Så jeg har "fremudsagt," hvilket er et udtryk jeg fandt på --
So I've been "futuring," which is a term I made up --
(Latter)
(Laughter)
for omkring tre sekunder siden. Jeg har fremudsagt for omkring 20 år, og da jeg først begyndte, ville jeg sætte mig ned med folk, og sige, "Hej, lad os tale 10, 20 år frem." Og de ville sige, "Fedt." Og jeg har set den tidshorisont blive kortere og kortere og kortere, så meget, at jeg mødtes med en CEO to måneder siden, og jeg sagde -- vi er påbegyndt vores første samtale. Han siger, "Jeg elsker hvad du gør. Jeg vil gerne tale om de næste seks måneder."
about three seconds ago. I've been futuring for about 20 years, and when I first started, I would sit down with people, and say, "Hey, let's talk 10, 20 years out." And they'd say, "Great." And I've been seeing that time horizon get shorter and shorter and shorter, so much so that I met with a CEO two months ago and I said -- we started our initial conversation. He goes, "I love what you do. I want to talk about the next six months."
(Latter)
(Laughter)
Vi står overfor en masse problemer. Disse er problemer på civilisatorisk-skala. Problemet er dog, at vi ikke kan løse dem ved at bruge de mentale modeller vi bruger lige nu for at prøve at løse disse problemer. En masse teknisk arbejde bliver lavet, men der er et problem vi bliver nødt til at løse på forhånd, hvis vi gerne vil flytte på de store problemer. "Kortsigtethed." Ikke? Der er ingen marcher. Der er ingen armbånd. Der er ingen andragender du kan tegne for at være imod kortsigtethed. Jeg prøvede at sætte en op, men ingen underskrev. Det var underligt.
We have a lot of problems that we are facing. These are civilizational-scale problems. The issue though is, we can't solve them using the mental models that we use right now to try and solve these problems. Yes, a lot of great technical work is being done, but there is a problem that we need to solve for a priori, before, if we want to really move the needle on those big problems. "Short-termism." Right? There's no marches. There's no bracelets. There's no petitions that you can sign to be against short-termism. I tried to put one up, and no one signed. It was weird.
(Latter)
(Laughter)
Men det forhindrer os i at gøre så meget. Kortsigtethed, af mange årsager, har gennemtrængt hver en afkrog af vores virkelighed. Jeg vil gerne ha at i tager et sekund og bare tænke på et problem i overvejer at arbejde på. Det kan være personligt, det kan være på arbejdet eller det kan være verdenssituations problemer, og tænk på hvor langt ud i kommer til at tænke, omkring løsningen på det.
But it prevents us from doing so much. Short-termism, for many reasons, has pervaded every nook and cranny of our reality. I just want you to take a second and just think about an issue that you're thinking, working on. It could be personal, it could be at work or it could be move-the-needle world stuff, and think about how far out you tend to think about the solution set for that.
Fordi kortsigtethed forhindrer CEO'en i at købe virkelig dyrt sikkerhedsudstyr. Det vil gøre ondt på bundlinjen. Så vi får Dybvands Horisonten. Kortsigtethed forhindrer lærere i at bruge en-til-en kvalitetstid med deres elever. Så lige nu i Amerika, dropper en high school elev ud hvert 26. sekund. Kortsigtethed forhindrer Kongressen -- undskyld hvis der er nogen her fra Kongressen --
Because short-termism prevents the CEO from buying really expensive safety equipment. It'll hurt the bottom line. So we get the Deepwater Horizon. Short-termism prevents teachers from spending quality one-on-one time with their students. So right now in America, a high school student drops out every 26 seconds. Short-termism prevents Congress -- sorry if there's anyone in here from Congress --
(Latter)
(Laughter)
eller ikke så meget --
or not really that sorry --
(Latter)
(Laughter)
fra at putte penge ind i et rigtigt infrastrukturalt lovforslag. Så hvad vi får er I-35W bro-kollapset over Misissippi-floden et par år tilbage, 13 døde. Det har ikke altid været sådan her. Vi byggede Panama Kanalen. Vi har stort set udryddet global polio. Vi byggede den trans kontinentale jernbane, Marshall Planen. Og det er ikke bare store, fysiske infrastruktur problemer og udfordringer. Kvinders valgret, retten til at stemme. Men i vores kortsigtetheds tid, hvor alting virker til at ske lige nu, og hvor vi kun kan tænke frem til det næste tweet eller forside-opslag, så bliver hyper-reaktionær.
from putting money into a real infrastructure bill. So what we get is the I-35W bridge collapse over the Mississippi a few years ago, 13 killed. It wasn't always like this. We did the Panama Canal. We pretty much have eradicated global polio. We did the transcontinental railroad, the Marshall Plan. And it's not just big, physical infrastructure problems and issues. Women's suffrage, the right to vote. But in our short-termist time, where everything seems to happen right now and we can only think out past the next tweet or timeline post, we get hyper-reactionary.
Så hvad gør vi? Vi tager folk som flygter fra deres krigs-hærdede land, og vi går efter dem. Vi tager små kriminelle stof forbrydere og sætter dem væk på livstid. Og så bygger vi kæmpe Mansions uden overhovedet at tænke på hvordan folk nogensinde får råd til dem med deres job. Det er en hurtig sorteper.
So what do we do? We take people who are fleeing their war-torn country, and we go after them. We take low-level drug offenders, and we put them away for life. And then we build McMansions without even thinking about how people are going to get between them and their job. It's a quick buck.
Realiteten er, at for mange af disse problemer, der er nogle tekniske løsninger, mange af dem. Jeg kalder disse tekniske løsninger, sandpose strategier. Så i ved at der er en storm på vej, dæmningen er ødelagt, ingen har kastet penge efter den, i omgiver jeres hjem med sandposer. Og gæt hvad? Det virker. Stormen forsvinder, vandstanden går ned, i skiller jer af med sandposerne, og i gør dette storm efter storm efter storm. Og her er den lumske ting. En sandpose strategi kan få dig genvalgt. En sandpose strategi kan hjælpe dig med at nå dine kvartal numre.
Now, the reality is, for a lot of these problems, there are some technical fixes, a lot of them. I call these technical fixes sandbag strategies. So you know there's a storm coming, the levee is broken, no one's put any money into it, you surround your home with sandbags. And guess what? It works. Storm goes away, the water level goes down, you get rid of the sandbags, and you do this storm after storm after storm. And here's the insidious thing. A sandbag strategy can get you reelected. A sandbag strategy can help you make your quarterly numbers.
Så, hvis du gerne vil bevæge dig fremad ind i en anden fremtid end den vi har lige nu, for jeg tror ikke vi har ramt -- 2016 er ikke top civilisationen.
Now, if we want to move forward into a different future than the one we have right now, because I don't think we've hit -- 2016 is not peak civilization.
(Latter)
(Laughter)
Der er mere vi kan gøre. Men mit argument er, at medmindre vi ændre vores mentale modeller og vores mentale kort på hvordan vi tænker om kortsigtet, så sker det ikke.
There's some more we can do. But my argument is that unless we shift our mental models and our mental maps on how we think about the short, it's not going to happen.
Så hvad jeg har udviklet er noget der hedder "langbane," og det er en øvelse. Og langbane er ikke en slags én gang-færdig øvelse. Jeg er sikker på, at alle her på ét tidspunkt har lavet et off-site med en masse Post-It noter og tavler, og i laver -- ingen fornærmelse mod konsulenterne herinde som gør det -- og i laver en lang-sigtet plan, og to uger efter, glemmer alle om den. Ikke? Eller en uge efter. Hvis i er heldige, tre måneder. Det er en øvelse for det er ikke nødvendigvis en ting i gør. Det er en proces hvor du bliver nødt til at blive ved med at tænke i forskellige baner for hvér større beslutning du arbejder på. Så jeg vil gerne gennemgå disse tre måder at tænke på.
So what I've developed is something called "longpath," and it's a practice. And longpath isn't a kind of one-and-done exercise. I'm sure everyone here at some point has done an off-site with a lot of Post-It notes and whiteboards, and you do -- no offense to the consultants in here who do that -- and you do a long-term plan, and then two weeks later, everyone forgets about it. Right? Or a week later. If you're lucky, three months. It's a practice because it's not necessarily a thing that you do. It's a process where you have to revisit different ways of thinking for every major decision that you're working on. So I want to go through those three ways of thinking.
Den første: transgenerationel tænkning. Jeg elsker filosofferne: Plato, Sokrates, Habermas, Heidegger. Jeg er opdraget om dem. Men de gjorde alle én ting der faktisk ikke virkede som noget særligt indtil jeg virkelig begyndte at grave ned i det. Og de tog alle, som en måleenhed for hele deres virkelighed for hvad det betød at værre dydig og god, den ene livstid, for fødsel til død. Men her er et problem med disse ploblemstillinger: de stabler sig oven på os, fordi den eneste måde vi ved hvordan man gør noget godt i verden er hvis vi gør det imellem vores fødsel og død Det er hvad vi er programmeret til. Hvis du går til selv-hjælp sektionen i enhver bog butik, det er alt omkring dig. Hvilket er godt, medmindre du har med nogle af disse store problemstillinger at gøre. Så med transgenerationel tænknin, hvilket virkelig er transgenerationel etik, du er istand til at udvide hvordan du tænker omkring disse problemer, hvad er din rolle i at hjælpe med at løse dem.
So the first: transgenerational thinking. I love the philosophers: Plato, Socrates, Habermas, Heidegger. I was raised on them. But they all did one thing that didn't actually seem like a big deal until I really started kind of looking into this. And they all took, as a unit of measure for their entire reality of what it meant to be virtuous and good, the single lifespan, from birth to death. But here's a problem with these issues: they stack up on top of us, because the only way we know how to do something good in the world is if we do it between our birth and our death. That's what we're programmed to do. If you go to the self-help section in any bookstore, it's all about you. Which is great, unless you're dealing with some of these major issues. And so with transgenerational thinking, which is really kind of transgenerational ethics, you're able to expand how you think about these problems, what is your role in helping to solve them.
Det er ikke noget der bare skal gøres ved Sikkerhedsrådets afdeling. Det er noget du kan gøre på meget personlig vis. Så i ny og næ, hvis jeg er heldig, tager min kone og jeg ud og spiser, og vi har tre børn under syv år. Så i kan forestille jer, at det er et fredfyldt, stille måltid.
Now, this isn't something that just has to be done at the Security Council chamber. It's something that you can do in a very kind of personal way. So every once in a while, if I'm lucky, my wife and I like to go out to dinner, and we have three children under the age of seven. So you can imagine it's a very peaceful, quiet meal.
(Latter)
(Laughter)
Så vi sidder ned og bogstaveligt talt, alt jeg vil er at spise og chille, og mine børn har en totalt og komplet anden idé af hvad vi skal lave. Så min første idé er min sandpose strategi, ikke? Det er at gå ned i min lomme og tage min Iphone frem og give dem "Frozen" eller nogle andre bedst-sælgende spil ting. Og så stopper jeg og jeg bliver nødt til at putte denne transgenerationelle tænke kasket på. Jeg gør det ikke i restauranten, for det ville være bizart, men jeg bliver nødt -- Jeg gjorde det én gang og derfor lærte jeg det var bizart.
So we sit down and literally all I want to do is just eat and chill, and my kids have a completely and totally different idea of what we're going to be doing. And so my first idea is my sandbag strategy, right? It's to go into my pocket and take out the iPhone and give them "Frozen" or some other bestselling game thing. And then I stop and I have to kind of put on this transgenerational thinking cap. I don't do this in the restaurant, because it would be bizarre, but I have to -- I did it once, and that's how I learned it was bizarre.
(Latter)
(Laughter)
Og du bliver nødt til at tænke, "OK, jeg kan gøre det." Men hvad lære det dem? Så hvad betyder det, hvis jeg faktisk medbringer noget papir eller engagerer med dem i en samtale? Det svært. Det ikke nemt, og jeg gør det meget personligt. Det faktisk mere traumatisk end nogle af de store problemstillinger jeg arbejder med i verden -- underholde mine børn ved bordet. Men hvad det gør er at det forbinder dem til nuet med mig, men det gør også -- og dette er kernen af transgenerationel tænkning etik -- Det lære dem hvordan de skal interagerer med deres børn and deres børn og deres børn.
And you have to kind of think, "OK, I can do this." But what is this teaching them? So what does it mean if I actually bring some paper or engage with them in conversation? It's hard. It's not easy, and I'm making this very personal. It's actually more traumatic than some of the big issues that I work on in the world -- entertaining my kids at dinner. But what it does is it connects them here in the present with me, but it also -- and this is the crux of transgenerational thinking ethics -- it sets them up to how they're going to interact with their kids and their kids and their kids.
Anden, fremtids tænkning. Når vi tænker på fremtiden, 10, 15 år frem, giv mig en vision af hvad fremtiden er. I behøver ikke give det til mig, men tænk i dit hovedet. Og hvad du sikker vil se er den dominante kulturalle linse der dominerer vores tænkning omkring fremtiden lige nu: teknologi. Så når vi tænker omkring problemerne, vi tager det altid igennem en teknologisk linse, a teknisk-centreret, en techno-utopisk, og der er intet galt med det, men det er noget vi virkelig skal tænke dybt over hvis vi skal flytte på disse store problemstillinger, Fordi det har ikke altid været sådan her. Right? Oldtiden havde deres måde at tænke omkring hvad fremtiden var. Kirken havde bestemt deres idé om hvad fremtiden kunne være, og du kunne faktisk betale din vej ind i fremtiden. Right? Og heldigvis for menneskeheden, fik vi den videnskabelige revolution. Derfra, vi fik teknologien, men hvad er der sket -- Og forresten, dette er ikke en kritik. Jeg elsker teknologi. Alt i mit hus snakker tilbage til mig, fra mine børn til mine højtalere til alting.
Second, futures thinking. When we think about the future, 10, 15 years out, give me a vision of what the future is. You don't have to give it to me, but think in your head. And what you're probably going to see is the dominant cultural lens that dominates our thinking about the future right now: technology. So when we think about the problems, we always put it through a technological lens, a tech-centric, a techno-utopia, and there's nothing wrong with that, but it's something that we have to really think deeply about if we're going to move on these major issues, because it wasn't always like this. Right? The ancients had their way of thinking about what the future was. The Church definitely had their idea of what the future could be, and you could actually pay your way into that future. Right? And luckily for humanity, we got the scientific revolution. From there, we got the technology, but what has happened -- And by the way, this is not a critique. I love technology. Everything in my house talks back to me, from my children to my speakers to everything.
(Latter)
(Laughter)
Men vi har fralagt fremtiden fra de høje præster i Rom til de høje præster af Silicon Valley. Så når vi tænker, nå, hvordan skal vi behandle klima eller fattigdom eller hjemløshed, vores første reaktion er at tænke om det gennem vores teknologiske linse. Og hør, jeg foreslår ikke at vi går til denne fyr. I jeg elsker Joel, misforstå mig ikke, men jeg siger ikke vi går til Joel. Hvad jeg siger er at vi bliver nødt til at gentænke vores basale antagelse om kun at kigge på fremtiden på en måde, kun at kigge på det gennem den dominante linse. For vores problemer er så store og bredde at vi bliver nødt til at åbne os op.
But we've abdicated the future from the high priests in Rome to the high priests of Silicon Valley. So when we think, well, how are we going to deal with climate or with poverty or homelessness, our first reaction is to think about it through a technology lens. And look, I'm not advocating that we go to this guy. I love Joel, don't get me wrong, but I'm not saying we go to Joel. What I'm saying is we have to rethink our base assumption about only looking at the future in one way, only looking at it through the dominant lens. Because our problems are so big and so vast that we need to open ourselves up.
Så derfor gør jeg alting i min magt til ikke at snakke om fremtiden. Jeg snakker om fremtider. Det åbner samtalen igen. Så når du sidder og tænker om hvordan vi rykker fremad på dette store problem -- det kunne være derhjemme, det kunne være på arbejde, det kunne igen være på en global scene -- snyd ikke dig selv for at tænke udover teknologien som en løsning for vi er mere bekymrede om teknologisk evolution lige nu end vi er om moral evolution. Og med mindre vi fixer det, bliver vi ikke istand til at komme ud af kortsigtethed og komme til hvor vi gerne vil være.
So that's why I do everything in my power not to talk about the future. I talk about futures. It opens the conversation again. So when you're sitting and thinking about how do we move forward on this major issue -- it could be at home, it could be at work, it could be again on the global stage -- don't cut yourself off from thinking about something beyond technology as a fix because we're more concerned about technological evolution right now than we are about moral evolution. And unless we fix for that, we're not going to be able to get out of short-termism and get to where we want to be.
Den sidste, telos tænkning. Dette kommer fra den Græske rod. Ultimativ mål og ultimativ mening. Og det er virkelig at spørge et spørgsmål: til hvilken ende? Hvornår var sidste gang du spurgte dig selv: Til hvilken ende? Og da du spurgte dig selv det, hvor langt ud gik du? Forbi langt er ikke langt nok længere. Tre, fem år gør det ikke. Det er 30, 40, 50, 100 år.
The final, telos thinking. This comes from the Greek root. Ultimate aim and ultimate purpose. And it's really asking one question: to what end? When was the last time you asked yourself: To what end? And when you asked yourself that, how far out did you go? Because long isn't long enough anymore. Three, five years doesn't cut it. It's 30, 40, 50, 100 years.
I Homer's epik, "The Odyssey." Oddyseus havde svaret til hans "hvilken ende." Det var Ithaca. Det var en dristig vision af hvad han ville -- at returnerer til Penelope. Og jeg kan fortælle jer, på grund af det arbejde jeg laver, men i ved det også intuitivt -- vi har mistet vores Ithaca. Vi har mistet vores "til hvilken ende," så vi bliver i dette hamster hjul. Og ja, vi prøver at løse disse problemer, Men hvad kommer efter vi løser problemet? Og medmindre du definerer hvad der kommer efter, så rykker folk sig ikke. Firmaerne -- dette er ikke bare omkring firmaerne -- men firmaerne der konsekvent bryder ud af kortsigtethed er ikke overraskende familie-drevne firmaer. De er transgenerationelle. De er telos. De tænker på fremtiden. Og dette er en reklame for Patek Philippe. De er 175 år gamle, og hvad der er fantastisk er at de bogstaveligt legemliggør denne form for langsigtet fornuft i deres mærke, fordi, forresten, så ejer du faktisk aldrig en Patek Philippe, og jeg vil bestemt ikke --
In Homer's epic, "The Odyssey," Odysseus had the answer to his "what end." It was Ithaca. It was this bold vision of what he wanted -- to return to Penelope. And I can tell you, because of the work that I'm doing, but also you know it intuitively -- we have lost our Ithaca. We have lost our "to what end," so we stay on this hamster wheel. And yes, we're trying to solve these problems, but what comes after we solve the problem? And unless you define what comes after, people aren't going to move. The businesses -- this isn't just about business -- but the businesses that do consistently, who break out of short-termism not surprisingly are family-run businesses. They're transgenerational. They're telos. They think about the futures. And this is an ad for Patek Philippe. They're 175 years old, and what's amazing is that they literally embody this kind of longpathian sense in their brand, because, by the way, you never actually own a Patek Philippe, and I definitely won't --
(Latter)
(Laughter)
medmindre nogen bare vil kaste 25,000 dollars på scenen. Du passer på det for den næste generation.
unless somebody wants to just throw 25,000 dollars on the stage. You merely look after it for the next generation.
Så det er vigtigt at vi husker, fremtiden, vi behandler den som et navneord. Det er det ikke. Det er et udsagnsord. Det kræver handling. Det kræver vi skubber ind i det. Det er ikke denne ting der skyller ind over os. Det er noget vi faktisk har kontrol over. Men i et kortsigtet samfund, vi ender med at føle vi ikke har. Vi føler som om vi er fanget. Vi kan komme over det.
So it's important that we remember, the future, we treat it like a noun. It's not. It's a verb. It requires action. It requires us to push into it. It's not this thing that washes over us. It's something that we actually have total control over. But in a short-term society, we end up feeling like we don't. We feel like we're trapped. We can push through that.
Nu bliver jeg mere komfortabel i det fact, at på et tidspunkt i den uundgåelige fremtid, vil jeg dø. Men pga. disse nye måder at tænke og gøre, både i den ydre verden men også med min familie derhjemme, og hvad jeg forlader mine børn, bliver jeg mere komfortabel i det faktum. Og det er noget mange af os har det ubehageligt med, men jeg siger jer, tænk det igennem. Brug denne type tænkning og i kan skubbe jer selv over hvad uundgåeligt er meget, meget ukomfortabelt.
Now I'm getting more comfortable in the fact that at some point in the inevitable future, I will die. But because of these new ways of thinking and doing, both in the outside world and also with my family at home, and what I'm leaving my kids, I get more comfortable in that fact. And it's something that a lot of us are really uncomfortable with, but I'm telling you, think it through. Apply this type of thinking and you can push yourself past what's inevitably very, very uncomfortable.
Og det begynder alt sammen med jer der spørger dette spørgsmål: Hvad er jeres langsigt? Men jeg spørger jer, når i spørger jer selv det nu eller i aften eller bag et rat eller i bestyrelseslokalet eller situations lokalet: Skub forbi den lange-bane, hurtigt, oh, hvad er min langsigt de næste tre år eller fem år? Prøv at skubbe forbi dit eget liv hvis du kan fordi det får dig til at gøre ting en smule større end du havde tænkt muligt.
And it all begins really with yourself asking this question: What is your longpath? But I ask you, when you ask yourself that now or tonight or behind a steering wheel or in the boardroom or the situation room: push past the longpath, quick, oh, what's my longpath the next three years or five years? Try and push past your own life if you can because it makes you do things a little bit bigger than you thought were possible.
Ja, vi har store, store problemer derude. Med denne proces, med denne tænkning. Jeg tror at vi kan gøre en forskel. Jeg tror I kan gøre en forskel, og jeg tror på jer.
Yes, we have huge, huge problems out there. With this process, with this thinking, I think we can make a difference. I think you can make a difference, and I believe in you guys.
Tak.
Thank you.
(Bifald)
(Applause)