced in the USA is currently thrown away. And to end all of this, at the end of this long process, we're not even managing to feed the planet properly. A billion of us are obese, while a further billion starve. None of it makes very much sense.
Når man samtidig tænker på, at 80 procent af den globale fødevarehandel i dag kontrolleres af kun fem multinationale selskaber, tegner der sig et grimt billede. I takt med, at vi flytter ind i byerne, tager verden den vestlige kost til sig. Og set med fremtidens briller er det ikke en bæredygtig kost.
And when you think that 80 percent of global trade in food now is controlled by just five multinational corporations, it's a grim picture. As we're moving into cities, the world is also embracing a Western diet. And if we look to the future, it's an unsustainable diet.
Så hvordan gik det sådan til? Og, hvad der er mere vigtigt, hvad skal vi gøre ved det? For nu at starte med det lettere spørgsmål først, vil jeg sige, at processen begyndte for ca. 10.000 år siden. I den gamle nære orient, kendt som den Frugtbare Halvmåne. For, som I kan se, var området formet som en halvmåne. Det var også meget frodigt. Og det var her, at der for ca. 10.000 år siden opstod to helt ekstraordinære ting, landbrug og urbanisering, og det skete omtrent samtidigt og det samme sted.
So how did we get here? And more importantly, what are we going to do about it? Well, to answer the slightly easier question first, about 10,000 years ago, I would say, is the beginning of this process in the ancient Near East, known as the Fertile Crescent. Because, as you can see, it was crescent shaped. And it was also fertile. And it was here, about 10,000 years ago, that two extraordinary inventions, agriculture and urbanism, happened roughly in the same place and at the same time.
Det er ikke et tilfælde. Landbrug og byer er nemlig forbundne. De har brug for hinanden. Det skyldes, at da vores forfædre opdagede korn, skabte det for første gang en fødevareressource, der var stor og stabil nok til at understøtte faste bosættelser. Og hvis vi kigger nærmere på, hvilke slags bosættelser det var, kan vi konkludere, at de var kompakte. De var omgivet af landbrugsjord og domineret af store tempelbygninger, som den her ved Ur, der faktisk fungerede som hellige distributionscentre til mad,
This is no accident, because agriculture and cities are bound together. They need each other. Because it was discovery of grain by our ancient ancestors for the first time that produced a food source that was large enough and stable enough to support permanent settlements. And if we look at what those settlements were like, we see they were compact. They were surrounded by productive farm land and dominated by large temple complexes like this one at Ur, that were, in fact, effectively, spiritualized, central food distribution centers.
eftersom det var templerne, der organiserede høsten, samlede kornet, tilbød det til guderne og til sidst tilbød det korn, som guderne ikke spiste, til folket. Så på den måde var byernes spirituelle og fysiske liv domineret af det korn og den høst, der holdt dem i live. Og det er faktisk tilfældet for enhver by i oldtiden. Men selvfølgelig var de ikke allesammen så små. Det berømte eksempel er Rom, som havde omkring en million indbyggere ved det første århundrede efter Kristi fødsel. Så hvordan kunne en by som Rom forsyne sine indbyggere? Svaret er ved hjælp af hvad jeg kalder "oldtidens mad-mil".
Because it was the temples that organized the harvest, gathered in the grain, offered it to the gods, and then offered the grain that the gods didn't eat back to the people. So, if you like, the whole spiritual and physical life of these cities was dominated by the grain and the harvest that sustained them. And in fact, that's true of every ancient city. But of course not all of them were that small. Famously, Rome had about a million citizens by the first century A.D. So how did a city like this feed itself? The answer is what I call "ancient food miles."
Rom havde adgang til havet, hvilket gjorde det muligt at importere mad langvejs fra. Det var den eneste måde man kunne gøre det på dengang, for det var meget besværligt at transportere mad på veje, der var i dårlig stand. Og maden forsvandt hurtigt. Så Rom førte krig mod steder som Karthago og Egypten bare for at få adgang til deres kornreserver Faktisk kan man sige, at ekspansionen af det Romerske Imperium var en slags langtrukken og militariseret hamstring af mad. (latter) Ja, faktisk - og jeg elsker det faktum, jeg bliver lige nødt til at nævne det: Rom importerede østers fra England på et tidspunkt. Det synes jeg er utroligt.
Basically, Rome had access to the sea, which made it possible for it to import food from a very long way away. This is the only way it was possible to do this in the ancient world, because it was very difficult to transport food over roads, which were rough. And the food obviously went off very quickly. So Rome effectively waged war on places like Carthage and Egypt just to get its paws on their grain reserves. And, in fact, you could say that the expansion of the Empire was really sort of one long, drawn out militarized shopping spree, really. (Laughter) In fact -- I love the fact, I just have to mention this: Rome in fact used to import oysters from London, at one stage. I think that's extraordinary.
Så Rom formede dets bagland gennem byens appetit. Men det interessante er, at det andet også skete i den før-indistruelle verden. Hvis vi kigger på et kort over London i det 17. århundrede, kan vi se, at det er korn, der kommer ind med Themsen, her nederst på kortet. Kornmarkederne lå syd for byen. Og vejene, der førte derfra og op til Cheapside, som var det største marked, var også markeder i sig selv.
So Rome shaped its hinterland through its appetite. But the interesting thing is that the other thing also happened in the pre-industrial world. If we look at a map of London in the 17th century, we can see that its grain, which is coming in from the Thames, along the bottom of this map. So the grain markets were to the south of the city. And the roads leading up from them to Cheapside, which was the main market, were also grain markets.
Og hvis I kigger på vejenes navne, Bread Street, for eksempel, kan man se hvad der skete dér for 300 år siden. Det samme var tilfældet når vi taler om fisk. Fisk kom selvfølgelig også ind med floden. Så det er det samme. Og selvfølgelig var Billingsgate, som bekendt, Londons fiskemarked, som lå her op til midten af 1980'erne. Hvilket faktisk er fantastisk, når man tænker over det. Alle andre gik rundt med mobiltelefoner på størrelse med mursten, og så var der sådan en sær lugtende fiske-bazar nede ved havnen.
And if you look at the name of one of those streets, Bread Street, you can tell what was going on there 300 years ago. And the same of course was true for fish. Fish was, of course, coming in by river as well. Same thing. And of course Billingsgate, famously, was London's fish market, operating on-site here until the mid-1980s. Which is extraordinary, really, when you think about it. Everybody else was wandering around with mobile phones that looked like bricks and sort of smelly fish happening down on the port.
Og det fører os til noget andet, når vi nu taler om mad i byerne. Så snart madens veje ind til byen er blevet etableret, så flytter de sig sjældent. Men med kød er det noget helt andet for dyr kunne, selvfølgelig, gå ind i byen. Så meget af Londons kød kom til byen fra nordvest, fra Skotland og Wales. Så det kom altså til byen i nordvest, hvilket er grunden til, at Smithfield, Londons berømte kødmarked, lå deroppe. Fjerkræ kom fra East Anglia og andre områder mod nordøst. Jeg føler mig lidt som en vejrpige, når jeg gør det her. Men alligevel. Så fuglene kom altså til byen med deres fødder beskyttet i små lærredssko. Og lige så snart de ankom til den østlige del af Cheapside, blev de solgt. Det er derfor, det på engelsk kaldes poultry.
This is another thing about food in cities: Once its roots into the city are established, they very rarely move. Meat is a very different story because, of course, animals could walk into the city. So much of London's meat was coming from the northwest, from Scotland and Wales. So it was coming in, and arriving at the city at the northwest, which is why Smithfield, London's very famous meat market, was located up there. Poultry was coming in from East Anglia and so on, to the northeast. I feel a bit like a weather woman doing this. Anyway, and so the birds were coming in with their feet protected with little canvas shoes. And then when they hit the eastern end of Cheapside, that's where they were sold, which is why it's called Poultry.
Hvis man ser på et kort over en hvilken som helst by som er bygget i den før-indistruelle tid, kan man spore madvejene. Ja, man kan faktisk se, hvordan byerne fysisk er formet efter mad, ved at læse gadenavnene, der ofte er meget sigende. Friday Street - fredagsgade - var i tidligere tider dér hvor man gik hen for at købe fisk om fredagen. Men man skal også prøve at forestille sig byen fuld af mad. Fordi gaderne og de åbne offentlige pladser var de eneste steder, hvor mad blev købt og solgt.
And, in fact, if you look at the map of any city built before the industrial age, you can trace food coming in to it. You can actually see how it was physically shaped by food, both by reading the names of the streets, which give you a lot of clues. Friday Street, in a previous life, is where you went to buy your fish on a Friday. But also you have to imagine it full of food. Because the streets and the public spaces were the only places where food was bought and sold.
Og hvis vi betragter et billede af Smithfield i 1830, kan man se, at det ville have været meget svært at bo i sådan en by, hvis man ikke vidste, hvor maden kom fra. Hvis man skulle holde søndagsfrokost, var der gode chancer for, at ens frokost havde stået og muh'et uden for ens vindue omkring tre dage tidligere. Så det var altså en organisk by, en del af en organisk cyklus. Men ikke mere end 10 år senere ændrede alt sig.
And if we look at an image of Smithfield in 1830 you can see that it would have been very difficult to live in a city like this and be unaware of where your food came from. In fact, if you were having Sunday lunch, the chances were it was mooing or bleating outside your window about three days earlier. So this was obviously an organic city, part of an organic cycle. And then 10 years later everything changed.
Dette er et billede af den Store Vestlige Jernbane i 1840. Og som man ser, var nogle af de første jernbanepassagerer grise og får. Det betød, at dyrene pludselig ikke længere gik ind til markedet. De blev slagtet et sted, hvor man ikke så dem, ude på landet. Og så kom de ind til byen med toget. Det ændrer selvfølgelig alt. For det første muliggjorde det at man kunne bygge byer af hvilken som helst størrelse og form, på et hvilket som helst sted. Engang var byer begrænset af geografiske omstændigheder: man skulle skaffe maden på meget besværlige måder. Men pludseligt blev byerne i realiteten sat fri fra geografien.
This is an image of the Great Western in 1840. And as you can see, some of the earliest train passengers were pigs and sheep. So all of a sudden, these animals are no longer walking into market. They're being slaughtered out of sight and mind, somewhere in the countryside. And they're coming into the city by rail. And this changes everything. To start off with, it makes it possible for the first time to grow cities, really any size and shape, in any place. Cities used to be constrained by geography; they used to have to get their food through very difficult physical means. All of a sudden they are effectively emancipated from geography.
Som man ser på disse kort over London, i de 90 år der passerede efter togene kom, gik byen fra at være en lille forsamling, som nemt lod sig forsyne af dyr der gik ind til byen osv. til at blive en enorm størrelse, som det ville være meget svært at understøtte med de tidligere og mere primitive transportmidler. Og det var selvfølgelig kun begyndelsen. Efter togene kom bilerne. Og bilernes komme markerer afslutningen på denne proces. Det er den sidste frigørelse af byen fra enhver form for forhold til naturen.
And as you can see from these maps of London, in the 90 years after the trains came, it goes from being a little blob that was quite easy to feed by animals coming in on foot, and so on, to a large splurge, that would be very, very difficult to feed with anybody on foot, either animals or people. And of course that was just the beginning. After the trains came cars, and really this marks the end of this process. It's the final emancipation of the city from any apparent relationship with nature at all.
En by, der karakteriseres af manglende lugte, manglende rod, og helt sikker også af manglende mennesker. For ingen ville have drømt om at kunne gå rundt i sådan et landskab. Hvad folk begyndte at gøre for at få mad, var at sætte sig ind i deres biler, køre til en kasse et sted i kanten af byen, komme tilbage med varer til en uge, og gruble over, hvad man skulle gøre med dem. Og det er altså det øjeblik, hvor vores forhold til såvel byer som mad ændrede sig fuldstændigt.
And this is the kind of city that's devoid of smell, devoid of mess, certainly devoid of people, because nobody would have dreamed of walking in such a landscape. In fact, what they did to get food was they got in their cars, drove to a box somewhere on the outskirts, came back with a week's worth of shopping, and wondered what on earth to do with it. And this really is the moment when our relationship, both with food and cities, changes completely.
Nu har vi maden - som engang var midtpunkt og den sociale kerne af byen - i periferien. Engang var det en social sag at købe og sælge mad. I dag er det anonymt. Engang lavede vi mad; nu tilsætter vi bare vand, eller lidt æg, hvis man er igang med at bage en kage. Vi lugter ikke længere til maden for at se om den er frisk nok. Vi læser bare på bagsiden af pakken. Vi værdsætter ikke mad. Vi stoler ikke på det. Så i stedet for at tro på maden, frygter vi den. Og i stedet for at sætte pris på den, smider vi den væk.
Here we have food -- that used to be the center, the social core of the city -- at the periphery. It used to be a social event, buying and selling food. Now it's anonymous. We used to cook; now we just add water, or a little bit of an egg if you're making a cake or something. We don't smell food to see if it's okay to eat. We just read the back of a label on a packet. And we don't value food. We don't trust it. So instead of trusting it, we fear it. And instead of valuing it, we throw it away.
Og et af de helt store paradokser ved de moderne mad-systemer, er, at de har lavet lige præcist det, som de lovede at gøre nemmere, meget sværere. Ved at gøre det muligt at bygge byer hvor som helst, har de lagt afstand imellem os og vores mest vigtige venskab, netop det mellem os og naturen. Derudover har mad-systemerne gjort os afhængige af mad, som kun de kan levere, og, som vi har set, er uholdbare.
One of the great ironies of modern food systems is that they've made the very thing they promised to make easier much harder. By making it possible to build cities anywhere and any place, they've actually distanced us from our most important relationship, which is that of us and nature. And also they've made us dependent on systems that only they can deliver, that, as we've seen, are unsustainable.
Så hvad skal vi gøre ved det? Det er ikke noget nyt spørgsmål. For 500 år siden stillede Thomas More sig det selv samme spørgsmål. Dette er forsiden på hans bog "Utopia". Det var en række af halvt uafhængige bystater, hvis det lyder bare en smule bekendt, der lå en dags gang fra hinanden, og hvor alle var vilde med landbrug, dyrkede grøntsager i deres baghaver, og spiste fælles-måltider sammen, og så videre. Jeg tror godt, man kan argumentere for, at mad er det grundlæggende ordens-princip i Utopia. Selvom More aldrig sagde det på den måde.
So what are we going to do about that? It's not a new question. 500 years ago it's what Thomas More was asking himself. This is the frontispiece of his book "Utopia." And it was a series of semi-independent city-states, if that sounds remotely familiar, a day's walk from one another where everyone was basically farming-mad, and grew vegetables in their back gardens, and ate communal meals together, and so on. And I think you could argue that food is a fundamental ordering principle of Utopia, even though More never framed it that way.
En anden meget berømt "utopisk" vision, er Ebenezer Howards "Havebyen". Det er samme ide. En række semi-uafhængige bystater, små enklaver af byliv med opdyrkeligt land omkring, forbundne til hinanden med jernbaner. Også her kan mad siges at være det grundlæggende ordens-princip i hans vision. Det blev endda bygget, selvom det ikke havde noget at gøre med den vision, Howard havde. Netop dét er problemet med de utopiske ideer: de er utopiske.
And here is another very famous "Utopian" vision, that of Ebenezer Howard, "The Garden City." Same idea: series of semi-independent city-states, little blobs of metropolitan stuff with arable land around, joined to one another by railway. And again, food could be said to be the ordering principle of his vision. It even got built, but nothing to do with this vision that Howard had. And that is the problem with these Utopian ideas, that they are Utopian.
Thomas More brugte faktisk ordet Utopia med vilje. Det var en slags joke. Fordi det kommer fra to forskellige betydninger på græsk. Det kan både betyde et dejligt sted, og intet sted. For det er et ideal. Det er en fantasi. Vi kan ikke opnå det. Og jeg tror derfor, at det, som et redskab til at analysere de grundlæggende problemer i menneskers bosættelser, ikke er meget bevendt. Derfor har jeg fundet på et alternativ, det hedder Sitopia, fra de oldgræske ord "sitos", der betyder mad, og "topos", der betyder sted.
Utopia was actually a word that Thomas Moore used deliberately. It was a kind of joke, because it's got a double derivation from the Greek. It can either mean a good place, or no place. Because it's an ideal. It's an imaginary thing. We can't have it. And I think, as a conceptual tool for thinking about the very deep problem of human dwelling, that makes it not much use. So I've come up with an alternative, which is Sitopia, from the ancient Greek, "sitos" for food, and "topos" for place.
Jeg tror, at vi allerede bor i Sitopia. Vi lever i en verden, som er formet af mad, og hvis vi indser det, kan vi bruge mad som et stærkt redskab - - et slags skabende redskab, så vi kan forme verden anderledes. Hvis vi nu gjorde det, hvordan ville Sitopia så komme til at se ud? Jeg tror, det kommer til at se sådan her ud. Og jeg bliver nødt til at bruge det her billede. Bare på grund af hundens ansigtsudtryk. Men altså, det er - (latter) det er mad som midtpunktet for livet, som midtpunktet i familielivet, mad som fejres, nydes, og sættes tid af til. Sådan skulle madens plads i vores samfund være.
I believe we already live in Sitopia. We live in a world shaped by food, and if we realize that, we can use food as a really powerful tool -- a conceptual tool, design tool, to shape the world differently. So if we were to do that, what might Sitopia look like? Well I think it looks a bit like this. I have to use this slide. It's just the look on the face of the dog. But anyway, this is -- (Laughter) it's food at the center of life, at the center of family life, being celebrated, being enjoyed, people taking time for it. This is where food should be in our society.
Men sådan nogle scener eksisterer kun med sådan nogle mennesker. De kan, forresten, også godt være mænd. Det er folk, der tænker på og om mad, som tænker forud, som planlægger, som kan kigge på en bunke rå grøntsager og se, hvad der er hvad. Vi har brug for den slags mennesker. Vi er en del af et netværk. Fordi uden disse mennesker, kan vi ikke have sådan nogle steder. Jeg valgte det her billede med vilje, fordi det er en mand der køber en grøntsag. Netværk, markeder hvor mad dyrkes lokalt. Det er fælles. Det er friskt. Og det er en del af byens sociale liv. For uden det, kan man ikke have den slags steder. Mad, der er dyrket lokalt og også er en del af landskabet, og ikke bare en ligegyldig vare, på et ligegyldigt sted. Køer med udsigt. Dampende mængder af kompost. Det samler det hele.
But you can't have scenes like this unless you have people like this. By the way, these can be men as well. It's people who think about food, who think ahead, who plan, who can stare at a pile of raw vegetables and actually recognize them. We need these people. We're part of a network. Because without these kinds of people we can't have places like this. Here, I deliberately chose this because it is a man buying a vegetable. But networks, markets where food is being grown locally. It's common. It's fresh. It's part of the social life of the city. Because without that, you can't have this kind of place, food that is grown locally and also is part of the landscape, and is not just a zero-sum commodity off in some unseen hell-hole. Cows with a view. Steaming piles of humus. This is basically bringing the whole thing together.
Og det her er et fælleskabsprojekt, som jeg for nyligt besøgte i Toronto. Det er et drivhus, hvor børnene lærer alt om mad og om at dyrke det. Her er der en plante ved navn Kevin, eller måske er det Kevins plante. Jeg ved det ikke. I hvert fald er den her slags projekter, der forsøger at genskabe en forbindelse mellem os og naturen, ekstremt vigtige.
And this is a community project I visited recently in Toronto. It's a greenhouse, where kids get told all about food and growing their own food. Here is a plant called Kevin, or maybe it's a plant belonging to a kid called Kevin. I don't know. But anyway, these kinds of projects that are trying to reconnect us with nature is extremely important.
Så for mig er Sitopia en slags måde at se på. Det handler bare om at se, at Sitopia faktisk eksisterer rundt omkring. Det handler bare om at være med, om at se verden gennem maden. Og hvis vi gør det, kommer vi ikke længere til at se byer som store og uproduktive metropoler under osteklokker som denne. Vi kommer til at se flere byer som denne her, som bestanddele i en produktiv organisk netværk, som de er en nødvendig del af, symbiotisk forbundne. Men det er selvfølgelig heller ikke noget perfekt billede. For vi har ikke brug for at producere mad på den måde længere. Vi bliver nødt til at tænke mere på permakultur. Og det er grunden til, at jeg synes det her billede opsummerer, hvordan vi skal tænke fremover. Det er en ny måde at opfatte måden, hvorpå mad former vores liv.
So Sitopia, for me, is really a way of seeing. It's basically recognizing that Sitopia already exists in little pockets everywhere. The trick is to join them up, to use food as a way of seeing. And if we do that, we're going to stop seeing cities as big, metropolitan, unproductive blobs, like this. We're going to see them more like this, as part of the productive, organic framework of which they are inevitably a part, symbiotically connected. But of course, that's not a great image either, because we need not to be producing food like this anymore. We need to be thinking more about permaculture, which is why I think this image just sums up for me the kind of thinking we need to be doing. It's a re-conceptualization of the way food shapes our lives.
Det bedste billede jeg kender er fra 650 år siden. Det er Ambrogio Lorenzetti's "Allegori på det Gode Styre". Det handler om forholdet mellem by og land. Og jeg tror, at budskabet her er meget klart. Hvis byen passer på landet, så passer landet også på byen. Og nu vil jeg spørge om, hvad Ambrogio Lorenzetti ville male, hvis han skulle male dette billede i dag. Hvordan ville en allegori på et godt styre se ud idag? For jeg tror, at det er et vigtigt spørgsmål. Et, som vi bliver nødt til at stille, og også bliver nødt til at finde et svar på. Vi ved, at vi er hvad vi spiser. Vi bliver nødt til at indse, at verden også er hvad vi spiser. Men hvis vi tager fat på den ide, kan vi bruge maden som et virkelig stærkt værktøj til at gøre vores verden bedre. Mange tak. (Bifald)
The best image I know of this is from 650 years ago. It's Ambrogio Lorenzetti's "Allegory of Good Government." It's about the relationship between the city and the countryside. And I think the message of this is very clear. If the city looks after the country, the country will look after the city. And I want us to ask now, what would Ambrogio Lorenzetti paint if he painted this image today? What would an allegory of good government look like today? Because I think it's an urgent question. It's one we have to ask, and we have to start answering. We know we are what we eat. We need to realize that the world is also what we eat. But if we take that idea, we can use food as a really powerful tool to shape the world better. Thank you very much. (Applause)