Jeg er, som mange af jer, en af de to milliarder mennesker på jorden, som bor i en by. Og der er dage - Jeg ved ikke med resten af jer - men der er dage, hvor jeg helt håndgribeligt føler, hvor meget jeg er afhængig af andre mennesker mere eller mindre, på alle områder i mit liv. Og nogle dage kan det endda være lidt skræmmende. Men hvad jeg er kommet for at tale om i dag er, hvordan den samme indbyrdes afhængighed, faktisk er en ekstremt stærk social infrastruktur, som vi fasktisk kan lære at styre, og således heale nogle af vores dybeste borgerlige problemstillinger, hvis vi gør brug af samarbejde igennem Open Source.
I, like many of you, am one of the two billion people on Earth who live in cities. And there are days -- I don't know about the rest of you -- but there are days when I palpably feel how much I rely on other people for pretty much everything in my life. And some days, that can even be a little scary. But what I'm here to talk to you about today is how that same interdependence is actually an extremely powerful social infrastructure that we can actually harness to help heal some of our deepest civic issues, if we apply open-source collaboration.
For et par år siden læste jeg en artikel af journalist Michael Pollan, i New York Times, hvori han diskuterede, at dyrke bare lidt af sin egen mad, er en af de bedste ting, vi kan gøre for miljøet. Da jeg læste dette var det midt om vinteren, og jeg havde bestemt ikke plads til en masse jord i min lejlighed i centrum af New York Så jeg var egentlig parat til bare, at læse den næste udgave af magasinet Wired, og finde ud af, hvordan eksperterne ville løse opgaven med, at finde løsninger på disse problemer i fremtiden. Men det var netop pointen, som Michael Pollan diskuterede i denne artikel -- At det er nemlig præcist når vi overlader ansvaret for alle disse ting til specialisterne, at vi bliver årsagen til den slags virvar, som vi kan observere i mad-systemet.
A couple of years ago, I read an article by New York Times writer Michael Pollan, in which he argued that growing even some of our own food is one of the best things that we can do for the environment. Now at the time that I was reading this, it was the middle of the winter and I definitely did not have room for a lot of dirt in my New York City apartment. So I was basically just willing to settle for just reading the next Wired magazine and finding out how the experts were going to figure out how to solve all these problems for us in the future. But that was actually exactly the point that Michael Pollan was making in this article -- it's precisely when we hand over the responsibility for all these things to specialists that we cause the kind of messes that we see with the food system. So, I happen to know a little bit from my own work
Jeg kender tilfældigvis til en smule fra mit eget arbejde om, hvordan NASA har brugt hydroponiske bede til at udforske, i dyrkning af afgrøder i rummet. Og man kan faktisk få et optimalt ernæringsmæssigt udbytte ved at anvende en form for flydende jord, af høj kvalitet, hen over planternes rodsystemer. For en plante er min lejlighed nok nogenlunde lige så fremmed, som det ydre rum. Men jeg kan tilbyde noget naturligt lys, samt klimakontrol året rundt.
about how NASA has been using hydroponics to explore growing food in space. And that you can actually get optimal nutritional yield by running a kind of high-quality liquid soil over plants' root systems. Now to a vegetable plant, my apartment has got to be about as foreign as outer space. But I can offer some natural light and year-round climate control.
Vi spoler to år frem i tiden, og nu har vi vinduesfarme, som er vertikale hydroponiske bede til, at dyrke spiselige afgrøder indendørs. Og måden det fungerer på er, at der sidder en pumpe i bunden, som periodisk sender en flydende næringsstof-opløsning op til toppen, hvor fra det siver ned igennem planternes rodsystemer, som hænger fast i små stykker ler, så der bliver altså ikke brugt jord. Lys og temperatur varierer for hver enkelt vindues mikroklima, så en vinduesfarm kræver en landmand. og hun må bestemme sig for hvilke afgrøder, hun vil dyrke i sin vinduesfarm, og om hun vil dyrke sine afgrøder økologisk.
Fast-forward two years later: we now have window farms, which are vertical, hydroponic platforms for food-growing indoors. And the way it works is that there's a pump at the bottom, which periodically sends this liquid nutrient solution up to the top, which then trickles down through plants' root systems that are suspended in clay pellets -- so there's no dirt involved. Now light and temperature vary with each window's microclimate, so a window farm requires a farmer, and she must decide what kind of crops she is going to put in her window farm, and whether she is going to feed her food organically.
Til at begynde med, var en vinduesfarm en teknisk meget kompleks idé, som først skulle igennem en lang testfase. Og jeg ville virkelig gerne have, at det skulle være et Open Source-projekt, fordi hydroponiske bede, er et af de områder, hvor der ansøges flest patenter i USA lige nu, og det kan evt. ende, som endnu et område som Monsanto, hvor erhverslives intellektuelle ejendomsret, står i vejen for menneskers mad. Så jeg besluttede, at i stedet for, at skabe et produkt, ville jeg i stedet starte dette her op, med en hel masse medudviklere.
Back at the time, a window farm was no more than a technically complex idea that was going to require a lot of testing. And I really wanted it to be an open project, because hydroponics is one of the fastest growing areas of patenting in the United States right now, and could possibly become another area like Monsanto, where we have a lot of corporate intellectual property in the way of people's food. So I decided that, instead of creating a product, what I was going to do was open this up to a whole bunch of codevelopers.
De første par systemer vi lavede virkede på sin vis. Vi kunne rent faktisk dyrke omkring en salat om ugen i en vindueskarm i en almindelg lejlighed i centrum af New York. Vi var i stand til at dyrke cherrytomater og agurker, og alt muligt andet. Men de første par systemer var de her lækkende, larmende, strømslugere, som Martha Stewart i hvert fald aldrig ville have sagt god for. (Latter) Så for at bringe flere medudviklere ind i det, gjorde vi det, at vi lavede en social medie hjemmeside, hvor vi offentliggjorde disse designs, vi forklarede hvordan de fungerede, og vi gik endda så langt, at vi beskrev alle problemerne med disse systemer. Og så inviterede vi mennesker fra hele verden til, at bygge dem og ekserimentere sammen med os. Så faktisk har vi på denne hjemmeside 18.000 mennesker. Og vi har vinduesfarme over hele verden.
The first few systems that we created, they kind of worked. We were actually able to grow about a salad a week in a typical New York City apartment window. And we were able to grow cherry tomatoes and cucumbers, all kinds of stuff. But the first few systems were these leaky, loud power-guzzlers that Martha Stewart would definitely never have approved. (Laughter) So to bring on more codevelopers, what we did was we created a social media site on which we published the designs, we explained how they worked, and we even went so far as to point out everything that was wrong with these systems. And then we invited people all over the world to build them and experiment with us. So actually now on this website, we have 18,000 people. And we have window farms all over the world.
Det vi gør, er hvad NASA eller store virksomheder ville kalde for R&D, eller forskning og udvikling. Men det vi kalder det er R&D-G-D-S, eller forskning og udvikle det selv. Så for eksempel Jackson kom og foreslog, at vi brugte luftpumper i stedet for vandpumper. Der skulle bygges en hel del systemer, før det rigtig lykkedes, men så snart det gjorde, så var vi i stand til, at reducere halvdelen af vores udledning af drivhusgasser Tony i Chicago har haft en tilgang til eksperimenterne, meget lig mange andre vinduesfarmere, og han har fået sine jordbær til at give frugt ni måneder om året, under lavt belyste betingelser, simpelthen ved, at ændre de organiske næringsstoffer. Og vinduesfarmere i Finland har tilpasset deres vinduesfarme, så de passer til de mørke finske vintre, ved at udstyre dem med LED vækst lys, som de nu er ved at lave til Open Source og en del af projektet.
What we're doing is what NASA or a large corporation would call R&D, or research and development. But what we call it is R&D-I-Y, or "research and develop it yourself." (Laughter) So, for example, Jackson came along and suggested that we use air pumps instead of water pumps. It took building a whole bunch of systems to get it right, but once we did, we were able to cut our carbon footprint nearly in half. Tony in Chicago has been taking on growing experiments, like lots of other window farmers, and he's been able to get his strawberries to fruit for nine months of the year in low-light conditions by simply changing out the organic nutrients. And window farmers in Finland have been customizing their window farms for the dark days of the Finnish winters by outfitting them with LED grow lights that they're now making open source and part of the project.
Så vinduesfarme har udviklet sig igennem en hurtig versioneringsprocess, lignende den der anvendes til software. Og som med alle andre Open Source-projekter, er det rigtige udbytte, det samspil der er, blandt specifikke problemstillinger, blandt mennesker, der tilpasser deres systemer i forhold til deres egne problemstillinger, samt de mere universelle problemstillinger. Så mit kerne team og jeg var i stand til, at koncentrere os om forbedringer, som virkelig kommer alle til gode. Og vi er i stand ti, at tage hånd om nyankomnes behov.
So window farms have been evolving through a rapid versioning process similar to software. And with every open source project, the real benefit is the interplay between the specific concerns of people customizing their systems for their own particular concerns, and the universal concerns. So my core team and I are able to concentrate on the improvements that really benefit everyone. And we're able to look out for the needs of newcomers.
Så for gør-det-selv folket tilbyder vi gratis og gennemtestede instruktioner, således at alle, hvor som helst i verden, kan bygge et af disse systemer gratis. Og der er patentanmeldelse på disse systemer også, som ejes af fællesskabet. Og til at finansiere projektet, går vi sammen om at lave produkter, som vi sælger til skoler og privatpersoner, der ikke har tid til, at bygge deres egne systemer.
So for do-it-yourselfers, we provide free, very well-tested instructions so that anyone, anywhere around the world, can build one of these systems for free. And there's a patent pending on these systems as well that's held by the community. And to fund the project, we partner to create products that we then sell to schools and to individuals who don't have time to build their own systems.
I vores fællesskab er der opstået en bestemt kultur. I denne kultur er det mere anset, at være en tester, som bakker op om en andens idé, end det er bare at være idémanden. Det som vi får ud af dette projekt er, at vi får støtte til vores eget arbejde, samt en oplevelse af rent faktisk at bidrage til miljøbevægelsen på en anderledes måde, end bare at skifte til el-sparepærer. Men jeg tror Eileen sagde det bedst, at det vi virkelig får ud af det her er, er glæden ved at bidrage. Så hun udtrykker her, hvordan det er, at se nogen på den anden side af jorden, der har brugt din idé, bygget ud fra den, og anerkendt dig for dit bidrag. Hvis vi virkelig ønsker, at se den brede forbrugerkultur ændre sig, som vi alle snakker om, som miljøforkæmpere og madelskere, så er vi måske nød til, helt at skrotte begrebet forbruger, og i stedet bakke op omkring mennesker, som gør en forskel.
Now within our community, a certain culture has appeared. In our culture, it is better to be a tester who supports someone else's idea than it is to be just the idea guy. What we get out of this project is support for our own work, as well as an experience of actually contributing to the environmental movement in a way other than just screwing in new light bulbs. But I think that Eleen expresses best what we really get out of this, which is the actual joy of collaboration. So she expresses here what it's like to see someone halfway across the world having taken your idea, built upon it and then acknowledging you for contributing. If we really want to see the kind of wide consumer behavior change that we're all talking about as environmentalists and food people, maybe we just need to ditch the term "consumer" and get behind the people who are doing stuff.
Open Source-projekter synes at leve deres eget liv. Og det vi kan se er, at "forskning og udvikling gør-det-selv", har bevæget sig ud over bare vinduesfarme og LED-lys, til solpaneler og hydroponiske bede. Og vi bygger oven på nyskabelser, fra generationer, der kom før os. Og vi kigger frem mod generationer, som virkelig har brug for, at vi nyskaber måden vi lever på i dag. Så vi ønsker at du vil være med til at genopdage værdien af forenede borgere, og til at erklære, at vi alle stadig er pionerer.
Open source projects tend to have a momentum of their own. And what we're seeing is that R&D-I-Y has moved beyond just window farms and LEDs into solar panels and aquaponic systems. And we're building upon innovations of generations who went before us. And we're looking ahead at generations who really need us to retool our lives now. So we ask that you join us in rediscovering the value of citizens united, and to declare that we are all still pioneers.
(Bifald)
(Applause)