Forfatteren George Eliot advarede os om, at imellem alle former for fejltagelser, er det at profetere det mest ufortjente. Personen som vi alle ville anerkende som hendes modstykke fra det 20. århundrede, Yogi Berra, var enig. Han sagde, "Det er hårdt at komme med forudsigelser, specielt om fremtiden."
The writer George Eliot cautioned us that, among all forms of mistake, prophesy is the most gratuitous. The person that we would all acknowledge as her 20th-century counterpart, Yogi Berra, agreed. He said, "It's tough to make predictions, especially about the future."
Jeg vil ignorere deres advarsler og komme med en meget specifik forudsigelse. I den verden vi skaber meget hurtigt, vil vi se flere og flere ting der ligner science fiction, og færre og færre ting der ligner jobs. Vores biler begynder meget snart at køre sig selv, hvilket betyder at vi har behov for færre lastbilchauffører. Vi forbinder Siri med Watson og bruge det til at automatisere meget arbejde der for øjeblikket bliver udført af kundeservice repræsentanter og fejlsøgere og folk der diagnosticerer, og vi tager allerede R2D2, og maler ham orange, og sætter ham i arbejde med at bære hylder rundt i magasiner, hvilket betyder at vi har brug for færre mennesker de går frem og tilbage gennem de gange.
I'm going to ignore their cautions and make one very specific forecast. In the world that we are creating very quickly, we're going to see more and more things that look like science fiction, and fewer and fewer things that look like jobs. Our cars are very quickly going to start driving themselves, which means we're going to need fewer truck drivers. We're going to hook Siri up to Watson and use that to automate a lot of the work that's currently done by customer service reps and troubleshooters and diagnosers, and we're already taking R2D2, painting him orange, and putting him to work carrying shelves around warehouses, which means we need a lot fewer people to be walking up and down those aisles.
Men, i cirka 200 år, har mennesker sagt præcis det jeg fortæller jer -- alderen med teknologisk arbejdsløshed står for døren -- det begyndte med Ludditerne som knuste væve i Storbritannien for omkring to århundreder siden, og de har taget fejl. Vores økonomier i den udviklede verden har kørt på frihjul på noget der er tæt på fuld beskæftigelse.
Now, for about 200 years, people have been saying exactly what I'm telling you -- the age of technological unemployment is at hand — starting with the Luddites smashing looms in Britain just about two centuries ago, and they have been wrong. Our economies in the developed world have coasted along on something pretty close to full employment.
Hvilket bringer et kritisk spørgsmål med sig: Hvorfor er det anderledes denne gang, hvis det virkelig er det? Grunden til det er anderledes er at, bare i løbet af de sidste par år, er at vores maskiner er begyndt at udvise færdigheder som de aldrig, nogensinde har haft før: forstår, taler, hører, ser, svarer, skriver, og de tilegner sig stadig nye færdigheder. For eksempel, bevægelige menneskelignende robotter er stadig utroligt primitive, men udviklingsdelen af forsvarsministeriet lancerede lige en konkurrence for at få dem til at gøre ting som dette, og hvis resultatlisten er nogen guide, vil denne konkurrence have stor succes. Så når jeg kigger rundt, tror jeg den dag ikke er så langt væk overhovedet, hvor vi har androider der udfører meget af det arbejde vi udfører nu. Og vi skaber en verden hvor der vil være mere og mere teknologi og færre og færre jobs. Det er en verden som Erik Brynjolfsson og jeg kalder "den nye maskinalder."
Which brings up a critical question: Why is this time different, if it really is? The reason it's different is that, just in the past few years, our machines have started demonstrating skills they have never, ever had before: understanding, speaking, hearing, seeing, answering, writing, and they're still acquiring new skills. For example, mobile humanoid robots are still incredibly primitive, but the research arm of the Defense Department just launched a competition to have them do things like this, and if the track record is any guide, this competition is going to be successful. So when I look around, I think the day is not too far off at all when we're going to have androids doing a lot of the work that we are doing right now. And we're creating a world where there is going to be more and more technology and fewer and fewer jobs. It's a world that Erik Brynjolfsson and I are calling "the new machine age."
Det man skal huske på er at dette absolut fantastisk nyt. Dette er den bedste økonomiske nyhed på planeten disse dage. Ikke at der er særlig stor konkurrence, vel? Dette er den bedste økonomiske nyhed vi har i disse dage på grund af to hovedårsager. Den første er, den teknologiske process er det der tillader os at fortsætte dette fantastiske forløb vi har været på på det sidste hvor ydelsen stiger over tid, mens på samme tid, priserne går ned, og volumen og kvalitet bare fortsætter med at eksplodere. Nogle mennesker ser på dette og taler om overfladisk materialisme, men det er absolut den forkerte måde at se det på. Dette er overflod, hvilket præcis er det vi vil have at vores økonomiske system giver. En anden grund til at den nye maskinalder er så fantastisk nyhed er at, når androiderne begynder at udføre jobs, behøver vi ikke at gøre dem mere, og vi bliver frigjort fra slavearbejde, slid og slæb.
The thing to keep in mind is that this is absolutely great news. This is the best economic news on the planet these days. Not that there's a lot of competition, right? This is the best economic news we have these days for two main reasons. The first is, technological progress is what allows us to continue this amazing recent run that we're on where output goes up over time, while at the same time, prices go down, and volume and quality just continue to explode. Now, some people look at this and talk about shallow materialism, but that's absolutely the wrong way to look at it. This is abundance, which is exactly what we want our economic system to provide. The second reason that the new machine age is such great news is that, once the androids start doing jobs, we don't have to do them anymore, and we get freed up from drudgery and toil.
Når jeg taler om dette med mine venner i Cambridge og Silicon Valley, siger de, "Fantastisk. Ikke mere slavearbejde, ikke mere slid og slæb. Dette giver os chancen for at forestille os en helt anden slags samfund, et samfund hvor skaberne og de opdagende og performerne og innovatørerne finder sammen med deres velgørere og deres finansmænd for at tale om problemer, underholde, oplyse, provokere hinanden." Det er i virkeligheden et samfund, der ser meget ud som en TED konference. Og der er faktisk en stor mængde sandhed her. Vi ser en fantastisk opblomstring finde sted her. I en verden hvor det er omtrent lige så sexet at generere et objekt som det er at printe et dokument, har vi fantastiske nye muligheder. De mennesker der plejede at være håndværkere og hobbyister er nu producenter, og de er ansvarlige for en massiv mængde innovation. Og kunstnere der tidligere var bundet kan nu gøre ting der aldrig, nogensinde var mulige for dem før. Dette er en tid med en fantastisk opblomstring, og jo mere jeg kigger rundt, jo mere overbevist er jeg blevet om at dette citat, fra fysikeren Freeman Dyson, overhovedet ikke er en overdrivelse. Dette er bare en almindelig udtalelse af fakta. Vi er midt i en forbløffende periode.
Now, when I talk about this with my friends in Cambridge and Silicon Valley, they say, "Fantastic. No more drudgery, no more toil. This gives us the chance to imagine an entirely different kind of society, a society where the creators and the discoverers and the performers and the innovators come together with their patrons and their financiers to talk about issues, entertain, enlighten, provoke each other." It's a society really, that looks a lot like the TED Conference. And there's actually a huge amount of truth here. We are seeing an amazing flourishing taking place. In a world where it is just about as easy to generate an object as it is to print a document, we have amazing new possibilities. The people who used to be craftsmen and hobbyists are now makers, and they're responsible for massive amounts of innovation. And artists who were formerly constrained can now do things that were never, ever possible for them before. So this is a time of great flourishing, and the more I look around, the more convinced I become that this quote, from the physicist Freeman Dyson, is not hyperbole at all. This is just a plain statement of the facts. We are in the middle of an astonishing period.
["Teknologi er Guds gave. Efter livets gave, er det muligvis den største af Guds gaver. Det er moder til civilisationer, til kunst og til videnskab." -- Freeman Dyson]
["Technology is a gift of God. After the gift of life it is perhaps the greatest of God's gifts. It is the mother of civilizations, of arts and of sciences." — Freeman Dyson]
Hvilket bringer et andet spørgsmål med sig: Hvad kunne der overhovedet gå galt i denne nye maskinalder? Ikke? Fedt, læg på, opblomstre, gå hjem. Vi kommer til at stå overfor to virkelig vanskelige udfordringer i takt med at vi går længere ind i den fremtid vi skaber.
Which brings up another great question: What could possibly go wrong in this new machine age? Right? Great, hang up, flourish, go home. We're going to face two really thorny sets of challenges as we head deeper into the future that we're creating.
Det første er økonomi, og det er virkelig fint opsummeret af en apokryfisk historie om en frem og tilbage mellem Henry Ford II og Walter Reuther, der var chef for fagforeningen for arbejdere i bilindustrien. De gik rundt i en af de nye moderne fabrikker, og Ford vender sig spøgefuldt mod Reuther og siger, "Hey Walter, hvordan vil du få disse robotter til at betale fagforeningskontingent?" Og Reuther skyder tilbage, "Hey Henry, hvordan får du dem til at købe biler?"
The first are economic, and they're really nicely summarized in an apocryphal story about a back-and-forth between Henry Ford II and Walter Reuther, who was the head of the auto workers union. They were touring one of the new modern factories, and Ford playfully turns to Reuther and says, "Hey Walter, how are you going to get these robots to pay union dues?" And Reuther shoots back, "Hey Henry, how are you going to get them to buy cars?"
Reuthers problem i den anekdote er at det er hårdt at sælge sin arbejdskraft i en økonomi der er fuld af maskiner, og det ser vi meget tydeligt i statistikkerne. Hvis man ser tilbage over de sidste par årtier på kapitalafkastet -- med andre ord, virksomheders overskud -- ser vi en stigning, og vi ser at de nu er højere end nogensinde før. Hvis vi ser på afkastet til arbejderne , med andre ord den totale løn der bliver betalt ud i økonomien, ser vi at de nu er lavere end nogensinde før og er meget hurtigt på vej i den anden retning.
Reuther's problem in that anecdote is that it is tough to offer your labor to an economy that's full of machines, and we see this very clearly in the statistics. If you look over the past couple decades at the returns to capital -- in other words, corporate profits -- we see them going up, and we see that they're now at an all-time high. If we look at the returns to labor, in other words total wages paid out in the economy, we see them at an all-time low and heading very quickly in the opposite direction.
Dette er tydeligvis virkelig dårlig nyt for Reuther. Det ser ud til at det måske er godt nyt for Ford, men det er det faktisk ikke. Hvis man vil sælge store mængder af forholdsvis kostbare produkter til mennesker, vil man virkelig gerne have en stor, stabil, velstående middelklasse. Sådan en havde vi i USA i cirka hele perioden efter krigen. Men middelklassen står tydeligvis overfor en kæmpestor trussel lige nu. Vi kender alle mange af statistikkerne, men bare for at gentage en af dem, er medianindkomsten i USA faktisk faldet i løbet af de sidste 15 år, og vi er i fare for at blive fanget i en ond cirkel hvor ulighed og polarisering fortsætter med at stige fremover.
So this is clearly bad news for Reuther. It looks like it might be great news for Ford, but it's actually not. If you want to sell huge volumes of somewhat expensive goods to people, you really want a large, stable, prosperous middle class. We have had one of those in America for just about the entire postwar period. But the middle class is clearly under huge threat right now. We all know a lot of the statistics, but just to repeat one of them, median income in America has actually gone down over the past 15 years, and we're in danger of getting trapped in some vicious cycle where inequality and polarization continue to go up over time.
De samfundsmæssige udfordringer der følger med den slags ulighed fortjener opmærksomhed. Der er et sæt samfundsmæssige ændringer som jeg faktisk ikke er så bekymret for, og de er fanget af billeder som dette. Dette er en den slags samfundsmæssige problem som jeg er bekymret for. Der er ikke nogen mangel på dystopiske visioner om hvad der sker når vores maskiner bliver selvbevidste og de beslutter sig for at gøre oprør imod os og koordinere angreb mod os. Jeg begynder at bekymre mig om dem den dag mig computer bliver bevidst om min printer.
The societal challenges that come along with that kind of inequality deserve some attention. There are a set of societal challenges that I'm actually not that worried about, and they're captured by images like this. This is not the kind of societal problem that I am concerned about. There is no shortage of dystopian visions about what happens when our machines become self-aware, and they decide to rise up and coordinate attacks against us. I'm going to start worrying about those the day my computer becomes aware of my printer.
(Latter) (Bifald)
(Laughter) (Applause)
Så dette er ikke udfordringer som vi virkelig behøver at bekymre os om. For at fortælle jer hvilken slags samfundsmæssige udfordringer der vil opstå i den nye maskinalder, vil jeg fortælle en historie om to stereotypiske amerikanske arbejdere. Og for at gøre dem virkelig stereotype, så lad os begge gøre dem til hvide fyre. Og den første er en universitetsuddannet professionel, kreativ slags, manager, ingeniør, læge, advokat, den slags arbejder. Vi kalder ham "Ted." Han er i toppen af den amerikanske middelklasse. Hans modstykke er ikke universitetsuddannet han arbejder som arbejder, arbejder som kontorfunktionær, udfører lav-niveau funktionærarbejde eller arbejder arbejde i økonomien. Vi kalder den fyr "Bill."
So this is not the set of challenges we really need to worry about. To tell you the kinds of societal challenges that are going to come up in the new machine age, I want to tell a story about two stereotypical American workers. And to make them really stereotypical, let's make them both white guys. And the first one is a college-educated professional, creative type, manager, engineer, doctor, lawyer, that kind of worker. We're going to call him "Ted." He's at the top of the American middle class. His counterpart is not college-educated and works as a laborer, works as a clerk, does low-level white collar or blue collar work in the economy. We're going to call that guy "Bill."
Og hvis man går cirka 50 år tilbage, levede Bill og Ted påfaldende ens liv. For eksempel, i 1960 var der stor sandsynlighed for at de begge havde fuldtidsjobs, arbejdede mindst 40 timer om ugen. Men som den sociale forsker Charles Murray har dokumenteret, begyndte vi at automatisere økonomien, og 1960 er cirka den tid hvor computere begyndte at blive anvendt i virksomheder, i takt med at vi gradvist tilfører teknologi og automatisering og digitale ting ind i økonomien, afvigede Bills og Teds formue sig meget. I løbet af denne tidsramme, har Ted fortsat et fuldtidsjob. Det har Bill ikke. I mange tilfælde, har Bill forladt økonomien fuldstændigt, og det har Ted sjældent. Over tid, er Teds ægteskab forblevet temmelig lykkeligt. Det har Bills ikke. Og Teds unger er vokset op i et to-forældre hjem, mens Bills absolut ikke har det over tid. Andre måder hvorpå Bill falder ud af samfundet? Han stemmer mindre ofte ved præsidentvalg, og han er begyndt at komme i fængsel meget oftere. Så jeg kan ikke fortælle jer en lykkelig historie om disse sociale tendenser, og de viser ikke nogen tegn på at ændre sig. De er også sande, uanset hvilken etnisk gruppe eller demografisk gruppe vi kigger på, og det bliver faktisk så alvorligt at de er i fare for at overrumple selv de fantastiske fremskridt vi har gjort med borgerrettighedsbevægelsen
And if you go back about 50 years, Bill and Ted were leading remarkably similar lives. For example, in 1960 they were both very likely to have full-time jobs, working at least 40 hours a week. But as the social researcher Charles Murray has documented, as we started to automate the economy, and 1960 is just about when computers started to be used by businesses, as we started to progressively inject technology and automation and digital stuff into the economy, the fortunes of Bill and Ted diverged a lot. Over this time frame, Ted has continued to hold a full-time job. Bill hasn't. In many cases, Bill has left the economy entirely, and Ted very rarely has. Over time, Ted's marriage has stayed quite happy. Bill's hasn't. And Ted's kids have grown up in a two-parent home, while Bill's absolutely have not over time. Other ways that Bill is dropping out of society? He's decreased his voting in presidential elections, and he's started to go to prison a lot more often. So I cannot tell a happy story about these social trends, and they don't show any signs of reversing themselves. They're also true no matter which ethnic group or demographic group we look at, and they're actually getting so severe that they're in danger of overwhelming even the amazing progress we made with the Civil Rights Movement.
Og det mine venner i Silicon Valley og Cambridge ikke ser er at de er Ted. De lever disse utrolig travle, produktive liv, og de har alle fordelene de kan vise fra det, mens Bill lever et meget anderledes liv. De er faktisk begge bevis på hvor meget Voltaire havde ret da han talte om fordelene ved arbejde, og det faktum at det redder os fra, ikke en, men tre store onder.
And what my friends in Silicon Valley and Cambridge are overlooking is that they're Ted. They're living these amazingly busy, productive lives, and they've got all the benefits to show from that, while Bill is leading a very different life. They're actually both proof of how right Voltaire was when he talked about the benefits of work, and the fact that it saves us from not one but three great evils.
["Arbejde redder en mand fra tre store onder: kedsommelighed, last og behov." -- Voltaire]
["Work saves a man from three great evils: boredom, vice and need." — Voltaire]
Med disse udfordringer, hvad gør vi så ved dem?
So with these challenges, what do we do about them?
Den økonomiske drejebog er overraskende tydelig, overraskende ligetil, især på kort sigt. Robotterne tager ikke alle vores job i løbet af det næste år eller to, så den klassiske Økonomi for begyndere vil fortsat fungere helt fint: Tilskynd iværksætterånd, fordobbel infrastruktur, og sikre at vi uddanner mennesker i vores uddannelsessystem med de nødvendige færdigheder.
The economic playbook is surprisingly clear, surprisingly straightforward, in the short term especially. The robots are not going to take all of our jobs in the next year or two, so the classic Econ 101 playbook is going to work just fine: Encourage entrepreneurship, double down on infrastructure, and make sure we're turning out people from our educational system with the appropriate skills.
Men på lang sigt, hvis vi flytter til en økonomi der er tung på teknologi og let på arbejde, og det gør vi, så skal vi overveje nogle mere radikale opfindelser, for eksempel, noget som en garanteret minimumsindkomst. Det gør sikkert nogle af menneskerne i dette lokale ilde til mode, fordi den ide er associeret med den ekstreme venstrefløj og med temmelig radikale planer for at omfordele velstanden. Jeg lavede lidt forskning i denne ide, og det kan berolige nogle mennesker at vide at ideen om en garanteret minimumsindkomst er anbefalet af de frådende socialister Friedrich Hayek, Richard Nixon og Milton Friedman. Og hvis man føler sig bekymret over at noget som en garanteret indkomst vil kvæle vores gåpåmod til at lykkedes og gøre os magelige, vil man være interesseret i at vide at den sociale mobilitet, en af de ting vi virkelig er stolte over i USA, er nu lavere end i de Nordeuropæiske lande der har disse meget generøse sociale sikkerhedsnet. Så den økonomiske drejebog er faktisk temmelig ligetil.
But over the longer term, if we are moving into an economy that's heavy on technology and light on labor, and we are, then we have to consider some more radical interventions, for example, something like a guaranteed minimum income. Now, that's probably making some folk in this room uncomfortable, because that idea is associated with the extreme left wing and with fairly radical schemes for redistributing wealth. I did a little bit of research on this notion, and it might calm some folk down to know that the idea of a net guaranteed minimum income has been championed by those frothing-at-the-mouth socialists Friedrich Hayek, Richard Nixon and Milton Friedman. And if you find yourself worried that something like a guaranteed income is going to stifle our drive to succeed and make us kind of complacent, you might be interested to know that social mobility, one of the things we really pride ourselves on in the United States, is now lower than it is in the northern European countries that have these very generous social safety nets. So the economic playbook is actually pretty straightforward.
Den samfundsmæssige er meget mere udfordrende. Jeg ved ikke hvad drejebogen er her for at få Bill engageret og forblive engageret igennem hele livet.
The societal one is a lot more challenging. I don't know what the playbook is for getting Bill to engage and stay engaged throughout life.
Jeg ved at uddannelse er en stor del af det. Det har jeg set ved selvsyn. Jeg var et Montessori barn i de første år af min uddannelse, og det uddannelse har lært mig er at verden er et interessant sted og mit job er at komme ud og udforske den. Skolen stoppede i tredje klasse, og så startede jeg i det offentlige skolesystem, og jeg følte at jeg var blevet sendt i Gulaglejrene. Med bagklogskabens fordel, ved jeg nu at jobbet var at forberede mig på livet som kontorfunktionær eller arbejder, men på det tidspunkt føltes det som om jobbet skulle kede mig ind i underkastelse med det der skete omkring mig. Vi skal gøre det bedre end det. Vi kan ikke forsætte med at uddanne til at blive Bill.
I do know that education is a huge part of it. I witnessed this firsthand. I was a Montessori kid for the first few years of my education, and what that education taught me is that the world is an interesting place and my job is to go explore it. The school stopped in third grade, so then I entered the public school system, and it felt like I had been sent to the Gulag. With the benefit of hindsight, I now know the job was to prepare me for life as a clerk or a laborer, but at the time it felt like the job was to kind of bore me into some submission with what was going on around me. We have to do better than this. We cannot keep turning out Bills.
Vi ser nogle håbefulde tegn på at det bliver bedre. Vi ser teknologi der dybt påvirker uddannelse og engagerer folk, fra vores yngste elever til de ældste. Vi ser meget prominente erhvervsstemmer der fortæller os at vi skal revurdere nogle af de ting som vi har elsket på det seneste. Og vi ser meget alvorlige og vedvarende og data-drevne anstrengelser til at forstå hvordan man skal gribe ind hos nogle af de mest urohærgede samfund vi har.
So we see some green shoots that things are getting better. We see technology deeply impacting education and engaging people, from our youngest learners up to our oldest ones. We see very prominent business voices telling us we need to rethink some of the things that we've been holding dear for a while. And we see very serious and sustained and data-driven efforts to understand how to intervene in some of the most troubled communities that we have.
Så de håbefulde tegn er derude. Jeg kunne aldrig finde på at lade som om at de der sker nu vil være nok. Vi står overfor meget svære udfordringer. For bare at give et eksempel, der er omkring fem millioner amerikanere der har været arbejdsløse i de sidste seks måneder. Vi løser ikke deres problemer ved at sende dem tilbage til Montessori. Og min største bekymring er at vi skaber en verden hvor vi vil have strålende teknologier indlagt i en slags usselt samfund og støttet af en økonomi der skaber ulighed i stedet for muligheder.
So the green shoots are out there. I don't want to pretend for a minute that what we have is going to be enough. We're facing very tough challenges. To give just one example, there are about five million Americans who have been unemployed for at least six months. We're not going to fix things for them by sending them back to Montessori. And my biggest worry is that we're creating a world where we're going to have glittering technologies embedded in kind of a shabby society and supported by an economy that generates inequality instead of opportunity.
Men jeg tror faktisk ikke det er det vi kommer til at gøre. Jeg tror vi kommer til at gøre noget meget bedre på grund af en meget simpel årsag: Kendsgerningerne kommer frem. Realiteterne om denne nye maskinalder og ændringerne i økonomien bliver mere almen kendte. Hvis vi ville accelerere den process, kunne vi gøre ting som at få vores bedste økonomer og beslutningstagere spille "Jeopardy!" imod Watson. Vi kunne sende kongressen på en autonom bil road trip. Og hvis vi gør nok af den slags ting, vil bevidstheden gå op for at tingene vil ændre sig. Og så er løbet sat i gang, fordi jeg tror ikke et øjeblik på at vi har glemt hvordan man løser hårde udfordringer eller at vi er blevet for apatiske eller hårdhjertede til bare at prøve.
But I actually don't think that's what we're going to do. I think we're going to do something a lot better for one very straightforward reason: The facts are getting out there. The realities of this new machine age and the change in the economy are becoming more widely known. If we wanted to accelerate that process, we could do things like have our best economists and policymakers play "Jeopardy!" against Watson. We could send Congress on an autonomous car road trip. And if we do enough of these kinds of things, the awareness is going to sink in that things are going to be different. And then we're off to the races, because I don't believe for a second that we have forgotten how to solve tough challenges or that we have become too apathetic or hard-hearted to even try.
Jeg startede mit foredrag med citatet fra ordsmede der var adskilt af et hav og et århundrede. Lad mig slutte af med ordene fra politikere der var lige så fjernt fra hinanden.
I started my talk with quotes from wordsmiths who were separated by an ocean and a century. Let me end it with words from politicians who were similarly distant.
Winston Churchill kom til mit hjem, MIT i 1949, og han sagde, "Hvis vi skal bringe store mængder af folket i hvert land til overflødighedens bord, kan det kun ske ved hjælpe af den utrættelige forbedring af alle vores metoder til teknisk produktion."
Winston Churchill came to my home of MIT in 1949, and he said, "If we are to bring the broad masses of the people in every land to the table of abundance, it can only be by the tireless improvement of all of our means of technical production."
Abraham Lincoln indså at der var en anden ingrediens. Han sagde, "Jeg er tror fuldt og fast på folket. Hvis de får sandheden at vide, kan de stoles på til at imødekomme enhver national krise. Den store pointe er at give dem de simple fakta."
Abraham Lincoln realized there was one other ingredient. He said, "I am a firm believer in the people. If given the truth, they can be depended upon to meet any national crisis. The great point is to give them the plain facts."
Altså den optimistiske bemærkning, fantastiske pointe som jeg vil efterlade jer med er at de simple fakta om maskinalderen bliver tydelige, og jeg har al tiltro til at vi kommer til at bruge dem til at udstikke en god kurs i den udfordrende overdådige økonomi som vi skaber.
So the optimistic note, great point that I want to leave you with is that the plain facts of the machine age are becoming clear, and I have every confidence that we're going to use them to chart a good course into the challenging, abundant economy that we're creating.
Mange tak.
Thank you very much.
(Bifald)
(Applause)