Hvad hvis jeg fortalte dig, at tiden har en race, på samme måde som vi idag forstår race i USA? Vi taler typisk om race i form af sorte og hvide problemer. I de afroamerikanske kredse, hvor jeg kommer fra, har vi igennem flere generationer haft en joke vi kalder "CP-time"
What if I told you that time has a race, a race in the contemporary way that we understand race in the United States? Typically, we talk about race in terms of black and white issues. In the African-American communities from which I come, we have a long-standing multi-generational joke about what we call "CP time,"
eller "farvede menneskers tid". Selvom vi ikke længere kalder afroamerikanere for farvede så er denne mangeårige joke om, at vi altid kommer for sent til kirke, til grillaftener, til familie events og endda til vores egne begravelser, stadig i live.
or "colored people's time." Now, we no longer refer to African-Americans as "colored," but this long-standing joke about our perpetual lateness to church, to cookouts, to family events and even to our own funerals, remains.
Personligt går jeg meget op i punktlighed. Det er, som min mor sagde, da jeg var lille: "Vi skal ikke være dén slags sorte mennesker". Så vi ankom typisk 30 min. for tidligt.
I personally am a stickler for time. It's almost as if my mother, when I was growing up, said, "We will not be those black people." So we typically arrive to events 30 minutes early.
Men i dag vil jeg gerne tale om tidens politiske natur. For hvis tid havde en race, ville den være hvid. Hvide mennesker ejer tiden.
But today, I want to talk to you more about the political nature of time, for if time had a race, it would be white. White people own time.
Ja, ja, jeg ved det. At komme med sådanne brandfarlige kommentarer gør os utilpasse. Er vi ikke kommet forbi det punkt, hvor race betyder noget? Er race ikke et hårdhændet koncept? Burde vi ikke med vores oplyste indre jeg smide ubrugelige koncepter som race direkte ud i historiens skraldspand? Hvordan kommer vi nogensinde over racisme når vi bliver ved med at tale om race? Måske skulle vi låse vores racekoncepter ind i hver deres tidskapsel, grave dem ned og om tusinde år grave dem op igen for at kigge på dem med vores mere oplyste raceløse fremtidsversioner af os selv. Men ser du, lysten til at formindske effekten af race og racisme kommer op i den måde vi forsøger at styrer tiden på, i den måde vi fortolker historien på, i den måde vi forsøger at skubbe nutidens negative sandheder ind i fortiden, i den måde vi prøver at argumentere for, at den fremtid vi håber på, er den nutid vi lever i idag.
I know, I know. Making such "incendiary statements" makes us uncomfortable: Haven't we moved past the point where race really matters? Isn't race a heavy-handed concept? Shouldn't we go ahead with our enlightened, progressive selves and relegate useless concepts like race to the dustbins of history? How will we ever get over racism if we keep on talking about race? Perhaps we should lock up our concepts of race in a time capsule, bury them and dig them up in a thousand years, peer at them with the clearly more enlightened, raceless versions of ourselves that belong to the future. But you see there, that desire to mitigate the impact of race and racism shows up in how we attempt to manage time, in the ways we narrate history, in the ways we attempt to shove the negative truths of the present into the past, in the ways we attempt to argue that the future that we hope for is the present in which we're currently living.
Da Barack Obama blev præsident i 2008, erklærede mange amerikanere, at vi er "post-racial". Jeg kommer fra den skole, hvor vi er betagede af at være post-alt. Vi er postmoderne, post-strukturelle, vi er post-feministiske. "Post" er blevet et akademisk vedhæng, som gælder for en række termer, der kendetegner den måde, vi var på. Men at sætte en stavelse foran race og racisme gør dem ikke til en ting fra fortiden. USA har aldrig været "pre-race". At hævde at vi er "post-race", når vi endnu ikke har forstået den effekt race har på afroamerikanere, latinoamerikanere og indfødte er uoprigtigt. Lige da vi skulle til at fejre vores "post-racial" fremtid, ændrede vores politiske forhold sig til det mest radikale det har været i de sidste 50 år.
Now, when Barack Obama became President of the US in 2008, many Americans declared that we were post-racial. I'm from the academy where we're enamored with being post-everything. We're postmodern, we're post-structural, we're post-feminist. "Post" has become a simple academic appendage that we apply to a range of terms to mark the way we were. But prefixes alone don't have the power to make race and racism a thing of the past. The US was never "pre-race." So to claim that we're post-race when we have yet to grapple with the impact of race on black people, Latinos or the indigenous is disingenuous. Just about the moment we were preparing to celebrate our post-racial future, our political conditions became the most racial they've been in the last 50 years.
I dag vil jeg gerne præsentere tre iagttagelser om tidens fortid, nutid og fremtid som relaterer sig til bekæmpelsen af racisme og hvid dominans.
So today, I want to offer to you three observations, about the past, the present and the future of time, as it relates to the combating of racism and white dominance.
Først: fortiden. Tiden har en historie. Og det har sorte mennesker også. Men vi behandler tid, som om den er tidløs. Som om at den altid har været sådan. Som om den ikke har en politisk historie forbundet med udplyndringer af de indfødtes land, folkemord af det oprindelige folk, og tyverier fra afrikanernes hjemmeland. Da europæiske hvide filosoffer begyndte at konceptualisere tid og historie, sagde én af dem: "Afrika er ikke en historisk del af verden." I bund og grund sagde han, at afrikanere ikke har været en del af historien og at de ikke har haft indflydelse på tid eller udvikling.
First: the past. Time has a history, and so do black people. But we treat time as though it is timeless, as though it has always been this way, as though it doesn't have a political history bound up with the plunder of indigenous lands, the genocide of indigenous people and the stealing of Africans from their homeland. When white male European philosophers first thought to conceptualize time and history, one famously declared, "[Africa] is no historical part of the World." He was essentially saying that Africans were people outside of history who had had no impact on time or the march of progress.
Idéen om, at sorte mennesker ikke har haft en indflydelse på historien, er en af de grundlæggende ideer bag hvid overherredømme. Det er grunden til, at Negro History Week blev skabt af Carter G. Woodson i 1926. Det er grunden til, at vi stadig fejrer Black History Month hver februar i USA
This idea, that black people have had no impact on history, is one of the foundational ideas of white supremacy. It's the reason that Carter G. Woodson created "Negro History Week" in 1926. It's the reason that we continue to celebrate Black History Month in the US every February.
Der er også en idé om, at sorte mennesker enten falder uden for tidens rammer eller sidder fast i fortiden, i et scenarie hvor, meget lig hvad jeg gør lige nu, en sort person insisterer på, at racisme stadig betyder noget, og en anden, som regel hvid person, siger: "Hvorfor hænger du fast i fortiden?" "Hvorfor kan du ikke komme videre?" "Vi har da en sort præsident". "Vi er forbi alt det dér".
Now, we also see this idea that black people are people either alternately outside of the bounds of time or stuck in the past, in a scenario where, much as I'm doing right now, a black person stands up and insists that racism still matters, and a person, usually white, says to them, "Why are you stuck in the past? Why can't you move on? We have a black president. We're past all that."
William Faulkner sagde: "Fortiden er aldrig død, den er ikke engang forbi" Men min gode ven Professor Kristie Dotson siger, "Vores hukommelse varer længere end vores levetid." I os bærer vi hver og en, vores fællesskabs og families håb og drømme. Vi har ikke den luksus at kunne give slip på fortiden. Men nogle gange, er vores politiske forhold så urolige, at vi ikke ved, om vi lever i fortiden, eller om vi lever i nutiden. For eksempel når demonstranter fra "Black Lives Matter" går ud og protesterer mod uretfærdige drab på sorte borgere begået af politiet og billederne fra protesten ligner, at de kunne være taget for 50 år siden. Fortiden vil ikke give slip på os. Men lad os nu tage et kig ind i nutiden.
William Faulkner famously said, "The past is never dead. It's not even past." But my good friend Professor Kristie Dotson says, "Our memory is longer than our lifespan." We carry, all of us, family and communal hopes and dreams with us. We don't have the luxury of letting go of the past. But sometimes, our political conditions are so troubling that we don't know if we're living in the past or we're living in the present. Take, for instance, when Black Lives Matter protesters go out to protest unjust killings of black citizens by police, and the pictures that emerge from the protest look like they could have been taken 50 years ago. The past won't let us go. But still, let us press our way into the present.
Jeg vil argumentere for, at de raceopgør vi oplever i dag, er sammenstød i tid og rum. Hvad mener jeg med det? Jeg har allerede fortalt, at hvide mennesker ejer tiden. Dem der sidder på magten dikterer arbejdsdagens tempo. De dikterer, hvor mange penge vores tid er værd. Og professor George Lipsitz siger, at hvide mennesker endda dikterer tempoet i den sociale inklusion. De dikterer, hvor lang tid der vil gå, før minoritetsgrupper har fået de rettigheder, de har kæmpet for.
At present, I would argue that the racial struggles we are experiencing are clashes over time and space. What do I mean? Well, I've already told you that white people own time. Those in power dictate the pace of the workday. They dictate how much money our time is actually worth. And Professor George Lipsitz argues that white people even dictate the pace of social inclusion. They dictate how long it will actually take for minority groups to receive the rights that they have been fighting for.
Lad mig gå tilbage til fortiden og give et eksempel. Tænk på borgerrettighedsbevægelsen og lederens råb om "Frihed Nu". De udfordrede det langsomme tempo som den hvide sociale inklusion kørte i. I 1965, det år hvor Stemmerettighedsloven blev vedtaget, var der gået hele 100 år fra den amerikanske borgerkrigs afslutning til at afroamerikanere fik tildelt stemmerettigheder. Trods behovet for kamp tog det stadig 100 år, før reel social inklusion fandt sted.
Let me loop back to the past quickly to give you an example. If you think about the Civil Rights Movement and the cries of its leaders for "Freedom Now," they were challenging the slow pace of white social inclusion. By 1965, the year the Voting Rights Act was passed, there had been a full 100 years between the end of the Civil War and the conferral of voting rights on African-American communities. Despite the urgency of a war, it still took a full 100 years for actual social inclusion to occur.
Siden 2012, har konservative statslovgivere i USA forsøgt at sabotere afroamerikaneres stemmerettigheder ved at stramme kravene for vælger-ID og ved at begrænse muligheden for at afgive en valgstemme tidligt. Sidste juli slog en føderal domstol ned på North Carolinas vælger-ID lov idet den: "sigtede efter afroamerikanere med kirurgisk præcision".
Since 2012, conservative state legislatures across the US have ramped up attempts to roll back African-American voting rights by passing restrictive voter ID laws and curtailing early voting opportunities. This past July, a federal court struck down North Carolina's voter ID law saying it "... targeted African-Americans with surgical precision."
At begrænse afroamerikansk inddragelse i politik, er en primær måde at styre og kontrollere mennesker på igennem kontrollering af tiden. Vi ser også sammenstød ml. tid og rum, når der sker byudvikling i byer som: Atlanta, Brooklyn, Philadelphia, New Orleans og Washington DC. Alle byer der i generationer har haft sorte befolkningsgrupper. Men nu pga. af byfornyelse og byudvikling, bliver disse samfund skubbet ud og glemt, med det formål at føre dem ind i det 21. århundrede.
Restricting African-American inclusion in the body politic is a primary way that we attempt to manage and control people by managing and controlling time. But another place that we see these time-space clashes is in gentrifying cities like Atlanta, Brooklyn, Philadelphia, New Orleans and Washington, DC -- places that have had black populations for generations. But now, in the name of urban renewal and progress, these communities are pushed out, in service of bringing them into the 21st century.
Professor Sharon Holland spørger: "Hvad sker der, når en person, som eksisterer i tid, møder en som udelukkende optager plads og rum?". Disse racemæssige kampe er opgør mellem dem der opfattes som pladsoptagere, og dem der opfattes som verdensskabere. Dem der styrer strømmen og historiens fremdrift, er dem, der betragtes som verdensskabere, som ejer og mestrer tiden. Med andre ord: den hvide befolkning. Men da Hegel sagde, at Afrika ikke er en historisk del af verden, antydede han, at Afrika ikke var andet end en stor landmasse, der optager plads på bunden af kloden. Afrikanere var altså pladsoptagere. I dag bliver den hvide befolkning ved med at styre strømmen og historiens fremdrift, mens den sorte befolkning ofte bliver behandlet som om, vi blot optager plads, som vi ikke er berettiget til. Tid og fremskridt bruges til at berettige et forbløfende højt niveau af vold mod vores mest sårbare befolkningsgrupper, som bliver opfattet som pladsoptagere snarere end verdensskabere. De flyttes ud af de byer de bor i, for at føre dem ind i det 21. århundrede.
Professor Sharon Holland asked: What happens when a person who exists in time meets someone who only occupies space? These racial struggles are battles over those who are perceived to be space-takers and those who are perceived to be world-makers. Those who control the flow and thrust of history are considered world-makers who own and master time. In other words: white people. But when Hegel famously said that Africa was no historical part of the world, he implied that it was merely a voluminous land mass taking up space at the bottom of the globe. Africans were space-takers. So today, white people continue to control the flow and thrust of history, while too often treating black people as though we are merely taking up space to which we are not entitled. Time and the march of progress is used to justify a stunning degree of violence towards our most vulnerable populations, who, being perceived as space-takers rather than world-makers, are moved out of the places where they live, in service of bringing them into the 21st century.
Forkortet levetid, grundet det distrikt man bor i, er blot ét eksempel på uretfærdig sammenhæng ml. tid og rum i sorte menneskers liv. Børn, født i New Orleans postnummer 70124, som er 93% hvidt, kan forvente at leve hele 25 år længere end børn født i New Orleans postnummer 70112, som er 60% sort. Børn, født i Washington DCs velhavende Maryland forstæder, kan forvente at leve hele 20 år længere end børn født i byens centrum.
Shortened life span according to zip code is just one example of the ways that time and space cohere in an unjust manner in the lives of black people. Children who are born in New Orleans zip code 70124, which is 93 percent white, can expect to live a full 25 years longer than children born in New Orleans zip code 70112, which is 60 percent black. Children born in Washington, DC's wealthy Maryland suburbs can expect to live a full 20 years longer than children born in its downtown neighborhoods.
Ta-Nehisi Coates argumenterer: "Det primære komponent i at blive en del af den sorte race, er det uundgåelige røveri af tid." Han siger, at vi oplever en diskrimination af tid ikke kun i strukturen men også personligt: i tabte øjeblikke af glæde, i tabte øjeblikke af tilknyttelse, i tabt kvalitetstid med ens kære og tabte år med livskvalitet.
Ta-Nehisi Coates argues that, "The defining feature of being drafted into the Black race is the inescapable robbery of time." We experience time discrimination, he tells us, not just as structural, but as personal: in lost moments of joy, lost moments of connection, lost quality of time with loved ones and lost years of healthy quality of life.
I den kommende fremtid. Ser du heri sorte mennesker? Har sorte mennesker en fremtid? Hvad hvis du tilhørte den race, som altid sættes op imod tiden? Hvad hvis din gruppe, var den gruppe, som ingen har forestillet sig en fremtid for? Disse konflikter i tid or rum mellem demonstranter og politi, mellem byudviklere og beboere maler ikke et særligt smukt billede af Amerikas håb for de sortes fremtid. Hvis nutiden er en form for indikator, så vil vores børn være underuddannede, sygdomme vil skabe problemer og boliger vil ikke være til at betale.
In the future, do you see black people? Do black people have a future? What if you belong to the very race of people who have always been pitted against time? What if your group is the group for whom a future was never imagined? These time-space clashes -- between protesters and police, between gentrifiers and residents -- don't paint a very pretty picture of what America hopes for black people's future. If the present is any indicator, our children will be under-educated, health maladies will take their toll and housing will continue to be unaffordable.
Så hvis vi virkelig er klar til at tale om fremtiden, skal vi måske begynde med at indrømme, at vi er løbet tør for tid. Os sorte - vi har altid været løbet tør for tid. Tiden tilhører ikke os. Vores liv er under evig tidspres. Tiden bliver brugt til at fortrænge os, eller rettere: vi tilskyndes at nøjes gennem evige opfordringer til blot at være tålmodige. Men hvis fortiden er et forord, så lad os udnytte, at vi lader til alligevel altid at være løbet tør for tid. Lad os forlange frihed nu.
So if we're really ready to talk about the future, perhaps we should begin by admitting that we're out of time. We black people have always been out of time. Time does not belong to us. Our lives are lives of perpetual urgency. Time is used to displace us, or conversely, we are urged into complacency through endless calls to just be patient. But if past is prologue, let us seize upon the ways in which we're always out of time anyway to demand with urgency freedom now.
Jeg tror på, at fremtiden er, hvad vi gør den til. Men først må vi blive enige om, at tiden tilhører os alle. Nej, vi får ikke alle lige meget tid, men vi kan beslutte, at den tid vi får er retfærdig og fri. Vi kan stoppe med at lade postnummer være den afgørende faktor for længden på ens levetid. Vi kan stoppe med at stjæle tid fra sorte børn ved brugen af karantæner og bortvisninger Vi kan stoppe med at stjæle sorte mennesker tid, ved brugen af lange fængselsdomme for ikke-voldelige forbrydelser. Politiet kan stoppe med at udøve overdreven magt, der stjæler tid og sorte liv.
I believe the future is what we make it. But first, we have to decide that time belongs to all of us. No, we don't all get equal time, but we can decide that the time we do get is just and free. We can stop making your zip code the primary determinant of your lifespan. We can stop stealing learning time from black children through excessive use of suspensions and expulsions. We can stop stealing time from black people through long periods of incarceration for nonviolent crimes. The police can stop stealing time and black lives through use of excessive force.
Jeg tror på, at fremtiden er, hvad vi gør den til. Men vi kan ikke nå dertil på farvede menneskers tid, eller de hvides tid, eller din tid, eller min tid. Det er vores tid. Vores.
I believe the future is what we make it. But we can't get there on colored people's time or white time or your time or even my time. It's our time. Ours.
Tak.
Thank you.
(bifald)
(Applause)