Jeg vil gerne tage jer til en anden verden. Og jeg vil gerne dele en 45 år gammel kærlighedshistorie med de fattige, der overlever på mindre end en dollar om dagen. Jeg gik på en meget elitær, snobbet, dyr uddannelse i Indien, og den ødelagde mig næsten. Jeg var helt klar til at blive en diplomat, lærer, læge -- alt lå klart. Desuden, jeg ser ikke sådan ud, men jeg var Indiens bedste squashspiller i tre år. (Latter) Hele verden lå for mig. Alt var for mine fødder. Jeg kunne ikke gøre noget forkert. Og så tænkte jeg af nysgerrighed, jeg kunne tænke mig at leve og arbejde og bare se, hvordan en landsby er.
I'd like to take you to another world. And I'd like to share a 45 year-old love story with the poor, living on less than one dollar a day. I went to a very elitist, snobbish, expensive education in India, and that almost destroyed me. I was all set to be a diplomat, teacher, doctor -- all laid out. Then, I don't look it, but I was the Indian national squash champion for three years. (Laughter) The whole world was laid out for me. Everything was at my feet. I could do nothing wrong. And then I thought out of curiosity I'd like to go and live and work and just see what a village is like.
Så i 1965 tog jeg til det, der blev kaldt værste hungersnød i Bihar i Indien og jeg så sult, død, folk, der døde af sult, for første gang. Det forandrede mit liv. Jeg kom hjem, fortalte min mor, "Jeg vil gerne leve og arbejde i en landsby." Mor gik i koma. (Latter) "Hvad betyder det? Verden ligger foran dig, de bedste jobs ligger foran dig, og du vil gerne arbejde i en landsby? Jeg mener, er der noget galt med dig?" Jeg sagde, "Nej, jeg fik den bedste uddannelse. Den fik mig til at tænke. Og jeg ville give noget tilbage på min egen måde." "Hvad vil du lave i en landsby? Intet arbejde, ingen penge, ingen sikkerhed, ingen udsigter." Jeg sagde, "Jeg vil leve og grave brønde i fem år." "Grave brønde i fem år? Du gik på den dyreste skole og universitet i Indien, og du vil grave brønde i fem år?" Hun talte ikke til mig i meget lang tid, fordi hun syntes, jeg havde skuffet min familie.
So in 1965, I went to what was called the worst Bihar famine in India, and I saw starvation, death, people dying of hunger, for the first time. It changed my life. I came back home, told my mother, "I'd like to live and work in a village." Mother went into a coma. (Laughter) "What is this? The whole world is laid out for you, the best jobs are laid out for you, and you want to go and work in a village? I mean, is there something wrong with you?" I said, "No, I've got the best eduction. It made me think. And I wanted to give something back in my own way." "What do you want to do in a village? No job, no money, no security, no prospect." I said, "I want to live and dig wells for five years." "Dig wells for five years? You went to the most expensive school and college in India, and you want to dig wells for five years?" She didn't speak to me for a very long time, because she thought I'd let my family down.
Men så blev jeg vist den mest usædvanlige viden og evner, som meget fattige folk har, der aldrig bliver trukket frem i mainstream -- som aldrig bliver identificeret, respekteret, sat i en større sammenhæng. Og jeg tænkte, jeg ville starte et Barfodsuniversitet -- universitet kun for de fattige. Det, de fattige anså for vigtigt, skulle reflekteres i universitetet. Jeg tog hen til den her landsby for første gang. De ældre kom til mig og sagde, "Er du på flugt fra politiet?" Jeg sagde, "Nej." (Latter) "Dumpede du din eksamen?" Jeg sagde, "Nej." "Fik du ikke et regeringsjob?" Jeg sagde, "Nej." "Hvad laver du her? Hvorfor er du her? Uddannelsessystemet i Indien får dig til at se på Paris og New Delhi og Zürich; hvad laver du i denne landsby? Er der noget galt med dig, du ikke fortæller os?" Jeg sagde, "Nej, jeg vil faktisk gerne starte et universitet kun for de fattige. Det, de fattige anså for vigtigt, skulle reflekteres i universitetet."
But then, I was exposed to the most extraordinary knowledge and skills that very poor people have, which are never brought into the mainstream -- which is never identified, respected, applied on a large scale. And I thought I'd start a Barefoot College -- college only for the poor. What the poor thought was important would be reflected in the college. I went to this village for the first time. Elders came to me and said, "Are you running from the police?" I said, "No." (Laughter) "You failed in your exam?" I said, "No." "You didn't get a government job?" I said, "No." "What are you doing here? Why are you here? The education system in India makes you look at Paris and New Delhi and Zurich; what are you doing in this village? Is there something wrong with you you're not telling us?" I said, "No, I want to actually start a college only for the poor. What the poor thought was important would be reflected in the college."
Så gav de ældre mig et meget klogt og dybt råd. De sagde, "Vær venlig ikke at tage nogen med en grad eller kvalifikation ind i dit universitet." Så det er det eneste universitet i Indien, hvor, hvis du skulle have en Ph.D. eller en kandidat, er du diskvalificeret til at komme. Man er nødt til at være en fiasko eller dumpet eller droppet ud for at komme til vores universitet. Man er nødt til at arbejde med sine hænder. Man er nødt til at kunne arbejde. Man er nødt til at vise, at man har en evne, som man kan tilbyde samfundet og yde en tjeneste for samfundet. Så vi startede Barfodsuniversitetet, og vi omdefinerede professionalisme.
So the elders gave me some very sound and profound advice. They said, "Please, don't bring anyone with a degree and qualification into your college." So it's the only college in India where, if you should have a Ph.D. or a Master's, you are disqualified to come. You have to be a cop-out or a wash-out or a dropout to come to our college. You have to work with your hands. You have to have a dignity of labor. You have to show that you have a skill that you can offer to the community and provide a service to the community. So we started the Barefoot College, and we redefined professionalism.
Hvem er professionel? En professionel er en, der har en kombination af kompetence, selvtillid og tro. En vandfinder er en professionel. En traditionel jordemor er en professionel. En traditionel kurvesætter er en professionel. Der er professionelle over hele verden. Man finder dem i enhver utilgængelig landsby verden over. Og vi syntes, at disse folk skulle komme ind i mainstream og vise, at den viden og de evner, som de har, er universelle. De skal bruges, skal udnyttes, skal vises for verden udenfor -- at denne viden og disse evner er relevante selv i dag.
Who is a professional? A professional is someone who has a combination of competence, confidence and belief. A water diviner is a professional. A traditional midwife is a professional. A traditional bone setter is a professional. These are professionals all over the world. You find them in any inaccessible village around the world. And we thought that these people should come into the mainstream and show that the knowledge and skills that they have is universal. It needs to be used, needs to be applied, needs to be shown to the world outside -- that these knowledge and skills are relevant even today.
Så universitetet fungerer efter Mahatma Gandhis livsstil og arbejdsstil. Man spiser gulvet, man sover på gulvet, man arbejder på gulvet. Der er ingen kontrakter, ingen skrevne kontrakter. Man kan hos mig i 20 år, forlade mig i morgen. Og ingen kan tjene mere end $100 om måneden. Hvis man kommer for pengenes skyld, kommer man ikke til Barfodsuniversitetet. Hvis man kommer for arbejdet og udfordringen, kommer man til Barfodsuniversitetet. Det er der, vi vil have en til at prøve og skabe idéerne. Uanset hvilken idé man skulle have, kom og afprøv den. Det betyder ikke noget om man fejler. Medtaget, skrammet, man prøver forfra. Det er det eneste universitet, hvor læreren er eleven, og eleven er læreren. Og det er det eneste universitet, hvor vi ikke uddeler beviser. Man bliver certificeret af samfundet, man tjener. Man behøver ikke et papir til at hænge på væggen for at vise, at man er en ingeniør.
So the college works following the lifestyle and workstyle of Mahatma Gandhi. You eat on the floor, you sleep on the floor, you work on the floor. There are no contracts, no written contracts. You can stay with me for 20 years, go tomorrow. And no one can get more than $100 a month. You come for the money, you don't come to Barefoot College. You come for the work and the challenge, you'll come to the Barefoot College. That is where we want you to try crazy ideas. Whatever idea you have, come and try it. It doesn't matter if you fail. Battered, bruised, you start again. It's the only college where the teacher is the learner and the learner is the teacher. And it's the only college where we don't give a certificate. You are certified by the community you serve. You don't need a paper to hang on the wall to show that you are an engineer.
Så da jeg sagde det, sagde de, "Nå, vis os, hvad der er muligt. Hvad laver du? Dette er alt sammen snik-snak, hvis du ikke kan vise det i praksis." Så vi byggede det første Barfodsuniversitet i 1986. Det blev bygget af 12 Barfods-arkitekter, der ikke kan læse og skrive, bygget for $1,50 pr. kvadratfor. 150 personer boede der, arbejdede der. De fik Aga Khan Prisen i Arkitektur i 2002. Men så fik de mistanke om, at der var en arkitekt bag det hele. Jeg sagde, "Ja, de lavede tegningerne, men Barfods-arkitekterne byggede selve universitetet." Vi er de eneste, der rent faktisk tilbageleverede prisen for $50.000, fordi de ikke troede på os, og vi syntes, de bare talte dårligt om Tilonias Barfods-arkitekterne.
So when I said that, they said, "Well show us what is possible. What are you doing? This is all mumbo-jumbo if you can't show it on the ground." So we built the first Barefoot College in 1986. It was built by 12 Barefoot architects who can't read and write, built on $1.50 a sq. ft. 150 people lived there, worked there. They got the Aga Khan Award for Architecture in 2002. But then they suspected, they thought there was an architect behind it. I said, "Yes, they made the blueprints, but the Barefoot architects actually constructed the college." We are the only ones who actually returned the award for $50,000, because they didn't believe us, and we thought that they were actually casting aspersions on the Barefoot architects of Tilonia.
Jeg spurgte en forstman -- fremtrædende, papir-kvalificeret ekspert -- jeg sagde, "Hvad kan du bygge på dette sted?" Han så én gang på jorden og sagde, "Glem det. På ingen måde. Ikke engang det værd. Intet vand, stenet jord." Jeg var lidt i knibe. Og jeg sagde, "Okay, jeg går til den gamle mand i landsbyen og siger, "Hvad bør jeg så på dette sted?" Han kiggede stille på mig og sagde, "Du bygger det, du bygger det, du lægger det, og det vil virke." Sådan ser det ud i dag.
I asked a forester -- high-powered, paper-qualified expert -- I said, "What can you build in this place?" He had one look at the soil and said, "Forget it. No way. Not even worth it. No water, rocky soil." I was in a bit of a spot. And I said, "Okay, I'll go to the old man in village and say, 'What should I grow in this spot?'" He looked quietly at me and said, "You build this, you build this, you put this, and it'll work." This is what it looks like today.
Gik op på taget, og alle kvinderne sagde, "Smut. Mændene skal smutte, for vi vil ikke dele denne teknologi med mændene. Vi tætner taget." (Latter) Det er lidt palmesukker, lidt urin og en smule andre ting, jeg ikke ved, hvad er. Men det lækker faktisk ikke. Siden 1986 har det ikke lækket. Denne teknologi vil kvinderne ikke dele med mændene.
Went to the roof, and all the women said, "Clear out. The men should clear out because we don't want to share this technology with the men. This is waterproofing the roof." (Laughter) It is a bit of jaggery, a bit of urens and a bit of other things I don't know. But it actually doesn't leak. Since 1986, it hasn't leaked. This technology, the women will not share with the men.
(Latter)
(Laughter)
Det er det eneste universitet, der er fuldstændigt soldrevet. Al strømmen kommer fra Solen. 45 kilowatt paneler på taget. Og alt virker vha. Solen i de næste 25 år. Så længe Solen skinner, har vi intet problem med strøm. Men skønheden består i, at det blev installeret af en præst, en hindu-præst, der kun har gået otte år i folkeskole -- aldrig været på gymnasium, aldrig været på universitetet. Han kender mere til solteknologi end nogen anden, jeg kender noget sted i verden, garanteret.
It's the only college which is fully solar-electrified. All the power comes from the sun. 45 kilowatts of panels on the roof. And everything works off the sun for the next 25 years. So long as the sun shines, we'll have no problem with power. But the beauty is that is was installed by a priest, a Hindu priest, who's only done eight years of primary schooling -- never been to school, never been to college. He knows more about solar than anyone I know anywhere in the world guaranteed.
Mad, hvis man kommer til Barfodsuniversitetet, bliver sol-lavet. Men folkene, der fremstillede det solkomfur, er kvinder, analfabetiske kvinder, der faktisk fremstiller de mest sofistikerede sol-komfurer. Det er et parabolsk, simpelt sol-komfur. Desværre, er de næsten halvt tyskere, de er så præcise. (Latter) Man finder ikke andre indiske kvinder så præcise. Absolut til den sidste tomme, kan de lave det komfur. Og vi får 60 måltider to gange om dagen fra sol-madlavning.
Food, if you come to the Barefoot College, is solar cooked. But the people who fabricated that solar cooker are women, illiterate women, who actually fabricate the most sophisticated solar cooker. It's a parabolic Scheffler solar cooker. Unfortunately, they're almost half German, they're so precise. (Laughter) You'll never find Indian women so precise. Absolutely to the last inch, they can make that cooker. And we have 60 meals twice a day of solar cooking.
Vi har en tandlæge -- hun er bedstemor, analfabet og tandlæge. Hun efterser faktisk tænderne på 7.000 børn. Barfodsteknologi: dette er fra 1986 -- ingen ingeniør, ingen arkitekt kom på det -- men vi samler regnvand fra tagene. Meget lidt vand bliver spildt. Alle tagene er forbundne under jorden til en 400.000 liters tank, og intet vand bliver spildt. Hvis vi har fire år med tørke, har vi stadig vand på campus, fordi vi samler regnvand.
We have a dentist -- she's a grandmother, illiterate, who's a dentist. She actually looks after the teeth of 7,000 children. Barefoot technology: this was 1986 -- no engineer, no architect thought of it -- but we are collecting rainwater from the roofs. Very little water is wasted. All the roofs are connected underground to a 400,000 liter tank, and no water is wasted. If we have four years of drought, we still have water on the campus, because we collect rainwater.
60 procent af børnene går ikke i skole, fordi de er nødt til at se til dyrene .. får, geder -- kedeligt husarbejde. Så vi kom på at starte en skole om natten for børnene. Tilonias skoler er om natten, er over 75.000 børn kommet gennem disse natskoler. Fordi det er for barnets bekvemmelighed; de er ikke for lærerens bekvemmelighed. Og hvad underviser vi i på disse skoler? Demokrati, borgerskab, hvordan man skal måle sit land, hvad man skal gøre, hvis man bliver arresteret, hvad man skal gøre, hvis ens dyr bliver sygt. Det er det, vi underviser i på natskolerne. Men alle skolerne er soldrevne.
60 percent of children don't go to school, because they have to look after animals -- sheep, goats -- domestic chores. So we thought of starting a school at night for the children. Because the night schools of Tilonia, over 75,000 children have gone through these night schools. Because it's for the convenience of the child; it's not for the convenience of the teacher. And what do we teach in these schools? Democracy, citizenship, how you should measure your land, what you should do if you're arrested, what you should do if your animal is sick. This is what we teach in the night schools. But all the schools are solar-lit.
Hvert femte år har vi et valg. Børn på mellem 6 og 14 år deltager i en demokratisk proces, og de vælger en premierminister. Premierministeren er 12 år gammel. Hun ser efter 20 geder om morgenen, men hun er premierminister om aftenen. Hun har en stab, en uddannelsesminister, en energiminister, en sundhedsminister. Og de overvåger og fører tilsyn med 150 skoler for 7.000 børn. Hun fik World's Children Prisen for fem år siden, og hun tog til Sverige. Den første gang nogensinde uden for landsbyen. Aldrig set Sverige. Blev ikke blændet overhovedet af det, der skete. Og Sveriges dronning, der er der, vendte sig til mig og sagde, "Kan du spørge dette barn, hvor hun har sin selvtillid fra? Hun er kun 12 år gammel, og hun bliver ikke blændet af noget." Og pigen, der er til venstre for hende, vendte sig mod mig og så dronningen direkte i øjnene og sagde, "Fortæl hende venligst, at jeg er premierministeren."
Every five years we have an election. Between six to 14 year-old children participate in a democratic process, and they elect a prime minister. The prime minister is 12 years old. She looks after 20 goats in the morning, but she's prime minister in the evening. She has a cabinet, a minister of education, a minister for energy, a minister for health. And they actually monitor and supervise 150 schools for 7,000 children. She got the World's Children's Prize five years ago, and she went to Sweden. First time ever going out of her village. Never seen Sweden. Wasn't dazzled at all by what was happening. And the Queen of Sweden, who's there, turned to me and said, "Can you ask this child where she got her confidence from? She's only 12 years old, and she's not dazzled by anything." And the girl, who's on her left, turned to me and looked at the queen straight in the eye and said, "Please tell her I'm the prime minister."
(Latter)
(Laughter)
(Bifald)
(Applause)
Hvor procentdelen af analfabeter er meget høj, bruger vi dukker. Dukker er måden, vi kommunikerer på. Her er Jokhim Chacha, der er 300 år gammel. Han er min psykoanalytiker. Han er min lærer. Han er min læge. Han er min advokat. Han er min donor. Han rejser faktisk penge, løser mine konflikter. Han løser mine problemer i landsbyen. Hvis der er spændinger i landsbyen, hvis fremmødet i skolerne går ned, og der er gnidning mellem læreren og forælderen, tilkalder dukken læreren og forælderen foran hele landsbyen og siger, "Giv hånd. Fremmødet må ikke falde." Disse dukker er lavet ud af genbrugte Verdensbank-rapporter.
Where the percentage of illiteracy is very high, we use puppetry. Puppets is the way we communicate. You have Jokhim Chacha who is 300 years old. He is my psychoanalyst. He is my teacher. He's my doctor. He's my lawyer. He's my donor. He actually raises money, solves my disputes. He solves my problems in the village. If there's tension in the village, if attendance at the schools goes down and there's a friction between the teacher and the parent, the puppet calls the teacher and the parent in front of the whole village and says, "Shake hands. The attendance must not drop." These puppets are made out of recycled World Bank reports.
(Latter)
(Laughter)
(Bifald)
(Applause)
Så denne decentraliserede, afmystificerede tilgang til at gøre landsbyer soldrevne har vi bredt ud over hele Indien fra Ladakh op til Bhutan -- alle soldrevne landsbyer af folk, der er blevet trænet. Og vi tog til Ladakh, og vi spurgte denne kvinde -- her ved minus 40 er man nødt til at komme ud gennem taget, fordi der ikke er plads, der var sneet til op ad begge sider -- og vi spurgte denne kvinde, "Hvad var fordelen, du fik af solelektricitet?" Og hun tænkte i et minut og sagde, "Det er første gang, jeg kan se min mands ansigt om vinteren."
So this decentralized, demystified approach of solar-electrifying villages, we've covered all over India from Ladakh up to Bhutan -- all solar-electrified villages by people who have been trained. And we went to Ladakh, and we asked this woman -- this, at minus 40, you have to come out of the roof, because there's no place, it was all snowed up on both sides -- and we asked this woman, "What was the benefit you had from solar electricity?" And she thought for a minute and said, "It's the first time I can see my husband's face in winter."
(Latter)
(Laughter)
Tog til Afghanistan. En lektie, vi lærte i Indien, var, at mænd er utrænelige. (Latter) Mænd er rastløse, mænd er ambitiøse, mænd er altid i bevægelse, og de vil alle have et bevis. (Latter) Over hele kloden findes denne tendens, at mænd vil have et bevis. Hvorfor? Fordi de vil forlade landsbyen og tage til byen, søge efter arbejde. Så vi kom på en god løsning: træn bedstemødre. Hvad er den bedste måde af kommunikere i verden i dag? Fjernsyn? Nej. Telegraf? Nej. Telefon? Nej. Sig det til en kvinde.
Went to Afghanistan. One lesson we learned in India was men are untrainable. (Laughter) Men are restless, men are ambitious, men are compulsively mobile, and they all want a certificate. (Laughter) All across the globe, you have this tendency of men wanting a certificate. Why? Because they want to leave the village and go to a city, looking for a job. So we came up with a great solution: train grandmothers. What's the best way of communicating in the world today? Television? No. Telegraph? No. Telephone? No. Tell a woman.
(Latter)
(Laughter)
(Bifald)
(Applause)
Så vi tog til Afghanistan for første gang, og vi udvalgte tre kvinder og sagde, "Vi vil gerne tage dem med til Indien." De sagde, "Umuligt. De forlader ikke engang deres værelser, og I vil tage dem med til Indien." Jeg sagde, "Jeg vil lave en indrømmelse. Jeg tager også mændene med." Så jeg tog mændene med. Selvfølgelig var kvinderne meget mere intelligente end mændene. På seks måneder hvordan ændrer vi disse kvinder? Tegnsprog. Man vælger ikke det skrevne ord. Man vælger ikke det talte ord. Man bruger tegnsprog. Og på seks måneder kan de blive solingeniører. De tager tilbage og gør deres egne landsbyer soldrevne.
So we went to Afghanistan for the first time, and we picked three women and said, "We want to take them to India." They said, "Impossible. They don't even go out of their rooms, and you want to take them to India." I said, "I'll make a concession. I'll take the husbands along as well." So I took the husbands along. Of course, the women were much more intelligent than the men. In six months, how do we train these women? Sign language. You don't choose the written word. You don't choose the spoken word. You use sign language. And in six months they can become solar engineers. They go back and solar-electrify their own village.
Denne kvinde tog tilbage og gjorde den første landsby soldreven, startede en workshop -- den første landsby nogensinde til at blive soldreven i Afghanistan [blev det] af disse tre kvinder. Denne kvinde er en usædvanlig bedstemor. 55 år gammel, og hun har gjort 200 huse soldrevne for mig i Afghanistan. Og de er ikke kollapset. Hun tog faktisk til og talte med en ingeniørafdeling i Afghanistan og fortalte chefen for afdelingen forskellen mellem AC og DC. Det vidste han ikke. De tre kvinder har trænet 27 flere kvinder og gjort 100 landsbyen soldrevne i Afghanistan.
This woman went back and solar-electrified the first village, set up a workshop -- the first village ever to be solar-electrified in Afghanistan [was] by the three women. This woman is an extraordinary grandmother. 55 years old, and she's solar-electrified 200 houses for me in Afghanistan. And they haven't collapsed. She actually went and spoke to an engineering department in Afghanistan and told the head of the department the difference between AC and DC. He didn't know. Those three women have trained 27 more women and solar-electrified 100 villages in Afghanistan.
Vi tog til Afrika, og vi gjorde det samme. Alle disse kvinder, der sidder ved et bord fra otte, ni lande, alle snakker de med hinanden uden at forstå et ord, fordi de alle taler et forskelligt sprog. Men deres kropssprog er fantastisk. De snakker med hinanden og er faktisk ved at blive solingeniører. Jeg tog til Sierra Leone, og der var denne minister, der kørte i nattens mulm og mørke -- kom forbi denne landsby. Kommer tilbage, tager ind til landsbyen, siger, "Nå, hvad er historien?" De sagde, "Disse to bedstemødre ..." "Bedstemødre?" Ministeren kunne ikke tro det, der foregik. Hvor tog de hen?" "Tog til Indien og tilbage." Tog direkte til præsidenten. Han sagde, "Ved De der er en soldreven landsby i Sierra Leone?" Han sagde, "Nej." Halvdelen af staben tog hen for at se bedstemødrene dagen efter. "Hvad er historien." Så tilkaldte han mig og sagde, "Kan du træne mig 150 bedstemødre?" Jeg sagde, "Det kan jeg ikke, Hr. Præsident. Men de kan. Bedstemødrene kan." Så han byggede mig det første Barfodstræningscenter i Sierra Leone. Og 150 bedstemødre er blevet trænet i Sierra Leone.
We went to Africa, and we did the same thing. All these women sitting at one table from eight, nine countries, all chatting to each other, not understanding a word, because they're all speaking a different language. But their body language is great. They're speaking to each other and actually becoming solar engineers. I went to Sierra Leone, and there was this minister driving down in the dead of night -- comes across this village. Comes back, goes into the village, says, "Well what's the story?" They said, "These two grandmothers ... " "Grandmothers?" The minister couldn't believe what was happening. "Where did they go?" "Went to India and back." Went straight to the president. He said, "Do you know there's a solar-electrified village in Sierra Leone?" He said, "No." Half the cabinet went to see the grandmothers the next day. "What's the story." So he summoned me and said, "Can you train me 150 grandmothers?" I said, "I can't, Mr. President. But they will. The grandmothers will." So he built me the first Barefoot training center in Sierra Leone. And 150 grandmothers have been trained in Sierra Leone.
Gambia: Vi tog af sted for at vælge en bedstemor i Gambia. Tog til denne landsby. Jeg vidste hvilken kvinde, jeg ville tage med. Samfundet kom sammen og sagde, "Tag disse to kvinder." Jeg sagde, "Nej, jeg vil tage denne kvinde." De sagde, "Hvorfor? Hun kan ikke sproget. Du kender hende ikke." Jeg sagde, "Jeg kan lide kropssproget. Jeg kan lide hendes måde at tale på." "Vanskelig mand; ikke muligt." Tilkaldte manden, manden kom, smart, politiker, mobil i hånden. "Ikke muligt." "Hvorfor ikke?" "Kvinden, se hvor smuk hun er." Jeg sagde, "Jah, hun er meget smuk." "Hvad sker der, hvis hun løber væk med en indisk mand?" Det var hans største frygt. Jeg sagde, "Hun vil være glad. Hun vil ringe til dig over mobilen." Hun tog af sted som bedstemor og kom tilbage som en tiger. Hun gik ud af flyet og talte til hele pressen, som om hun var en veteran. Hun håndterede hele landets presse, og hun var en stjerne. Og da jeg tog tilbage seks måneder senere, sagde jeg, "Hvor er din mand?" "Åh, et eller andet sted. Det er ligegyldigt." (Latter) Succeshistorie.
Gambia: we went to select a grandmother in Gambia. Went to this village. I knew which woman I would like to take. The community got together and said, "Take these two women." I said, "No, I want to take this woman." They said, "Why? She doesn't know the language. You don't know her." I said, "I like the body language. I like the way she speaks." "Difficult husband; not possible." Called the husband, the husband came, swaggering, politician, mobile in his hand. "Not possible." "Why not?" "The woman, look how beautiful she is." I said, "Yeah, she is very beautiful." "What happens if she runs off with an Indian man?" That was his biggest fear. I said, "She'll be happy. She'll ring you up on the mobile." She went like a grandmother and came back like a tiger. She walked out of the plane and spoke to the whole press as if she was a veteran. She handled the national press, and she was a star. And when I went back six months later, I said, "Where's your husband?" "Oh, somewhere. It doesn't matter." (Laughter) Success story.
(Latter)
(Laughter)
(Bifald)
(Applause)
Jeg vil lige runde af med at sige, at jeg tror, man ikke er nødt til at lede efter løsninger udenfor. Led efter løsninger indeni. Og lyt til folk, der har løsningerne foran dig. De er over hele verden. Vær slet ikke urolig. Lyt ikke til Verdensbanken, lyt til folkene på jorden. De har alle løsningerne i verden.
I'll just wind up by saying that I think you don't have to look for solutions outside. Look for solutions within. And listen to people. They have the solutions in front of you. They're all over the world. Don't even worry. Don't listen to the World Bank, listen to the people on the ground. They have all the solutions in the world.
Jeg vil afslutte med et citat af Mahatma Gandhi. "Først ignorerer de dig, så ler de af dig, så bekæmper de dig, og så vinder du."
I'll end with a quotation by Mahatma Gandhi. "First they ignore you, then they laugh at you, then they fight you, and then you win."
Tak.
Thank you.
(Bifald)
(Applause)