Hvad jeg gerne vil starte med, er en iagttagelse, som er, at hvis jeg har lært noget som helst i løbet af det sidste år, er at den ultimative ironi om at udgive en bog om langsommelighed er at man skal skynde sig alle mulige steder hen for at markedsføre den. Det virkede som om jeg brugte den største del af min tid på at suse fra by til by, studie til studie, interview til interview, og uddele småbidder af bogen. Fordi alle i denne tid vil vide hvordan man sætter farten ned, men de vil vide hvordan man sætter farten ned, rigtig hurtigt. Så ... så jeg lavede et indslag på CNN den anden dag hvor jeg faktisk tilbragte mere tid med makeup, end jeg gjorde med interviewet. Og jeg tror at -- det er egentlig ikke overraskende, er det? Fordi det er egentlig den verden vi lever i nu, en verden der holder fast ved at spole fremad.
What I'd like to start off with is an observation, which is that if I've learned anything over the last year, it's that the supreme irony of publishing a book about slowness is that you have to go around promoting it really fast. I seem to spend most of my time these days zipping from city to city, studio to studio, interview to interview, serving up the book in really tiny bite-size chunks. Because everyone these days wants to know how to slow down, but they want to know how to slow down really quickly. So ... so I did a spot on CNN the other day where I actually spent more time in makeup than I did talking on air. And I think that -- that's not really surprising though, is it? Because that's kind of the world that we live in now, a world stuck in fast-forward.
En verden besat af fart, med at gøre alt hurtigere, med at proppe mere og mere ind i mindre og mindre tid. Hvert øjeblik af hver dag føles som et kapløb med tiden. For at låne en frase fra Carrie Fisher, som er i min bio her; jeg smider den lige derud igen -- "I denne tid tager selv øjeblikkelig selvtilfredsstillelse for lang tid". (Latter" Og hvis man tænker over hvordan vi prøver på at forbedre ting, hvad gør vi? Nej, vi fremskynder ting, gør vi ikke? Så vi plejede at lave opkald; nu laver vi hurtigopkald. Vi plejede at læse, nu hurtig læser vi. Vi plejede at gå; nu hurtig går vi. Og selvfølgelig, vi plejede at date og nu speeddater vi. Og selv ting der af natur er meget langsomme -- prøver vi også at fremskynde. Så jeg var i New York for nylig, og jeg gik forbi et fitnesscenter der havde en reklame i vinduet for et nyt hold, et nyt aftenhold. Og det var for, I gættede det, hurtig yoga. Så dette -- den perfekte løsning til tidsknappe professionelle der vil, I ved, gøre honnør til solen, men som kun vil bruge omkring 20 minutter på det. Jeg mener, dette er de ekstreme eksempler, og de er underholdende og sjove at grine af.
A world obsessed with speed, with doing everything faster, with cramming more and more into less and less time. Every moment of the day feels like a race against the clock. To borrow a phrase from Carrie Fisher, which is in my bio there; I'll just toss it out again -- "These days even instant gratification takes too long." (Laughter) And if you think about how we to try to make things better, what do we do? No, we speed them up, don't we? So we used to dial; now we speed dial. We used to read; now we speed read. We used to walk; now we speed walk. And of course, we used to date and now we speed date. And even things that are by their very nature slow -- we try and speed them up too. So I was in New York recently, and I walked past a gym that had an advertisement in the window for a new course, a new evening course. And it was for, you guessed it, speed yoga. So this -- the perfect solution for time-starved professionals who want to, you know, salute the sun, but only want to give over about 20 minutes to it. I mean, these are sort of the extreme examples, and they're amusing and good to laugh at.
Men der er en meget alvorlig pointe, og jeg mener at der i den uovervejede daglige trommerum mister vi tit overblikket over skaden som denne roadrunner slags liv påfører os. Vi er så marinerede i hastighedskulturen, at vi næsten ikke lægger mærke til de tab den påfører på alle aspekter af vores liv -- på vores helbred, vores kost, vores arbejde, vores forhold, miljøet og vores samfund. Og nogen gange kræver det en brat opvågning, gør det ikke, til at advare os om, at vi skynder os gennem vores liv, i stedet for faktisk at leve det; at vi lever det hurtige liv, i stedet for det gode liv. Og jeg tror at for mange mennesker, at den brate opvågning viser sig i form af en sygdom. I ved, en udbrændthed, eller på et tidspunkt siger kroppen, "jeg kan ikke klare det mere", og kaster håndklædet i ringen. Eller måske et forhold der går op i røg fordi vi ikke havde tiden, eller tålmodigheden eller den stilhed, til at være sammen med den anden person, til at lytte til dem.
But there's a very serious point, and I think that in the headlong dash of daily life, we often lose sight of the damage that this roadrunner form of living does to us. We're so marinated in the culture of speed that we almost fail to notice the toll it takes on every aspect of our lives -- on our health, our diet, our work, our relationships, the environment and our community. And sometimes it takes a wake-up call, doesn't it, to alert us to the fact that we're hurrying through our lives, instead of actually living them; that we're living the fast life, instead of the good life. And I think for many people, that wake-up call takes the form of an illness. You know, a burnout, or eventually the body says, "I can't take it anymore," and throws in the towel. Or maybe a relationship goes up in smoke because we haven't had the time, or the patience, or the tranquility, to be with the other person, to listen to them.
Og min brate opvågnen kom da jeg startede med at læse godnathistorier for min søn, og jeg opdagede, at ved dagens afslutning, ville jeg gå ind på hans værelse, og jeg kunne bare ikke sætte farten ned -- I ved, jeg hurtiglæste "The Cat In The Hat". Jeg ville -- I ved, jeg sprang linjer over her, paragrafer der, nogle gange en hel side, og selvfølgelig, kendte min lille dreng bogen udenad, så vi skændtes. Og det der skulle have været den mest afslappende, den mest intime, den mest ømme tid på dagen, når en far sidder ned og læser for sin søn, blev i stedet denne form for gladiator kamp mellem viljer, en konflikt mellem min hastighed og hans langsomhed. Og dette fortsatte i noget tid, indtil jeg fangede mig selv i at skimme en avisartikel med tidsbesparende tips til hurtige mennesker. Og et af dem refererede til en serie bøger der hed "Et-minuts godnathistorien". Og jeg krymper mig over at sige ordene nu, men min første reaktion på det tidspunkt var meget anderledes. Min første refleks var at sige, "Hallelujah -- sikke en god ide! Det her er præcis hvad jeg leder efter, for at fremskynde putningen endnu mere. Men heldigvis, tændte en pære sig over mit hoved, og min næste reaktion var meget anderledes, og jeg tog et skridt tilbage, og jeg tænkte, "Whoa -- I ved, er det virkelig kommet til det? Har jeg virkelig så travlt, at jeg er klar til at affeje min søn med en lydbid, ved dagens slutning?". Og jeg lagde avisen væk -- og gik op i flyet -- og jeg sad der, og jeg gjorde noget jeg ikke havde gjort længe -- hvilket er, at jeg ingenting gjorde. Jeg tænkte kun, og jeg tænkte længe og eftertænksomt. Og da jeg stod af flyet, havde jeg besluttet mig for at jeg ville gøre noget ved det. Jeg ville undersøge hele denne roadrunner kultur, og hvad det gjorde ved mig og alle andre.
And my wake-up call came when I started reading bedtime stories to my son, and I found that at the end of day, I would go into his room and I just couldn't slow down -- you know, I'd be speed reading "The Cat In The Hat." I'd be -- you know, I'd be skipping lines here, paragraphs there, sometimes a whole page, and of course, my little boy knew the book inside out, so we would quarrel. And what should have been the most relaxing, the most intimate, the most tender moment of the day, when a dad sits down to read to his son, became instead this kind of gladiatorial battle of wills, a clash between my speed and his slowness. And this went on for some time, until I caught myself scanning a newspaper article with timesaving tips for fast people. And one of them made reference to a series of books called "The One-Minute Bedtime Story." And I wince saying those words now, but my first reaction at the time was very different. My first reflex was to say, "Hallelujah -- what a great idea! This is exactly what I'm looking for to speed up bedtime even more." But thankfully, a light bulb went on over my head, and my next reaction was very different, and I took a step back, and I thought, "Whoa -- you know, has it really come to this? Am I really in such a hurry that I'm prepared to fob off my son with a sound byte at the end of the day?" And I put away the newspaper -- and I was getting on a plane -- and I sat there, and I did something I hadn't done for a long time -- which is I did nothing. I just thought, and I thought long and hard. And by the time I got off that plane, I'd decided I wanted to do something about it. I wanted to investigate this whole roadrunner culture, and what it was doing to me and to everyone else.
Og jeg havde to spørgsmål i hovedet. Det første var, hvordan er vi blevet så hurtige? Og det andet er, er det muligt, eller endda ønskværdigt, at sætte farten ned? Nuvel, hvis man tænker over det hvordan vores verden er blevet så hurtig, viser de sædvanlige mistænkte deres hoved. Man tænker på, I ved, urbanisering, forbrugerisme, arbejdspladsen, teknologi. Men hvis man skærer igennem de kræfter, kommer man ind til det der kunne være den underliggende drivkraft, sagens kerne, hvilket er, hvordan vi tænker på selve tiden. I andre kulturer er tid cyklisk. Det bliver set som at det bevæger sig i store, rolige cirkler. Det er fornyer og genopfrisker hele tiden sig selv. Hvorimod i Vesten, er tid lineær. Det er en udtømmelig ressource; det udtømmes altid. Enten bruger man det, eller mister det. "Tid er penge", som Benjamin Franklin sagde. Og jeg tror at det det gør mod os psykologisk er at det laver et regnestykke. Tid er knap, så hvad gør vi? Jamen -- jamen vi løber hurtigere, gør vi ikke? Vi prøver at gøre mere og mere, med mindre og mindre tid. Vi gør hvert øjeblik af hver dag til et løb til målstregen -- en målstreg, som vi forøvrigt, aldrig når, men under alle omstændigheder en målstreg. Så jeg går ud fra at spørgsmålet er, er det muligt at bryde ud af den tankegang? Og heldigvis, er svaret ja, fordi det jeg fandt ud af var, da jeg begyndte at kigge rundt, at der er en global moderation mod denne kultur der fortæller os at hurtigere er altid bedre, og at mere travl er bedre.
And I had two questions in my head. The first was, how did we get so fast? And the second is, is it possible, or even desirable, to slow down? Now, if you think about how our world got so accelerated, the usual suspects rear their heads. You think of, you know, urbanization, consumerism, the workplace, technology. But I think if you cut through those forces, you get to what might be the deeper driver, the nub of the question, which is how we think about time itself. In other cultures, time is cyclical. It's seen as moving in great, unhurried circles. It's always renewing and refreshing itself. Whereas in the West, time is linear. It's a finite resource; it's always draining away. You either use it, or lose it. "Time is money," as Benjamin Franklin said. And I think what that does to us psychologically is it creates an equation. Time is scarce, so what do we do? Well -- well, we speed up, don't we? We try and do more and more with less and less time. We turn every moment of every day into a race to the finish line -- a finish line, incidentally, that we never reach, but a finish line nonetheless. And I guess that the question is, is it possible to break free from that mindset? And thankfully, the answer is yes, because what I discovered, when I began looking around, that there is a global backlash against this culture that tells us that faster is always better, and that busier is best.
Over hele verden gør mennesker det utænkelige: de sætter farten ned, og finder ud af at, selvom sædvanlig visdom fortæller os at hvis man sætter farten ned, så er man færdig, viser det modsatte sig at være sandt: at ved at sætte farten ned på de rigtige tidspunkter, finder mennesker ud af at de gør alting bedre. De spiser bedre; de elsker bedre; de træner bedre; de arbejder bedre; de lever bedre. Og i i denne slags heksekedel af øjeblikke og steder og bekendtgørelser, er hvad en masse mennesker nu kalder "International Slow Movement".
Right across the world, people are doing the unthinkable: they're slowing down, and finding that, although conventional wisdom tells you that if you slow down, you're road kill, the opposite turns out to be true: that by slowing down at the right moments, people find that they do everything better. They eat better; they make love better; they exercise better; they work better; they live better. And, in this kind of cauldron of moments and places and acts of deceleration, lie what a lot of people now refer to as the "International Slow Movement."
Hvis I vil tillade mig at være lidt hyklerisk, vil jeg give er hurtigt overblik over hvad der foregår i Slow Movement. Hvis man tænker på mad, mange af Jer har sikkert hørt om Slow Food bevægelsen. Den startede i Italien, men har bredt sig ud over hele verden, og har nu 100.000 medlemmer i 50 lande. Og det er drevet af en meget simpel og fornuftig besked, nemlig at vi får mere glæde og sundhed ud af vores mad når vi dyrker, koger og indtager den i et rimeligt tempo. Jeg tror også at eksplosionen af det økologiske landbrug og genopblomstringen af landbrugsmarkeder, er andre eksempler på at mennesker er desperate efter at komme væk fra at spise og tilberede og dyrke deres mad efter en industriel køreplan. De vil tilbage til det langsomme tempo. Og fra Slow Food bevægelsen er der udsprunget noget kaldet Slow Cities bevægelsen, der er startet i Italien, men det har spredt sig ud over Europa og endnu længere. Og i dette, begynder byer at revurdere hvordan de organiserer bylandskabet, så mennesker bliver opfordret til at sætte farten ned og dufte til roserne og forbind med hinanden. Så de begrænser måske trafikken, eller sætter bænke i parker, eller grønne arealer.
Now if you'll permit me a small act of hypocrisy, I'll just give you a very quick overview of what's going on inside the Slow Movement. If you think of food, many of you will have heard of the Slow Food movement. Started in Italy, but has spread across the world, and now has 100,000 members in 50 countries. And it's driven by a very simple and sensible message, which is that we get more pleasure and more health from our food when we cultivate, cook and consume it at a reasonable pace. I think also the explosion of the organic farming movement, and the renaissance of farmers' markets, are other illustrations of the fact that people are desperate to get away from eating and cooking and cultivating their food on an industrial timetable. They want to get back to slower rhythms. And out of the Slow Food movement has grown something called the Slow Cities movement, which has started in Italy, but has spread right across Europe and beyond. And in this, towns begin to rethink how they organize the urban landscape, so that people are encouraged to slow down and smell the roses and connect with one another. So they might curb traffic, or put in a park bench, or some green space.
Og på nogle områder, er summen af disse dele mere end enkeltdelene for sig, fordi jeg mener at når en Slow City officielt bliver en Slow City, er det en slags filosofisk deklaration. Den siger til resten af verden, og til indbyggerne i den by, at vi tror på, at i det 21. århundrede, kommer langsommelighed til at spille en rolle. I medicin, tror jeg en masse mennesker er dybt desillusionerede med en slags hurtig løsnings mentalitet som man finder i traditionel medicin. Og millioner af dem i verden vender sig mod komplementerede og alternative former for medicin, som har en tendens til at udnytte en form for langsommere, blidere, mere holistisk form for heling. Nu er der selvfølgelig stadig forskellige meninger om mange af disse komplementere behandlinger, og jeg tvivler personligt på at kaffelavementet nogensinde vil, I ved, få generel godkendelse. Men andre behandlinger såsom akupunktur og massage, og selv bare afslapning, har tydeligvis en form for gode. Og velrenommerede lægelige kolleger overalt er begyndt på at studere disse ting til at finde ud af hvordan de virker, og hvad vi kunne lære af det.
And in some ways, these changes add up to more than the sum of their parts, because I think when a Slow City becomes officially a Slow City, it's kind of like a philosophical declaration. It's saying to the rest of world, and to the people in that town, that we believe that in the 21st century, slowness has a role to play. In medicine, I think a lot of people are deeply disillusioned with the kind of quick-fix mentality you find in conventional medicine. And millions of them around the world are turning to complementary and alternative forms of medicine, which tend to tap into sort of slower, gentler, more holistic forms of healing. Now, obviously the jury is out on many of these complementary therapies, and I personally doubt that the coffee enema will ever, you know, gain mainstream approval. But other treatments such as acupuncture and massage, and even just relaxation, clearly have some kind of benefit. And blue-chip medical colleges everywhere are starting to study these things to find out how they work, and what we might learn from them.
Sex. Der foregår en forfærdelig masse hurtig sex, gør der ikke? Jeg kom til -- altså -- uden at tænkte over ordspil. Jeg var på vej til, lad os sige, langsomt til Oxford, og jeg kiggede ind til en aviskiosk, og jeg så et magasin, et mandemagasin, og på forsiden stod der, "Hvordan man giver sin partner en orgasme inden for 30 sekunder", Så, I ved, selv sex foregår via et stopur nu om dage. Men, I ved, jeg holder lige så meget af en quickie som min næste, men jeg tror man kan vinde utrolig meget ved slow sex -- af at sætte farten ned i soveværelset. I ved, man udnytter de -- de dybere, den slags, psykologiske, følelsesmæssige, spirituelle tendenser, og man får en bedre orgasme på grund af ophobningen. Man får mere smæk for skillingen, så at sige. Jeg mener, Pointer Sisters sagde det på den mest veltalende måde, ikke, da de sang rosende ord om "en elsker med en langsom hånd". Nu grinte vi alle af Sting for et par år siden da han blev tantriker, men kigger man et par år frem i tiden, og nu finder man par i alle aldre der flokkedes til workshops eller måske bare på egen hånd, i deres eget soveværelse, og finder måder til at stå på bremsen og få bedre sex. Og selvfølgelig, i Italien hvor, jeg mener, italienere ved altid hvor de kan finde deres nydelse -- de har lanceret en officiel Slow Sex bevægelse.
Sex. There's an awful lot of fast sex around, isn't there? I was coming to -- well -- no pun intended there. I was making my way, let's say, slowly to Oxford, and I went through a news agent, and I saw a magazine, a men's magazine, and it said on the front, "How to bring your partner to orgasm in 30 seconds." So, you know, even sex is on a stopwatch these days. Now, you know, I like a quickie as much as the next person, but I think that there's an awful lot to be gained from slow sex -- from slowing down in the bedroom. You know, you tap into that -- those deeper, sort of, psychological, emotional, spiritual currents, and you get a better orgasm with the buildup. You can get more bang for your buck, let's say. I mean, the Pointer Sisters said it most eloquently, didn't they, when they sang the praises of "a lover with a slow hand." Now, we all laughed at Sting a few years ago when he went Tantric, but you fast-forward a few years, and now you find couples of all ages flocking to workshops, or maybe just on their own in their own bedrooms, finding ways to put on the brakes and have better sex. And of course, in Italy where -- I mean, Italians always seem to know where to find their pleasure -- they've launched an official Slow Sex movement.
Arbejdspladsen. Over det meste af verden -- Nordamerika er den bemærkelsesværdige undtagelse -- arbejdstiden er blevet reduceret. Og Europa er et eksempel på dette, og mennesker finder ud af at deres livskvalitet bliver forbedret i takt med at de arbejder mindre, og også at deres produktivitet per time kommer op. Nu er der tydeligvis problemer med 35-timers arbejdsugen i Frankrig -- for meget, for tidligt, for rigidt. Men andre lande i Europa, især de nordiske lande, viser at det er muligt at have en forrygende økonomi uden at være arbejdsnarkomaner. Og Norge, Sverige, Danmark og Finland ligger nu i top seks over de mest konkurrencedygtige nationer i verden, og de arbejder en mængde timer der ville få den gennemsnitlige amerikaner til at græde af misundelse. Og hvis man kigger forbi lande niveauet, ned på virksomheds mikroniveau, er der flere og flere virksomheder der nu opdager at de skal tillade deres ansatte enten at arbejde færre timer, eller bare at trække stikket ud -- til at tage en middagspause, eller til at sætte sig i et stille værelse, til at slukke deres Blackberrys og bærbare -- dig nede bagved -- mobiltelefoner, i løbet af arbejdsdagen eller i weekenden, så de har tid til at lade deres batterier op og for at hjernen kan rutsje ned i den slags kreative tankegang.
The workplace. Right across much of the world -- North America being a notable exception -- working hours have been coming down. And Europe is an example of that, and people finding that their quality of life improves as they're working less, and also that their hourly productivity goes up. Now, clearly there are problems with the 35-hour workweek in France -- too much, too soon, too rigid. But other countries in Europe, notably the Nordic countries, are showing that it's possible to have a kick-ass economy without being a workaholic. And Norway, Sweden, Denmark and Finland now rank among the top six most competitive nations on Earth, and they work the kind of hours that would make the average American weep with envy. And if you go beyond sort of the country level, down at the micro-company level, more and more companies now are realizing that they need to allow their staff either to work fewer hours or just to unplug -- to take a lunch break, or to go sit in a quiet room, to switch off their Blackberrys and laptops -- you at the back -- mobile phones, during the work day or on the weekend, so that they have time to recharge and for the brain to slide into that kind of creative mode of thought.
Det er ikke kun, dog, i disse dage, voksne mennesker der overarbejder, er det? Det er også børnene. Jeg er 37 og min barndom sluttede i midt 80'erne, og jeg kigger på børn nu, og jeg er overrasket over måden hvorpå de løber rundt med flere lektier, mere undervisning, flere fritidsaktiviteter end vi nogensinde ville have tænkt på, en generation siden. Og nogle af de mest hjerteskærende mails som jeg får på min hjemmeside kommer faktisk fra unge der svæver på kanten af udbrændthed, tigger mig om at skrive til deres forældre, til at hjælpe dem med at bremse ned, til hjælp med at få dem væk fra denne trædemølle der kører for fuld udblæsning. Men heldigvis, er der også en modreaktion inden for opdragelse, og man finder ud af at, I ved, byer i USA knytter sig sammen og forbyder fritidsaktiviteter på en bestemt dag om måneden, så mennesker kan, I ved, flade ud og bruge noget tid med familien, og sætte farten ned.
It's not just, though, these days, adults who overwork, though, is it? It's children, too. I'm 37, and my childhood ended in the mid-'80s, and I look at kids now, and I'm just amazed by the way they race around with more homework, more tutoring, more extracurriculars than we would ever have conceived of a generation ago. And some of the most heartrending emails that I get on my website are actually from adolescents hovering on the edge of burnout, pleading with me to write to their parents, to help them slow down, to help them get off this full-throttle treadmill. But thankfully, there is a backlash there in parenting as well, and you're finding that, you know, towns in the United States are now banding together and banning extracurriculars on a particular day of the month, so that people can, you know, decompress and have some family time, and slow down.
Lektier er en anden ting. Der springer forbud mod lektier op i hele den udviklede verden, i skoler der ellers havde stablet lektier i årevis, og nu finder de ud af at mindre kan være mere. For nylig var der en sag oppe i Skotland hvor en betalende, højt privatskole forbød lektier for alle under 13, og de højt præsterende forældre flippede ud og sagde "Hvad laver I -- I ved, vores børn dumper" -- rektor sagde, "Nej nej, jeres børn skal sætte farten ned ved dagens afslutning." Og i sidste måned kom eksamensresultaterne, og i matematik og fysik steg karaktererne med 20 procent i gennemsnit sidste år. Og jeg synes det er meget afslørende at eliteuniversiteterne, der ofte er citeret for at være grunden til at mennesker pacer deres børn så meget, begynder at lægge mærke til, at kvaliteten af de studerende der kommer til dem har, er faldende.. Disse børn har rigtig flotte karakterer; de har CV'er der er proppede med fritidsaktiviteter, til et punkt der vil få tårer frem i ens øjne. Men de mangler gnisten; de mangler evnen til at tænke kreativt og tænke udenfor -- de ved ikke hvordan man drømmer. Så det de her Ivy League skoler, og Oxford og Cambridge og så videre, begynder at sende et budskab til forældre og studerende, at de har brug for at sætte farten lidt ned. Og på Harvard, for eksempel, sender de et brev til alle -- sutter -- der fortæller dem at de vil få mere ud af livet, og mere ud af Harvard, hvis de sætter farten lidt ned, hvis de laver mindre, men giver tingene tid, den tid tingene tager, til at nyde dem, til at bevare dem. Også selvom de nogen gange ikke laver noget. Og det brev kaldes -- meget fortællende, synes jeg -- "Slow Down!" -- men et udråbstegn til sidst.
Homework is another thing. There are homework bans springing up all over the developed world in schools which had been piling on the homework for years, and now they're discovering that less can be more. So there was a case up in Scotland recently where a fee-paying, high-achieving private school banned homework for everyone under the age of 13, and the high-achieving parents freaked out and said, "What are you -- you know, our kids will fall" -- the headmaster said, "No, no, your children need to slow down at the end of the day." And just this last month, the exam results came in, and in math, science, marks went up 20 percent on average last year. And I think what's very revealing is that the elite universities, who are often cited as the reason that people drive their kids and hothouse them so much, are starting to notice the caliber of students coming to them is falling. These kids have wonderful marks; they have CVs jammed with extracurriculars, to the point that would make your eyes water. But they lack spark; they lack the ability to think creatively and think outside -- they don't know how to dream. And so what these Ivy League schools, and Oxford and Cambridge and so on, are starting to send a message to parents and students that they need to put on the brakes a little bit. And in Harvard, for instance, they send out a letter to undergraduates -- freshmen -- telling them that they'll get more out of life, and more out of Harvard, if they put on the brakes, if they do less, but give time to things, the time that things need, to enjoy them, to savor them. And even if they sometimes do nothing at all. And that letter is called -- very revealing, I think -- "Slow Down!" -- with an exclamation mark on the end.
Så hvor end man kigger, budskabet, ligner det for mig, er det samme: at mindre, er tit mere, at langsommere ofte er bedre. Når det så er sagt, selvfølgelig, er det ikke nemt at sætte farten ned, er det? Jeg mener, I har hørt at jeg fik en fartbøde mens jeg researchede til min bog om fordelene ved langsomhed, og det er sandt, men det er ikke hele sandheden. Jeg var faktisk på vej til en middag afholdt af Slow Food, på det tidspunkt. Og som om det ikke er pinligt nok, så fik jeg bøden i Italien. Og hvis nogen af Jer nogensinde har kørt på en italiensk motorvej, så har I en rimelig god ide om hvor hurtig jeg kørte.
So wherever you look, the message, it seems to me, is the same: that less is very often more, that slower is very often better. But that said, of course, it's not that easy to slow down, is it? I mean, you heard that I got a speeding ticket while I was researching my book on the benefits of slowness, and that's true, but that's not all of it. I was actually en route to a dinner held by Slow Food at the time. And if that's not shaming enough, I got that ticket in Italy. And if any of you have ever driven on an Italian highway, you'll have a pretty good idea of how fast I was going.
(Latter)
(Laughter)
Men hvorfor er det så svært at sætte farten ned? Jeg mener der er åbenlyse årsager. Én ting er, at fart er sjovt, I ved, fart er sexet. Det er det adrenalinsus. Det er svært at opgive. Jeg tror der er en slags metafysisk dimension -- at fart bliver en måde at afskærme sig fra de større, dybere spørgsmål. Vi fylder vores hoveder med distraktioner, med travlhed, så vi ikke behøver at spørge, er jeg rask? Er jeg lykkelig? Vokser mine børn op på en god måde? Tager politikerne gode beslutninger på mine vegne? En anden årsag -- selvom jeg tror, måske den stærkeste årsag -- grunden til vi finder det svært at sætte farten ned, er det kulturelle tabu som vi har rejst imod at sætte farten ned. "Langsom" er et beskidt ord at bruge i vores kultur. Det er et tilnavn til "doven" og "dagdriver", til at være en person der giver op. I ved, "han er lidt langsom". Det er faktisk synonym til at være dum.
But why is it so hard to slow down? I think there are various reasons. One is that speed is fun, you know, speed is sexy. It's all that adrenaline rush. It's hard to give it up. I think there's a kind of metaphysical dimension -- that speed becomes a way of walling ourselves off from the bigger, deeper questions. We fill our head with distraction, with busyness, so that we don't have to ask, am I well? Am I happy? Are my children growing up right? Are politicians making good decisions on my behalf? Another reason -- although I think, perhaps, the most powerful reason -- why we find it hard to slow down is the cultural taboo that we've erected against slowing down. "Slow" is a dirty word in our culture. It's a byword for "lazy," "slacker," for being somebody who gives up. You know, "he's a bit slow." It's actually synonymous with being stupid.
Jeg tror det Slow Movement -- formålet med Slow Movement, eller dens hovedformål, er at takle det tabu, og at sige at ja, nogen gange er langsom ikke svaret, at der er sådan noget som "dårligt langsom". I ved, jeg blev fanget på M25, som er en lang vej rundt om London, for nylig, og tilbragte tre og en halv time der. Og jeg kan fortælle at det er virkelig dårligt langsomt. Men den nye ide, den revolutionerende ide, fra Slow Movement, er at der er en ting som "godt langsomt" også. Og godt langsom er, I ved, at tage tiden til at spise et måltid med familien, hvor tv'et er slukket. Eller at tage tiden til at kigge på et problem fra alle vinkler på kontoret, til at tage den bedste beslutning på arbejdet. Eller bare at tage tiden til at sætte farten ned og nyde ens liv.
I guess what the Slow Movement -- the purpose of the Slow Movement, or its main goal, really, is to tackle that taboo, and to say that yes, sometimes slow is not the answer, that there is such a thing as "bad slow." You know, I got stuck on the M25, which is a ring road around London, recently, and spent three-and-a-half hours there. And I can tell you, that's really bad slow. But the new idea, the sort of revolutionary idea, of the Slow Movement, is that there is such a thing as "good slow," too. And good slow is, you know, taking the time to eat a meal with your family, with the TV switched off. Or taking the time to look at a problem from all angles in the office to make the best decision at work. Or even simply just taking the time to slow down and savor your life.
Nuvel, en af de ting som jeg fandt mest opløftende om alle disse ting der er sket omkring bogen siden den udkom, er reaktionen på den. Og jeg vidste at da min bog om langsomhed udkom, ville den blive hilst velkommen af New Age brigaden, men den er også blevet samlet op, med stor begejstring, af erhvervslivet -- I ved, business pressen, men også store virksomheder og ledelses organisationer. Fordi mennesker i toppen af kæden, mennesker som Jer, tror jeg, begynder at indse at der er for meget fart i systemet, der er for meget travlhed, og det er på tide at finde, eller at gå tilbage til den tabte kunstform af at skifte gear. Et andet tilskyndede tegn, synes jeg, er at det ikke kun er i den udviklede verden at denne ide er taget op. I den udviklende verden, i landende der er på kanten til at lave det hop in til i-lands status -- Kina, Brasilien, Thailand, Polen og så videre -- disse lande har taget imod ideen om Slow Movement, mange mennesker i dem, og der er gang i en global debat i deres medier, i gaderne. Fordi jeg tror at de kigger på Vesten, og de siger, "Jamen, vi kan godt lide det aspekt af hvad I har, men vi er ikke så sikre på det".
Now, one of the things that I found most uplifting about all of this stuff that's happened around the book since it came out, is the reaction to it. And I knew that when my book on slowness came out, it would be welcomed by the New Age brigade, but it's also been taken up, with great gusto, by the corporate world -- you know, business press, but also big companies and leadership organizations. Because people at the top of the chain, people like you, I think, are starting to realize that there's too much speed in the system, there's too much busyness, and it's time to find, or get back to that lost art of shifting gears. Another encouraging sign, I think, is that it's not just in the developed world that this idea's been taken up. In the developing world, in countries that are on the verge of making that leap into first world status -- China, Brazil, Thailand, Poland, and so on -- these countries have embraced the idea of the Slow Movement, many people in them, and there's a debate going on in their media, on the streets. Because I think they're looking at the West, and they're saying, "Well, we like that aspect of what you've got, but we're not so sure about that."
Når det er sagt, er det, tror jeg, er det muligt? Det er virkelig det primære spørgsmål i dag. Er det muligt at sætte farten ned? Og jeg er glad for at kunne sige til Jer at svaret er et bragende ja. Og jeg fremstiller mig selv som bevismateriale A, en slags forbedret og rehabiliteret hastighedsnarkoman. Jeg elsker stadig fart. I ved, jeg bor i London, og jeg arbejder som journalist, og jeg elsker den summen og travlhed, og det adrenalinsus der kommer fra begge disse ting. Jeg spiller squash og ishockey, to meget hurtige sportsgrene, og jeg ville ikke opgive dem for noget i verden. Men jeg er også, i løbet af det sidste års tid, kommet i kontakt med min indre skildpadde.
So all of that said, is it, I guess, is it possible? That's really the main question before us today. Is it possible to slow down? And I'm happy to be able to say to you that the answer is a resounding yes. And I present myself as Exhibit A, a kind of reformed and rehabilitated speed-aholic. I still love speed. You know, I live in London, and I work as a journalist, and I enjoy the buzz and the busyness, and the adrenaline rush that comes from both of those things. I play squash and ice hockey, two very fast sports, and I wouldn't give them up for the world. But I've also, over the last year or so, got in touch with my inner tortoise.
(Latter)
(Laughter)
Og hvad det betyder er at jeg ikke længere frivilligt overbelaster mig selv . Min standardindstilling er ikke længere at være en travl-o-holiker. Jeg hører ikke længere tidens vingede vogn komme nærmere, eller i det mindste ikke lige så meget som jeg gjorde før. Jeg kan faktisk høre den nu, fordi jeg kan se at tiden er ved at udløbe. Og resultatet af det hele er at jeg faktisk føler mig meget lykkeligere, sundere, mere produktiv end jeg nogensinde har været. Det føles som om jeg lever mit liv, i stedet for faktisk bare at race igennem det. Og måske, den vigtigste målestok for succesen af det her er at jeg føler at mine forhold er blevet meget dybere, rigere, stærkere.
And what that means is that I no longer overload myself gratuitously. My default mode is no longer to be a rush-aholic. I no longer hear time's winged chariot drawing near, or at least not as much as I did before. I can actually hear it now, because I see my time is ticking off. And the upshot of all of that is that I actually feel a lot happier, healthier, more productive than I ever have. I feel like I'm living my life rather than actually just racing through it. And perhaps, the most important measure of the success of this is that I feel that my relationships are a lot deeper, richer, stronger.
Og for mig, tror jeg, er lakmusprøven for om dette kunne virke, og hvad det ville betyde, vil altid være godnathistorierne, fordi det er på en måde der hvor rejsen begyndte. Og der er det nye også rosenrødt. I ved, i sidste ende, går jeg ind i min søns værelse. Jeg har ikke ur på. Jeg slukker min computer, så jeg ikke kan høre mailen komme i indbakken, og jeg sætter bare farten ned til hans tempo, og vi læser. Og fordi barn har deres eget tempo og indre ur, de bruger ikke kvalitetstid, hvor man planlægger 10 minutter til dem, for at de kan åbne sig op for en. De har brug for at man kan bevæge sig til deres rytme. Jeg mærker at 10 minutter inde i en historie, I ved, siger min søn pludselig, "Du ved, der skete noget på legepladsen i dag der virkelig nager mig." Og så har vi en samtale om det. Og jeg mærker nu at godnathistorier plejede at være en kasse på min to do-liste, noget jeg frygtede, fordi det gik så langsomt og jeg skulle komme hurtigt igennem det. Det er blevet min præmie ved dagens afslutning, noget jeg virkelig værdsætter. Og jeg har en slags Hollywood afslutning på mit foredrag denne eftermiddag, hvilket lyder cirka sådan her:
And for me, I guess, the litmus test for whether this would work, and what it would mean, was always going to be bedtime stories, because that's sort of where the journey began. And there too the news is rosy. You know, at the end of the day, I go into my son's room. I don't wear a watch. I switch off my computer, so I can't hear the email pinging into the basket, and I just slow down to his pace and we read. And because children have their own tempo and internal clock, they don't do quality time, where you schedule 10 minutes for them to open up to you. They need you to move at their rhythm. I find that 10 minutes into a story, you know, my son will suddenly say, "You know, something happened in the playground today that really bothered me." And we'll go off and have a conversation on that. And I now find that bedtime stories used to be a box on my to-do list, something that I dreaded, because it was so slow and I had to get through it quickly. It's become my reward at the end of the day, something I really cherish. And I have a kind of Hollywood ending to my talk this afternoon, which goes a little bit like this:
for et par måneder siden, var jeg ved at gøre klar til at tage på endnu en bog tour, og jeg havde pakket taskerne. Jeg stod nedenunder ved fordøren, og jeg ventede på en taxa, og min søn kom ned af trapperne og han havde lavet et kort til mig. Og han bar det. Han havde hæftet to kort, meget lig disse, sammen, og puttet en sticker på hans yndlings karakter, Tintin, på forsiden. Og han sagde til mig, eller han gav mig dette, og jeg læste det, og der stod, "Til far, kærlig hilsen Benjamin." Og jeg tænkte, "Årh, det er rigtig sødt. Er det et held og lykke på bog touren kort?" Og han sagde, "Nej, nej, nej far -- det her er et kort for at være den bedste historiefortæller i verden." Og jeg tænkte, "Ja, I ved, dette med at sætte farten ned virker virkelig."
a few months ago, I was getting ready to go on another book tour, and I had my bags packed. I was downstairs by the front door, and I was waiting for a taxi, and my son came down the stairs and he'd made a card for me. And he was carrying it. He'd gone and stapled two cards, very like these, together, and put a sticker of his favorite character, Tintin, on the front. And he said to me, or he handed this to me, and I read it, and it said, "To Daddy, love Benjamin." And I thought, "Aw, that's really sweet. Is that a good luck on the book tour card?" And he said, "No, no, no, Daddy -- this is a card for being the best story reader in the world." And I thought, "Yeah, you know, this slowing down thing really does work."
Mange tak.
Thank you very much.