Det er ofte sagt, at man kan sige meget om en person ved at se hvad der er på deres bogreol. Hvad siger min bogreol om mig? Da jeg stillede mig selv det spørgsmål for et par år siden, opdagede jeg noget alarmerende. Jeg havde altid troet, at jeg var en temmelig kulturel, kosmopolitisk person. Men bogreolen fortalte en noget anden historie. Alle navnene var, stort set, kun britiske eller nordamerikanske forfattere og der var næsten heller intet som var oversat. Opdagelsen af denne massive, kulturelle blinde vinkel i mit læsestof kom som et chok.
It's often said that you can tell a lot about a person by looking at what's on their bookshelves. What do my bookshelves say about me? Well, when I asked myself this question a few years ago, I made an alarming discovery. I'd always thought of myself as a fairly cultured, cosmopolitan sort of person. But my bookshelves told a rather different story. Pretty much all the titles on them were by British or North American authors, and there was almost nothing in translation. Discovering this massive, cultural blind spot in my reading came as quite a shock.
Da jeg så tænkte på det, virkede det som en skam. Jeg vidste, at der måtte findes en masse fantastiske historier derude skrevet af forfattere på andre sprog end engelsk. Og det var virkelig sørgeligt at tænke på, at mine læsevaner betød, at jeg formodenlig ikke ville opdage dem. Derfor besluttede jeg mig får at tage, et intensivt kursus af global læsning. 2012 var sat til at være et internationalt år for Storbritannien; det var året hvor de var vært for OL. Så jeg besluttede at bruge det som min tidsramme, til at læse en roman, novelle samling eller en erindringsbog fra hvert land i verdenen. Det gjorde jeg så. Og det var meget spændende og jeg lærte nogle usædvanlige ting og fik nogle vidunderlige forbindelser, som jeg vil dele med jer i dag.
And when I thought about it, it seemed like a real shame. I knew there had to be lots of amazing stories out there by writers working in languages other than English. And it seemed really sad to think that my reading habits meant I would probably never encounter them. So, I decided to prescribe myself an intensive course of global reading. 2012 was set to be a very international year for the UK; it was the year of the London Olympics. And so I decided to use it as my time frame to try to read a novel, short story collection or memoir from every country in the world. And so I did. And it was very exciting and I learned some remarkable things and made some wonderful connections that I want to share with you today.
Men det startede med nogle praktiske problemer. Efter at jeg havde fundet en ud af de mange lister af lande i verdenen, som jeg ville bruge til mit projekt, endte jeg med at tage den FN-anderkendte liste af nationer, hvor jeg tilføjede Taiwan, hvilket gav mig et total på 196 lande. Efter at jeg fandt en måde, til at læse og skrive om cirka fire bøger om ugen samtidig med at jeg arbejdede fem dage om ugen,
But it started with some practical problems. After I'd worked out which of the many different lists of countries in the world to use for my project, I ended up going with the list of UN-recognized nations, to which I added Taiwan, which gave me a total of 196 countries. And after I'd worked out how to fit reading and blogging about, roughly, four books a week around working five days a week,
blev jeg nødt til at indse det faktum, at jeg muligvis ikke kunne få fat i bøger på engelsk fra alle lande. Kun omkring 4,5 procent af de litterære værker som udgives hvert år i Storbritannien er oversættelser og de tal er ens for det meste af den engelsktalende verden. Selvom proportionen af oversatte bøger udgivet i mange andre lande er meget højere. 4,5 procent er lidt til at begynde med, med hvad de tal ikke fortæller dig er at mange af de bøger kommer fra lande med stærke forlagsnetværker og en masse professionelle klar til at sælge disse navne til engelsktalende udgivere. For eksempel, selvom godt over 100 bøger er oversat fra fransk og udgivet i Storbritannien hvert år, kommer de fleste af dem fra lande som Frankrig eller Schweiz. Derimod vil fransktalende Afrika sjældent blive set på.
I then had to face up to the fact that I might even not be able to get books in English from every country. Only around 4.5 percent of the literary works published each year in the UK are translations, and the figures are similar for much of the English-speaking world. Although, the proportion of translated books published in many other countries is a lot higher. 4.5 percent is tiny enough to start with, but what that figure doesn't tell you is that many of those books will come from countries with strong publishing networks and lots of industry professionals primed to go out and sell those titles to English-language publishers. So, for example, although well over 100 books are translated from French and published in the UK each year, most of them will come from countries like France or Switzerland. French-speaking Africa, on the other hand, will rarely ever get a look-in.
Udfaldet er at der faktisk er en hel del nationer, som har lidt eller ingen kommerciel tilgængeligt litteratur på engelsk. Deres bøger forbliver usynlige for læsere af verdens mest udgivede sprog. Men da det kom til at læse verdenen, var den største udfordring for mig, at jeg ikke vidste, hvor jeg skulle begynde. Efter at have brugt på liv på, at læse næsten udelukkende engelsk og nordamerikanske bøger, havde jeg ingen ide om hvor man søgte eller fandt historier og vælge dem fra resten af verden. Jeg kunne ikke fortælle jer, hvordan man finder en historie fra Swaziland. Jeg kendte ikke en god roman fra Namibia. Jeg kunne ikke skjule det -- jeg var en ideløs litterær xenofob. Hvordan i alverden skulle jeg kunne læse verden?
The upshot is that there are actually quite a lot of nations that may have little or even no commercially available literature in English. Their books remain invisible to readers of the world's most published language. But when it came to reading the world, the biggest challenge of all for me was that fact that I didn't know where to start. Having spent my life reading almost exclusively British and North American books, I had no idea how to go about sourcing and finding stories and choosing them from much of the rest of the world. I couldn't tell you how to source a story from Swaziland. I wouldn't know a good novel from Namibia. There was no hiding it -- I was a clueless literary xenophobe. So how on earth was I going to read the world?
Jeg måtte spørge om hjælp. I oktober 2011, registrerede jeg min blog, ayearofreadingtheworld.com, og jeg slog en kortfattet appel op online. Jeg forklarede hvem jeg var hvor snævert mit læsning havde været og jeg spurgte alle, der havde lyst til at efterlade en besked, om hvad jeg skulle læse fra andre dele af planeten. Nu havde jeg ingen idé om folk ville være interesseret i at hjælpe, men indenfor få timer efter mit opslag online, begyndte folk at skrive til mig. Først var det venner og kollegaer. Så var det venners venner. og rimelig hurtigt, var det fremmede.
I was going to have to ask for help. So in October 2011, I registered my blog, ayearofreadingtheworld.com, and I posted a short appeal online. I explained who I was, how narrow my reading had been, and I asked anyone who cared to to leave a message suggesting what I might read from other parts of the planet. Now, I had no idea whether anyone would be interested, but within a few hours of me posting that appeal online, people started to get in touch. At first, it was friends and colleagues. Then it was friends of friends. And pretty soon, it was strangers.
Fire dage efter at jeg lavede det opslag, fik jeg en besked fra en kvinde som hedder Rafidah fra Kuala Lumpur. Hun sagde at hun var vild med mit projekt, kunne hun gå til sin lokale engelsksprogede boghandel og vælge min malaysiske bog og sende den til mig? Jeg accepterede entusiastisk og et par uger senere, ankom en pakke som indeholdt, ikke bare én, men to bøger -- Rafidahs valg fra Malaysia og en bog fra Singapore, som hun også havde udvalgt for mig. På det tidspunkt, var jeg overrasket over at en fremmede mere end 9600 km væk ville gå den distance for at hjælpe en, som hun nok aldrig kommer til at møde.
Four days after I put that appeal online, I got a message from a woman called Rafidah in Kuala Lumpur. She said she loved the sound of my project, could she go to her local English-language bookshop and choose my Malaysian book and post it to me? I accepted enthusiastically, and a few weeks later, a package arrived containing not one, but two books -- Rafidah's choice from Malaysia, and a book from Singapore that she had also picked out for me. Now, at the time, I was amazed that a stranger more than 6,000 miles away would go to such lengths to help someone she would probably never meet.
Men Rafidahs venlighed viste sig, at være mønsteret for det år. Igen og igen, hjalp folk mig. Nogle påtog sig at undersøge for mig og andre lavede omveje på deres ferier eller forretningsrejser for at gå i boghandlere for mig. Det viste sig, at hvis du ville læse verden, hvis du ville imødekomme det med et åbent sind, så vil verden hjælpe dig. Når det handlede om lande med lidt eller ingen kommerciel tilgængeligt litteratur på engelsk, hjalp folk endnu mere.
But Rafidah's kindness proved to be the pattern for that year. Time and again, people went out of their way to help me. Some took on research on my behalf, and others made detours on holidays and business trips to go to bookshops for me. It turns out, if you want to read the world, if you want to encounter it with an open mind, the world will help you. When it came to countries with little or no commercially available literature in English, people went further still.
Bøger kom ofte fra overraskende kilder. Min panamanske bog, for eksempel, kom via en samtale, som jeg havde med Panama Kanalen på Twitter Ja, Panama Kanalen har en Twitter-konto. Da jeg så tweetede om mit projekt, foreslog den at jeg skulle prøve at få fat i et værk af den panamaske forfatter Juan David Morgan. Jeg fandt Morgans hjemmeside og sendte ham en besked, hvor jeg spurgte om nogle af hans spanske romaner var blevet oversat til engelsk. Han sagde at intet var var blevet udgivet, men han havde en upubliceret oversættelse af hans roman "The Golden Horse." Han sendte mig den via mail, hvilket tillod mig at blive én af de første nogensinde til at læse den bog på engelsk.
Books often came from surprising sources. My Panamanian read, for example, came through a conversation I had with the Panama Canal on Twitter. Yes, the Panama Canal has a Twitter account. And when I tweeted at it about my project, it suggested that I might like to try and get hold of the work of the Panamanian author Juan David Morgan. I found Morgan's website and I sent him a message, asking if any of his Spanish-language novels had been translated into English. And he said that nothing had been published, but he did have an unpublished translation of his novel "The Golden Horse." He emailed this to me, allowing me to become one of the first people ever to read that book in English.
Morgan var ikke den eneste ord-smed som delte hans værk med mig på den måde. Fra Sverige til Palau, forfatter og oversættere sendte mig selv-udgivet bøger og upublicerede manuskripter af bøger som var blevet udvalgt af engelsksprogede forlæggere eller som ikke længere var tilgængelige, hvilket gav mig det privilegeret glimt af nogle bemærkelsesværdige verdener. Jeg læste for eksempel om den sydafrikanske konge Ngungunhane, som ledte modstanden mod portugiserne i det 19. århundrede, og om ægteskabs ritualer i fjerne landsbyer ved kysten af det Kaspiske Hav i Turkmenistan. Jeg mødte Kuwaits svar på Bridget Jones.
Morgan was by no means the only wordsmith to share his work with me in this way. From Sweden to Palau, writers and translators sent me self-published books and unpublished manuscripts of books that hadn't been picked up by Anglophone publishers or that were no longer available, giving me privileged glimpses of some remarkable imaginary worlds. I read, for example, about the Southern African king Ngungunhane, who led the resistance against the Portuguese in the 19th century; and about marriage rituals in a remote village on the shores of the Caspian sea in Turkmenistan. I met Kuwait's answer to Bridget Jones.
(Latter)
(Laughter)
Og jeg læste om et orgie i et træ i Angola.
And I read about an orgy in a tree in Angola.
Men måske var det mest fantastiske de længder som folk var villige til at gå for at hjælpe mig læse verdenen, kom hen imod slutning af min søgen, da jeg forsøgte at få fat i en bog fra det lille portugisisk-talende afrikanske ø nation Sao Tome and Principe. Efter at have brugt flere måneder og forsøgt alt hvad jeg kunne tænke på for at finde en bog, som var blevet oversat til engelsk fra den nation, virkede det som om den eneste mulighed tilbage var at få noget oversat helt fra bunden. Jeg var virkelig tvivlsom om nogen ville hjælpe mig med dette og ville afsætte deres tid til noget som det. Men ugen efter jeg havde sat det ud på Twitter og Facebook at jeg søgte en portugisisktalende, havde jeg flere folk som jeg kunne involvere i mit projekt, medregnet Margaret Jull Costa, en leder på hendes felt, som har oversat det Nobelprisvindende værk af José Saramago. Med mine ni frivillige på plads, ledte jeg efter en bog fra en Sao Tomean forfatter som jeg kunne købe nok kopier af online. Her er en af dem. Og jeg sendte en kopi ud til hver af mine frivillige. De tog alle et par noveller fra hans kollektion, hold sig til deres ord, sendte deres oversættelse tilbage til mig og i løbet af seks uger, havde jeg hele bogen at læse.
But perhaps the most amazing example of the lengths that people were prepared to go to to help me read the world, came towards the end of my quest, when I tried to get hold of a book from the tiny, Portuguese-speaking African island nation of São Tomé and Príncipe. Now, having spent several months trying everything I could think of to find a book that had been translated into English from the nation, it seemed as though the only option left to me was to see if I could get something translated for me from scratch. Now, I was really dubious whether anyone was going to want to help with this, and give up their time for something like that. But, within a week of me putting a call out on Twitter and Facebook for Portuguese speakers, I had more people than I could involve in the project, including Margaret Jull Costa, a leader in her field, who has translated the work of Nobel Prize winner José Saramago. With my nine volunteers in place, I managed to find a book by a São Toméan author that I could buy enough copies of online. Here's one of them. And I sent a copy out to each of my volunteers. They all took on a couple of short stories from this collection, stuck to their word, sent their translations back to me, and within six weeks, I had the entire book to read.
I det tilfælde, som jeg så ofte fandt i mit år til at læse verdenen, min mangel på viden og åbenhed vedrørende mine begrænsninger var blevet en stor chance. Da det kom til Sao Tome og Principe var det en mulighed, ikke bare til at lære noget nyt og opdage nye kollektioner af historier, men også til at bringe en flok mennesker sammen og lette en fælles kreativ bestræbelse. Min svaghed var blevet projektets styrke.
In that case, as I found so often during my year of reading the world, my not knowing and being open about my limitations had become a big opportunity. When it came to São Tomé and Príncipe, it was a chance not only to learn something new and discover a new collection of stories, but also to bring together a group of people and facilitate a joint creative endeavor. My weakness had become the project's strength.
Bøgerne som jeg læste det år, åbnede mine øjne for mange ting. Som dem der kan lide at læse ved, så har bøger en ekstraordinær kraft til at tage en ud af sig selv og ind i en andens tankegang, på den måde, i hvert fald kort, kunne du se verden gennem andre øjne. Det kan være en ubehagelig oplevelse, specielt hvis du læser en bog fra en kultur som har noget anderledes værdier end dig. Men det kan også være virkelig oplysende. Kæmpe med ukendte ideer kan hjælpe dig afklare dine egne tanker. Og det kan også vise sig som blindgyder på den måde du plejede at se på verdenen.
The books I read that year opened my eyes to many things. As those who enjoy reading will know, books have an extraordinary power to take you out of yourself and into someone else's mindset, so that, for a while at least, you look at the world through different eyes. That can be an uncomfortable experience, particularly if you're reading a book from a culture that may have quite different values to your own. But it can also be really enlightening. Wrestling with unfamiliar ideas can help clarify your own thinking. And it can also show up blind spots in the way you might have been looking at the world.
Når jeg ser tilbage på det meste af det engelske litteratur, som jeg opvoksede med f.eks, begyndte jeg at se hvor snævert det var, sammenlignet med den rigdom som verden har at tilbyde. Og mens siderne vendte, skete der noget med mig. Lidt efter lidt, blev den lange list af lande som jeg startede året med, ændret fra et temmelig tørt, akademisk registre af steder til levende og vejrtrækkende enheder.
When I looked back at much of the English-language literature I'd grown up with, for example, I began to see how narrow a lot of it was, compared to the richness that the world has to offer. And as the pages turned, something else started to happen, too. Little by little, that long list of countries that I'd started the year with, changed from a rather dry, academic register of place names into living, breathing entities.
Jeg kan ikke sige at det overhovedet er muligt at få et samlet billede af et land kun ved at læse en bog. Men sammenlagt, så har historierne jeg har læst det år gjort mig mere i live end nogensinde før til den rigdom, mangfoldighed og kompleksitet vores bemærkelses verden har. Det var som om, at verdens historier og de folk som har gået sådanne længder for at hjælpe mig læse dem har gjort det virkelig for mig. Disse dage, når jeg ser på min bogreol eller betragter værkerne på min e-reol, så fortæller de en helt anden historie. Det er historien om den kraft som bøger har til at samle os over politisk, geografisk, kultural, socialt, religiøse forskelligheder. Det er eventyret om potentialet ved at mennesker samarbejder.
Now, I don't want to suggest that it's at all possible to get a rounded picture of a country simply by reading one book. But cumulatively, the stories I read that year made me more alive than ever before to the richness, diversity and complexity of our remarkable planet. It was as though the world's stories and the people who'd gone to such lengths to help me read them had made it real to me. These days, when I look at my bookshelves or consider the works on my e-reader, they tell a rather different story. It's the story of the power books have to connect us across political, geographical, cultural, social, religious divides. It's the tale of the potential human beings have to work together.
Og, det er et testamente til den ekstraordinære tid som vi lever i, hvor, tak til internettet, det er nemmere end nogensinde før for en fremmede at dele en historie, et verdenssyn, en bog med nogen hun måske aldrig møder, på den anden side af planeten. Jeg håber dét er en historie, jeg vil læse i mange år fremover. Og jeg håber at mange flere vil følge mig. Hvis vi alle læste mere bredt, vil det tilskynde forlæggere at oversætte flere bøger og vi ville alle bliver rigere af det.
And, it's testament to the extraordinary times we live in, where, thanks to the Internet, it's easier than ever before for a stranger to share a story, a worldview, a book with someone she may never meet, on the other side of the planet. I hope it's a story I'm reading for many years to come. And I hope many more people will join me. If we all read more widely, there'd be more incentive for publishers to translate more books, and we would all be richer for that.
Tak.
Thank you.
(Bifald)
(Applause)