Mit emne i dag er indlæring. Og i den ånd, vil jeg kaste jer ud i en quiz. Klar? Hvornår begynder indlæringen? Mens du nu grubler over det spørgsmål, tænker du måske på den første dag i daginstitution, eller børnehaven, den første gang børn kommer ind i et klasselokale med en lærer. Eller måske tænker du på småbarns fasen, når børn lærer hvordan man går og snakker og bruger en gaffel. Måske har du mødte nul til tre bevægelsen, som påstår at de vigtigste år for at lære ting er de tidligste. Så dit svar på mit spørgsmål ville være: Indlæring begynder ved fødslen.
My subject today is learning. And in that spirit, I want to spring on you all a pop quiz. Ready? When does learning begin? Now as you ponder that question, maybe you're thinking about the first day of preschool or kindergarten, the first time that kids are in a classroom with a teacher. Or maybe you've called to mind the toddler phase when children are learning how to walk and talk and use a fork. Maybe you've encountered the Zero-to-Three movement, which asserts that the most important years for learning are the earliest ones. And so your answer to my question would be: Learning begins at birth.
Men i dag vil jeg vise jer en ide der måske overrasker og måske endda virker usandsynlig, men som bliver understøttet af de nyeste beviser fra psykologi og biologi. Og at det er at den vigtigste indlæring vi nogensinde gør sker før vi bliver født, mens vi stadig er i livmoderen. Nu er jeg en videnskabelig journalist. Jeg skriver bøger og artikler i magasiner. Og jeg er også en mor. Og de to roller samlede sig for mig i en bog jeg skrev og kaldte "Origins". "Origins" er en rapport fra frontlinjerne af et spændende nyt felt der hedder føtal oprindelse. Føtal oprindelse er en videnskabelig disciplin der startede for cirka to årtier siden, og det er baseret på teorien om at vores helbred og velbefindende gennem livet er afgørende påvirket af de ni måneder vi bruger i livmoderen. Nu er denne teori mere end bare intellektuelt interesse for mig. Jeg var selv gravid da jeg lavede research for bogen. Og en af de mest fascinerende indsigter jeg tog med fra dette arbejde er at vi lærer alle om verden før vi kommer ind i den.
Well today I want to present to you an idea that may be surprising and may even seem implausible, but which is supported by the latest evidence from psychology and biology. And that is that some of the most important learning we ever do happens before we're born, while we're still in the womb. Now I'm a science reporter. I write books and magazine articles. And I'm also a mother. And those two roles came together for me in a book that I wrote called "Origins." "Origins" is a report from the front lines of an exciting new field called fetal origins. Fetal origins is a scientific discipline that emerged just about two decades ago, and it's based on the theory that our health and well-being throughout our lives is crucially affected by the nine months we spend in the womb. Now this theory was of more than just intellectual interest to me. I was myself pregnant while I was doing the research for the book. And one of the most fascinating insights I took from this work is that we're all learning about the world even before we enter it.
Når vi holder vores børn for første gang, forestiller vi os måske at de er rene tavler, umærkede af livet, selvom de faktisk, allerede er formet af os og af den bestemte verden vi lever i. I dag vil jeg dele nogle fantastiske ting med jer, som videnskabsfolk finder ud af om hvad fostre lærer mens de stadig er i deres mor mave.
When we hold our babies for the first time, we might imagine that they're clean slates, unmarked by life, when in fact, they've already been shaped by us and by the particular world we live in. Today I want to share with you some of the amazing things that scientists are discovering about what fetuses learn while they're still in their mothers' bellies.
For det første, lærer de deres mors stemme. Fordi lyden fra den udefrakommende verden skal gå gennem moderens mavevæv og gennem fostervandet der omgiver fostret, er de stemmer som fostret hører, begyndende ved cirka den fjerde måned af svangerskabsperioden, er dæmpede og dumpede. En forsker siger at de nok lyder ret meget som stemmen på Søren Bruns lærer i den gamle "Radiserne" tegneserie. Men den gravide kvindes egen stemme giver genklang gennem hendes krop, og når fostret mere intakt. Og fordi fostret er sammen med hende hele tiden, hører det stemmen meget. Når først barnet er født, genkender det hendes stemme og det foretrækker at høre hendes stemme frem for nogen andens.
First of all, they learn the sound of their mothers' voices. Because sounds from the outside world have to travel through the mother's abdominal tissue and through the amniotic fluid that surrounds the fetus, the voices fetuses hear, starting around the fourth month of gestation, are muted and muffled. One researcher says that they probably sound a lot like the the voice of Charlie Brown's teacher in the old "Peanuts" cartoon. But the pregnant woman's own voice reverberates through her body, reaching the fetus much more readily. And because the fetus is with her all the time, it hears her voice a lot. Once the baby's born, it recognizes her voice and it prefers listening to her voice over anyone else's.
Hvordan ved vi dette? Nyfødte børn kan ikke gøre meget, men en ting de er virkelig gode til er at sutte. Forskere udnytter dette faktum til at lave to gummi brystvorter, så når barnet sutter på den ene, hører det en optagelse af moderens stemme gennem et par hovedtelefoner, og hvis det sutter på den anden brystvorte, hører det en optagelse af en kvindelig fremmeds stemme. Børn viser hurtigt deres præference ved at vælge den første. Forskere udnytter også det faktum at børn nedsætter hastigheden af deres sutten når der er noget der interesserer dem og går ud fra at de sutter hurtigt når de keder sig. Det er sådan forskere fandt ud af at, efter kvinder flere gange læser højt af et afsnit af Dr. Seuss "The Cat in the Hat" mens de var gravide, genkender deres nyfødte barn den passage når de hører den uden for livmoderen. Mit yndlingseksperiment af denne slags er det der viser at børn af kvinder der så en bestemt tv-serie hver dag i deres graviditet genkendte sangen fra den serie da de blev født. Så fostre lærer endda om det bestemte sprog der bliver talt i den verden de fødes ind i.
How can we know this? Newborn babies can't do much, but one thing they're really good at is sucking. Researchers take advantage of this fact by rigging up two rubber nipples, so that if a baby sucks on one, it hears a recording of its mother's voice on a pair of headphones, and if it sucks on the other nipple, it hears a recording of a female stranger's voice. Babies quickly show their preference by choosing the first one. Scientists also take advantage of the fact that babies will slow down their sucking when something interests them and resume their fast sucking when they get bored. This is how researchers discovered that, after women repeatedly read aloud a section of Dr. Seuss' "The Cat in the Hat" while they were pregnant, their newborn babies recognized that passage when they hear it outside the womb. My favorite experiment of this kind is the one that showed that the babies of women who watched a certain soap opera every day during pregnancy recognized the theme song of that show once they were born. So fetuses are even learning about the particular language that's spoken in the world that they'll be born into.
Et studie der blev udgivet sidste år fandt ud af, at fra fødslen, fra det øjeblik, græder børn med den accent som deres mors sprog har. Franske børn græder i en stigende tone mens tyske børn ender på en faldende tone, og imiterer de melodiske konturer af disse sprog. Men hvorfor ville denne form for foster læring være nyttig? Det er måske udviklet for at hjælpe barnet med at overleve. Fra det øjeblik de bliver født, reagerer barnet mest på stemmen af den person der med størst sandsynlighed vil sørge for det -- dets mor. Det får endda sin gråd til at lyde som moderens sprog, hvilket nok får barnet til at være mere vellidt af moderen, og muligvis giver barnet det forspring i den svære opgave at lære hvordan man forstår og taler dets modersmål.
A study published last year found that from birth, from the moment of birth, babies cry in the accent of their mother's native language. French babies cry on a rising note while German babies end on a falling note, imitating the melodic contours of those languages. Now why would this kind of fetal learning be useful? It may have evolved to aid the baby's survival. From the moment of birth, the baby responds most to the voice of the person who is most likely to care for it -- its mother. It even makes its cries sound like the mother's language, which may further endear the baby to the mother, and which may give the baby a head start in the critical task of learning how to understand and speak its native language.
Men det er ikke kun lyde som fostre lærer om i livmoderen. Det er også smag og dufte. Ved syvmåneders alderen er fostrets smagsløg fuldt udviklede, og dets lugte receptorer, der får det til at dufte, virker. Smagen af den mad som den gravide kvinde spiser finder deres vej ind i fostervandet, der hele tiden bliver slugt af fosteret. Børn lader til at huske og foretrække disse smag når de kommer ud i verden. I et eksperiment, blev en gruppe gravide kvinder bedt om at drikke en masse gulerodssaft i deres tredje trimester af graviditeten, mens en anden gruppe gravide kvinder kun drak vand. Seks måneder senere, blev kvindernes småbørn givet en morgenmad blandet med gulerodssaft, og deres ansigtsudtryk blev observeret mens de spiste det. Afkommet af de gulerodssaft drikkende kvinder spiste mere morgenmad med gulerodssmag, og det så ud til at de bedre kunne lide det.
But it's not just sounds that fetuses are learning about in utero. It's also tastes and smells. By seven months of gestation, the fetus' taste buds are fully developed, and its olfactory receptors, which allow it to smell, are functioning. The flavors of the food a pregnant woman eats find their way into the amniotic fluid, which is continuously swallowed by the fetus. Babies seem to remember and prefer these tastes once they're out in the world. In one experiment, a group of pregnant women was asked to drink a lot of carrot juice during their third trimester of pregnancy, while another group of pregnant women drank only water. Six months later, the women's infants were offered cereal mixed with carrot juice, and their facial expressions were observed while they ate it. The offspring of the carrot juice drinking women ate more carrot-flavored cereal, and from the looks of it, they seemed to enjoy it more.
En slags fransk version af dette eksperiment blev foretaget i Dijon, Frankrig, hvor forskere fandt ud af at mødre der indtog mad og drikke krydret med lakridskrydret anis i deres graviditet viste en forkærlighed for anis i deres første dag af deres liv, og igen, da de blev testet senere, på fjerde dagen i deres liv. Børn hvis mødre ikke spiste anis i graviditeten viste en reaktion der blev fortolket som "adr". Hvad dette betyder er at fostre bliver undervist af deres mødre om hvad der er sikkert og godt at spise. Fostre bliver også undervist om den særlige kultur som de kommer ud i gennem et af kulturens mest kraftfulde udtryksmuligheder, hvilket er mad. De bliver introduceret til dens karakteristiske smage og krydderier af deres kulturs køkken selv før de bliver født.
A sort of French version of this experiment was carried out in Dijon, France where researchers found that mothers who consumed food and drink flavored with licorice-flavored anise during pregnancy showed a preference for anise on their first day of life, and again, when they were tested later, on their fourth day of life. Babies whose mothers did not eat anise during pregnancy showed a reaction that translated roughly as "yuck." What this means is that fetuses are effectively being taught by their mothers about what is safe and good to eat. Fetuses are also being taught about the particular culture that they'll be joining through one of culture's most powerful expressions, which is food. They're being introduced to the characteristic flavors and spices of their culture's cuisine even before birth.
Nu viser det sig, at fostre lærer endnu større ting. Men før jeg fortæller om det, vil jeg tale til jer om noget som I måske undrer jer over. Forestillingen om foster indlæring fremtryller måske nogle forsøg på at berige jeres foster -- ligesom at spille Mozart gennem hovedtelefoner placeret på en gravid mave. Men faktisk er den ni måneder lange process af at forme og bearbejdning der foregår i livmoderen er meget mere instinktiv og betydningsfuld end det. Meget af det en gravid kvinde oplever i hendes dagligdag -- den luft hun indånder, den mad og drikke hun indtager, de kemikalier hun er udsat for, selv de følelser hun føler -- deles på en eller anden måde med hendes foster. De skaber en blanding af påvirkninger der er lige så individuelle og særegne som selve kvinden. Fostret integrerer disse ting i sin egen krop, gør dem til en del af sit kød og blod. Og tit gør det mere. Det behandler disse moderlige bidrag som information, som jeg gerne kalder et biologisk postkort fra den udefrakommende verden.
Now it turns out that fetuses are learning even bigger lessons. But before I get to that, I want to address something that you may be wondering about. The notion of fetal learning may conjure up for you attempts to enrich the fetus -- like playing Mozart through headphones placed on a pregnant belly. But actually, the nine-month-long process of molding and shaping that goes on in the womb is a lot more visceral and consequential than that. Much of what a pregnant woman encounters in her daily life -- the air she breathes, the food and drink she consumes, the chemicals she's exposed to, even the emotions she feels -- are shared in some fashion with her fetus. They make up a mix of influences as individual and idiosyncratic as the woman herself. The fetus incorporates these offerings into its own body, makes them part of its flesh and blood. And often it does something more. It treats these maternal contributions as information, as what I like to call biological postcards from the world outside.
Så det fostret lærer om mens det er i livmoderen er ikke Mozarts "Tryllefløjten" men svar på spørgsmål der er meget mere kritiske for dets overlevelse. Vil det blive født ind i verden af overflod eller mangel? Vil det være sikkert og beskyttet, eller vil det møde konstante farer og trusler? Vil det leve et langt, frugtbart liv eller et kort, plaget liv? Den gravide kvindes kost og især stressniveau giver vigtige spor til de aktuelle forhold ligesom en finder løftet i vinden. Den resulterende tuning og justering af et fosters hjerne og andre organer er en del af det der giver os mennesker vores enorme fleksibilitet, vores evne til at trives i en kæmpe variation af miljøer, fra landet til byen, fra tundraen til ørkenen.
So what a fetus is learning about in utero is not Mozart's "Magic Flute" but answers to questions much more critical to its survival. Will it be born into a world of abundance or scarcity? Will it be safe and protected, or will it face constant dangers and threats? Will it live a long, fruitful life or a short, harried one? The pregnant woman's diet and stress level in particular provide important clues to prevailing conditions like a finger lifted to the wind. The resulting tuning and tweaking of a fetus' brain and other organs are part of what give us humans our enormous flexibility, our ability to thrive in a huge variety of environments, from the country to the city, from the tundra to the desert.
For at runde af, vil jeg fortælle jer to historier om hvordan mødre lærer deres børn om verden selv før de er født. I efteråret 1944, de mørkeste dage af anden verdenskrig, blokerede tyske tropper det vestlige Holland, og fjernede alle madforsendelser. Åbningen på nazisternes belejring blev fulgt op af en af de hårdeste vintre i årtier -- så det kolde vand i kanalerne frøs massivt til. Snart var mad en knaphed, og mange hollændere overlevede på kun 500 kalorier om dagen -- en fjerdedel af det de var vant til inden krigen. Som ugerne med berøvelse blev til måneder, begyndte nogle at spise tulipan løg. I begyndelsen af maj, var nationens forsigtigt rationerede fødevarereserve total opbrugt. Truslen om masse udsultning truede. Og så den 5 maj, 1945, sluttede belejringen pludseligt, da Holland blev befriet af de allierede.
To conclude, I want to tell you two stories about how mothers teach their children about the world even before they're born. In the autumn of 1944, the darkest days of World War II, German troops blockaded Western Holland, turning away all shipments of food. The opening of the Nazi's siege was followed by one of the harshest winters in decades -- so cold the water in the canals froze solid. Soon food became scarce, with many Dutch surviving on just 500 calories a day -- a quarter of what they consumed before the war. As weeks of deprivation stretched into months, some resorted to eating tulip bulbs. By the beginning of May, the nation's carefully rationed food reserve was completely exhausted. The specter of mass starvation loomed. And then on May 5th, 1945, the siege came to a sudden end when Holland was liberated by the Allies.
"Sultens Vinter", som den blev kendt, dræbte cirka 10.000 mennesker og afkræftede flere tusinde. Men der var endnu en befolkning der blev påvirket -- de 40.000 fostre der var i livmoderen under belejringen. Nogle af effekterne af underernæringen i graviditeten blev med det samme tydelige i de forhøjede dødfødsler, misdannelser, lav fødselsvægt og børnedødelighed. Mens andre blev ikke opdaget i mange år. Årtier efter "Sultens Vinter", dokumenterede forskere at mennesker hvis mor var gravide under belejringen havde mere fedme, mere diabetes og flere hjertesygdomme senere i livet end individer der oplevede en normal svangerskabsperiode. Disse individers prænatale sult oplevelser virkede til at have ændret deres kroppe på utallige måder. De har et højere blodtryk, dårligere kolesterol og reduceret tolerance overfor glucose -- en forløber for diabetes.
The "Hunger Winter," as it came to be known, killed some 10,000 people and weakened thousands more. But there was another population that was affected -- the 40,000 fetuses in utero during the siege. Some of the effects of malnutrition during pregnancy were immediately apparent in higher rates of stillbirths, birth defects, low birth weights and infant mortality. But others wouldn't be discovered for many years. Decades after the "Hunger Winter," researchers documented that people whose mothers were pregnant during the siege have more obesity, more diabetes and more heart disease in later life than individuals who were gestated under normal conditions. These individuals' prenatal experience of starvation seems to have changed their bodies in myriad ways. They have higher blood pressure, poorer cholesterol profiles and reduced glucose tolerance -- a precursor of diabetes.
Hvorfor skulle underernæring i livmoderen resultere i sygdomme senere? En forklaring er at fostre skaber det bedste i en dårlig situation. Når der er madknaphed, de leder næringsstoffer mod de virkelig kritiske organer, hjernen, og væk fra andre organer som hjertet og leveren. Dette holder fostret i live på kort sigt, men regningen kommer senere i livet når disse organer, der var underpriviligeret i starten, bliver mere modtagelige overfor sygdomme.
Why would undernutrition in the womb result in disease later? One explanation is that fetuses are making the best of a bad situation. When food is scarce, they divert nutrients towards the really critical organ, the brain, and away from other organs like the heart and liver. This keeps the fetus alive in the short-term, but the bill comes due later on in life when those other organs, deprived early on, become more susceptible to disease.
Men det er måske ikke det eneste der sker. Der lader til at fostre tager hentydninger fra livmoderens miljø og skræddersyer deres fysiologi derefter. De forbereder sig på den slags verden de møder på den anden side af livmoderen. Fostret tilpasser dets stofskifte og andre fysiologiske processer i forventning om det miljø der venter det. Og basisen af fostrets forventning er det moderen spiser. Måltiderne som en gravid kvinde indtager udgør en slags historie, et eventyr om overdådighed eller en barsk krønike om berøvelse. Denne historie deler information som fostret bruger til at organisere dets krop og dens systemer -- en tilpasning til de aktuelle omstændigheder som hjælper dens fremtidige overlevelse. Står det overfor meget knappe ressourcer, vil et mindre barn med reducerede krav om energi, faktisk, have en bedre chance for at leve ind i voksenlivet.
But that may not be all that's going on. It seems that fetuses are taking cues from the intrauterine environment and tailoring their physiology accordingly. They're preparing themselves for the kind of world they will encounter on the other side of the womb. The fetus adjusts its metabolism and other physiological processes in anticipation of the environment that awaits it. And the basis of the fetus' prediction is what its mother eats. The meals a pregnant woman consumes constitute a kind of story, a fairy tale of abundance or a grim chronicle of deprivation. This story imparts information that the fetus uses to organize its body and its systems -- an adaptation to prevailing circumstances that facilitates its future survival. Faced with severely limited resources, a smaller-sized child with reduced energy requirements will, in fact, have a better chance of living to adulthood.
De virkelige problemer opstår når gravide kvinder er, på en måde, utroværdige fortællere, når fostre ledes til at forvente en verden med knaphed og i stedet bliver født ind i en verden af overdådighed. Dette er hvad der skete med børnene i den hollandske "Sultens Vinter". Og deres forhøjede fedme, diabetes og hjertesygdomme er resultatet af dette. Kroppe der er bygget til at holde fast på hver enkelt kalorie fandt sig selv svømmende i de overflødige kalorier i efterkrigens vestlige kost. Den verden de havde lært om mens de var i livmoderen var ikke den samme som den verden de blev født ind i.
The real trouble comes when pregnant women are, in a sense, unreliable narrators, when fetuses are led to expect a world of scarcity and are born instead into a world of plenty. This is what happened to the children of the Dutch "Hunger Winter." And their higher rates of obesity, diabetes and heart disease are the result. Bodies that were built to hang onto every calorie found themselves swimming in the superfluous calories of the post-war Western diet. The world they had learned about while in utero was not the same as the world into which they were born.
Her er en anden historie. Klokken 08.46 den 11 september, 2001, var der titusindvis af mennesker i nærheden af World Trade Center i New York -- pendlere strømmede ud af togene, servitricer der dækkede borde til morgen travlheden, børsmæglere der allerede arbejdede på telefonerne på Wall Street. 1.700 af disse mennesker var gravide kvinder. Da flyene ramte og tårnene kollapsede, oplevede mange af disse kvinder de samme uhyrligheder som andre overlevende af katastrofen -- den overvældende kaos og forvirring, de rullende skyer af potentielt giftigt støv og murbrokker, den hjertebankende frygt for deres liv.
Here's another story. At 8:46 a.m. on September 11th, 2001, there were tens of thousands of people in the vicinity of the World Trade Center in New York -- commuters spilling off trains, waitresses setting tables for the morning rush, brokers already working the phones on Wall Street. 1,700 of these people were pregnant women. When the planes struck and the towers collapsed, many of these women experienced the same horrors inflicted on other survivors of the disaster -- the overwhelming chaos and confusion, the rolling clouds of potentially toxic dust and debris, the heart-pounding fear for their lives.
Cirka et år efter 9/11, undersøgte forskere en gruppe kvinder der var gravide da de blev udsat for World Trade Center angrebene. I børnene på disse kvinder der udviklede posttraumatisk stress syndrom, eller PTSD, efter deres prøvelse, fandt forskere en biologisk markør af modtagelighed for PTSD -- en effekt der var mest udtalt i børn hvis mor oplevede katastrofen i deres tredje trimester. Med andre ord, mødrene med posttraumatisk stress syndrom havde givet en modtagelighed for sygdommen videre til deres børn mens de stadig var i livmoderen.
About a year after 9/11, researchers examined a group of women who were pregnant when they were exposed to the World Trade Center attack. In the babies of those women who developed post-traumatic stress syndrome, or PTSD, following their ordeal, researchers discovered a biological marker of susceptibility to PTSD -- an effect that was most pronounced in infants whose mothers experienced the catastrophe in their third trimester. In other words, the mothers with post-traumatic stress syndrome had passed on a vulnerability to the condition to their children while they were still in utero.
Overvej nu følgende: posttraumatisk stress syndrom virker til at være en reaktion på meget forkert stress, der får dets ofre til lide enormt, unødvendigt. Men der er en anden måde at tænke på PTSD. Det der ligner patologi for os kan faktisk være en nyttig tilpasning under nogle omstændigheder. I et særlig farligt miljø, de karakteristiske manifestationer af PTSD -- en hyperopmærksomhed på ens omgivelser, en hurtig, instinktiv reaktion på fare -- kan redde nogens liv. Den ide at den prænatale overførsel af risikoen for PTSD er selvjusterende er stadig spekulativ, men jeg finder den ret skarp. Det ville betyde at, selv før fødslen, advarer mødre deres børn om at der er en vild verden derude, og fortæller dem, "Vær forsigtig".
Now consider this: post-traumatic stress syndrome appears to be a reaction to stress gone very wrong, causing its victims tremendous unnecessary suffering. But there's another way of thinking about PTSD. What looks like pathology to us may actually be a useful adaptation in some circumstances. In a particularly dangerous environment, the characteristic manifestations of PTSD -- a hyper-awareness of one's surroundings, a quick-trigger response to danger -- could save someone's life. The notion that the prenatal transmission of PTSD risk is adaptive is still speculative, but I find it rather poignant. It would mean that, even before birth, mothers are warning their children that it's a wild world out there, telling them, "Be careful."
Lad mig være præcis. Føtale oprindelser research handler ikke om at bebrejde kvinder for det der sker under graviditeten. Det handler om at opdage hvordan man bedst fremmer helbredet og velværet af den næste generation. Den vigtige stræben må inkludere en fokus på hvad fostre lærer i de ni måneder de er i livmoderen. At lære er et af livets mest essentielle aktiviteter, og det starter meget tidligere end vi nogensinde troede.
Let me be clear. Fetal origins research is not about blaming women for what happens during pregnancy. It's about discovering how best to promote the health and well-being of the next generation. That important effort must include a focus on what fetuses learn during the nine months they spend in the womb. Learning is one of life's most essential activities, and it begins much earlier than we ever imagined.
Tak.
Thank you.
(Bifald)
(Applause)