En af de mest gængse måder at opdele verden på er ved at opdele den i dem som tror, og dem som ikke gør -- i de religiøse og ateisterne. Og over det sidste årti eller der omkring, har det været ret klart, hvad at være en ateist betyder. Der har været nogle meget højlydte ateister, som har påpeget, at religion ikke bare forkert, men at det er latterligt. Disse mennesker, hvor af mange har boet i Nord Oxford, har hævdet-- de har hævdet, at det at tro på gud er ligesom at tro på feer, og at det hele i bund og grund er en barnlig leg.
One of the most common ways of dividing the world is into those who believe and those who don't -- into the religious and the atheists. And for the last decade or so, it's been quite clear what being an atheist means. There have been some very vocal atheists who've pointed out, not just that religion is wrong, but that it's ridiculous. These people, many of whom have lived in North Oxford, have argued -- they've argued that believing in God is akin to believing in fairies and essentially that the whole thing is a childish game.
Jeg synes, at det er for bekvemt. Jeg synes, at det er for let at afvise al religion på den måde. Og det er en ulige kamp. Og hvad jeg godt kunne tænke at indvie i dag er en nye måde at være ateist på -- en ny version af ateisme om du vil, vi kunne kalde Ateisme 2.0 Hvad er Ateisme 2.0? Jamen det begynder med en meget grundlæggende forudsætning: selvfølgelig er der ikke er nogen gud. Selvfølgelig er der ingen guder eller overnaturlige ånder eller engle etc. Lad os nu gå videre; det er ikke slutningen på historien, det er den spæde begyndelsen.
Now I think it's too easy. I think it's too easy to dismiss the whole of religion that way. And it's as easy as shooting fish in a barrel. And what I'd like to inaugurate today is a new way of being an atheist -- if you like, a new version of atheism we could call Atheism 2.0. Now what is Atheism 2.0? Well it starts from a very basic premise: of course, there's no God. Of course, there are no deities or supernatural spirits or angels, etc. Now let's move on; that's not the end of the story, that's the very, very beginning.
Jeg er interesseret i den slags af værdifællesskab, som tænker noget a la dette: som tænker, "Jeg kan ikke tro på noget af dette. Jeg kan ikke tro på doktrinerne. Jeg tror ikke, at disse doktriner er rigtige. Men," et meget vigtigt men, "Jeg elsker julesalmer. Jeg kan virkelig godt lide Mantegnas kunst. Jeg kan virkelig godt lide at kigge på gamle kirker. Jeg kan virkelig godt lide at bladre siderne af det gamle testamente." Hvad end det må være, du ved, hvad jeg snakker om -- folk som er tiltrukket af den ritualistiske side, den moraliserende, fælles side af religion, men som ikke kan holde til doktrinen. Op til nu har disse folk haft et ubehageligt valg. Det er næsten som om, at du enten accepterer doktrinen, og så kan du få alt det gode, eller du afviser doktrinen, og lever i en form for spirituel ødemark under opsyn af CNN og Walmart.
I'm interested in the kind of constituency that thinks something along these lines: that thinks, "I can't believe in any of this stuff. I can't believe in the doctrines. I don't think these doctrines are right. But," a very important but, "I love Christmas carols. I really like the art of Mantegna. I really like looking at old churches. I really like turning the pages of the Old Testament." Whatever it may be, you know the kind of thing I'm talking about -- people who are attracted to the ritualistic side, the moralistic, communal side of religion, but can't bear the doctrine. Until now, these people have faced a rather unpleasant choice. It's almost as though either you accept the doctrine and then you can have all the nice stuff, or you reject the doctrine and you're living in some kind of spiritual wasteland under the guidance of CNN and Walmart.
Så det er et svært valg. Jeg tror ikke, at vi behøver tage det valg. Jeg tror, at der er et alternativ. Jeg tror, der er måder -- og jeg er både meget respektful og fuldkommen ugudelig -- at stjæle fra religionerne. Hvis du ikke tror på en religion, er der ikke noget i vejen for at vælge og blande, med at tage det bedste fra religion. Og for mig, handler ateisme 2.0 om begge, som jeg siger, en respektfuld og en ugudelig vej at gå igennem religioner og sige, "Hvilket af dette kunne vi bruge?" Den sekulære verden er fuld af huller. Vi har sekulariseret skidt, ville jeg argumentere for. Og en gennemgående granskning af religion kunne give os alle mulige insigter ind i områder af livet, hvor det ikke går alt for godt. Og jeg vil gennemgå nogle af disse i dag.
So that's a sort of tough choice. I don't think we have to make that choice. I think there is an alternative. I think there are ways -- and I'm being both very respectful and completely impious -- of stealing from religions. If you don't believe in a religion, there's nothing wrong with picking and mixing, with taking out the best sides of religion. And for me, atheism 2.0 is about both, as I say, a respectful and an impious way of going through religions and saying, "What here could we use?" The secular world is full of holes. We have secularized badly, I would argue. And a thorough study of religion could give us all sorts of insights into areas of life that are not going too well. And I'd like to run through a few of these today.
Jeg vil starte med at kigge på uddannelse. Uddannelse er et område den sekulære verden virkelig har tiltro til Når vi tænker på, hvordan vi vil gøre verden til et bedre sted, så tænker vi uddannelse; det er, hvor vi har investeret mange penge. Uddannelse vil give os, ikke bare kommercielle færdigheder, industrielle færdigheder, det vil også gøre os til bedre mennesker. Du ved ligesom en afslutningstale og dimission, de lyriske påstande at uddannelse, processen af uddannelse -- specielt i højere uddannelse -- vil gøre os til mere noble og bedre mennesker. Det er en smuk idé. Interessant hvor den kom fra.
I'd like to kick off by looking at education. Now education is a field the secular world really believes in. When we think about how we're going to make the world a better place, we think education; that's where we put a lot of money. Education is going to give us, not only commercial skills, industrial skills, it's also going to make us better people. You know the kind of thing a commencement address is, and graduation ceremonies, those lyrical claims that education, the process of education -- particularly higher education -- will make us into nobler and better human beings. That's a lovely idea. Interesting where it came from.
I starten af det 19. århundrede, begyndte kirkegang i Vesteuropa at dykke meget, meget skarpt, og folk gik i panik. De spurgte sig selv det følgende spørgsmål. De sagde, hvor vil folk finde moral, hvor vil de finde vejledning, og hvor vil de finde kilder til trøst? Og de indflydelsesrige stemmer kom med et svar. De sagde kultur. Det er imod kultur, at vi burde lede efter vejledning, efter trøst, efter moral. Lad os kigge på Shakespeares skuespil, Platons dialoger, Jane Austens romaner. Der vil vi finde mange af de sandheder, som vi før havde fundet i Johannesevangeliet. Jeg synes, det er en meget smuk idé og en meget rigtig idé. De har ønsket at erstatte den hellige skrift med kultur. Og det er en meget plausibel idé. Det er også en idé, som vi har glemt.
In the early 19th century, church attendance in Western Europe started sliding down very, very sharply, and people panicked. They asked themselves the following question. They said, where are people going to find the morality, where are they going to find guidance, and where are they going to find sources of consolation? And influential voices came up with one answer. They said culture. It's to culture that we should look for guidance, for consolation, for morality. Let's look to the plays of Shakespeare, the dialogues of Plato, the novels of Jane Austen. In there, we'll find a lot of the truths that we might previously have found in the Gospel of Saint John. Now I think that's a very beautiful idea and a very true idea. They wanted to replace scripture with culture. And that's a very plausible idea. It's also an idea that we have forgotten.
Hvis du vil ind på et topuniversitet -- lad os sige, at du tog til Harvard, Oxford eller Cambridge -- og du sagde, "Jeg er kommet her, fordi jeg er i søgen efter moral, vejledning og trøst; Jeg vil vide, hvordan man lever," ville de formentlig vise dig vejen til en sindssygeanstalt. Det er simpelthen ikke, hvad vores fornemste og bedste højere læreanstalter er i branchen for. Hvorfor? De tror ikke, at vi har brug for det. De tror ikke, at vi er i akut behov for hjælp. De ser os som voksne, rationelle voksne. Hvad vi har brug for er information. Vi har brug for data, vi har ikke brug for hjælp.
If you went to a top university -- let's say you went to Harvard or Oxford or Cambridge -- and you said, "I've come here because I'm in search of morality, guidance and consolation; I want to know how to live," they would show you the way to the insane asylum. This is simply not what our grandest and best institutes of higher learning are in the business of. Why? They don't think we need it. They don't think we are in an urgent need of assistance. They see us as adults, rational adults. What we need is information. We need data, we don't need help.
Religioner starter fra et meget anderledes sted. Alle religioner, alle store religioner, på forskellige tidspunkter kalder os børn. Og ligesom børn, tror de, at vi er i akut behov for hjælp. Vi kan kun lige holde os sammen. Måske er det bare mig, måske dig. Men vi kan kun lige holde det sammen. Og vi har brug for hjælp. Selvfølgelig. Vi har brug for hjælp. Så vi har brug for vejledning, og vi har brug for didaktisk læring.
Now religions start from a very different place indeed. All religions, all major religions, at various points call us children. And like children, they believe that we are in severe need of assistance. We're only just holding it together. Perhaps this is just me, maybe you. But anyway, we're only just holding it together. And we need help. Of course, we need help. And so we need guidance and we need didactic learning.
Du ved, i det 18. århundrede i England, den største prædikant, største religiøse prædikant, var en mand ved navn John Wesley, som gennemrejste dette land og leverede prædikener, rådgav folk hvordan de skulle leve. Han gav prædikener om pligterne af forældre over for deres børn og børn over for deres forældre. pligterne for de rige til de fattige, og de fattige til de rige. Han prøvede at fortælle, hvordan de skulle leve gennem udtryksformen af prædikener, den klassiske udtryksform for levering af religioner.
You know, in the 18th century in the U.K., the greatest preacher, greatest religious preacher, was a man called John Wesley, who went up and down this country delivering sermons, advising people how they could live. He delivered sermons on the duties of parents to their children and children to their parents, the duties of the rich to the poor and the poor to the rich. He was trying to tell people how they should live through the medium of sermons, the classic medium of delivery of religions.
Nu har vi opgivet ideen om prædikener Hvis du sagde til en moderne liberal individualist, "Hey, hvad med en prædiken?" ville de sige, "Nej, nej. Jeg har ikke brug for sådan en. Jeg er er uafhængig, individuel person." Hvad er forskellen mellem en prædiken og vores moderne, sekulære måde af fremlæggelse, forlæsningen? Tja en prædiken ønsker at ændre dit liv og en forelæsning vil give dig en smule information. Og jeg tror, at vi har brug for at vende tilbage til prædike traditionen. Tradition med prædikener er enormt værdifuld, fordi vi har brug for vejledning, moral og trøst -- og religioner ved det.
Now we've given up with the idea of sermons. If you said to a modern liberal individualist, "Hey, how about a sermon?" they'd go, "No, no. I don't need one of those. I'm an independent, individual person." What's the difference between a sermon and our modern, secular mode of delivery, the lecture? Well a sermon wants to change your life and a lecture wants to give you a bit of information. And I think we need to get back to that sermon tradition. The tradition of sermonizing is hugely valuable, because we are in need of guidance, morality and consolation -- and religions know that.
En anden pointe om uddannelse: vi hælder til at tro i den moderne sekulære verden, at hvis du fortæller nogen noget en gang, vil de huske det. Sid med dem i et klasserum, fortæl dem om Platon i en alder af 20, sende dem ud for en karriere i ledelsesrådgivning i 40 år, og den lektion vil holde ved. Religioner siger, "Sludder. Du har brug for at gentage den lektion 10 gange om dagen. Så gå på knæ og gentag det." Det er hvad alle religioner fortæller os: " Gå på knæ og gentage det 10, 20 eller 15 gange om dagen." Ellers er vores sind som sier.
Another point about education: we tend to believe in the modern secular world that if you tell someone something once, they'll remember it. Sit them in a classroom, tell them about Plato at the age of 20, send them out for a career in management consultancy for 40 years, and that lesson will stick with them. Religions go, "Nonsense. You need to keep repeating the lesson 10 times a day. So get on your knees and repeat it." That's what all religions tell us: "Get on you knees and repeat it 10 or 20 or 15 times a day." Otherwise our minds are like sieves.
Så religioner er kulturer af gentagelser. De cirkler omkring de store sandheder igen og igen og igen. Vi associerer gentagelse med kedsomhed. "Giv os det nye," siger vi altid. "Det nye er bedre end det gamle." Hvis jeg sagde til dig, "Okay, vi vil ikke have flere TED. Vi vil bare gennemgå alle de gamle og se dem 5 gange, fordi de er så sande. Vi vil se Elizabeth Gilbert fem gange, fordi hvad hun siger er så klogt," du ville føle dig snydt. Men ikke hvis du adopterede en religiøs tankegang.
So religions are cultures of repetition. They circle the great truths again and again and again. We associate repetition with boredom. "Give us the new," we're always saying. "The new is better than the old." If I said to you, "Okay, we're not going to have new TED. We're just going to run through all the old ones and watch them five times because they're so true. We're going to watch Elizabeth Gilbert five times because what she says is so clever," you'd feel cheated. Not so if you're adopting a religious mindset.
De andre ting religion gør er at arrangere tid. Alle de største religioner giver os kalendere. Hvad er en kalender? En kalender er en måde at sikre, at hele året vil du støde ind i vigtige ideer. I den katolske kronologi, katolske kalender, ved slutningen af marts vil du tænke på Hieronymus og hans egenskaber af ydmyghed og godhed og hans gavmildhed overfor de fattige. Du vil ikke gøre det ved et tilfælde, du vil gøre det, fordi du er vejledt til at gøre det. Vi tænker ikke på den måde. I den sekulære verden tænker vi, "Hvis en idé er så vigtig, at jeg støder ind i den. Jeg vil bare støde på den." Sludder, siger den religiøse verdensopfattelse. En religiøs opfattelse siger, at vi har brug for kalendere, vi er nødt til at strukturere tid, vi har brug for at synkronisere vores møder. Det kommer også til udtryk i den måde hvorpå religioner sætter ritualer op omkring vigtige følelser.
The other things that religions do is to arrange time. All the major religions give us calendars. What is a calendar? A calendar is a way of making sure that across the year you will bump into certain very important ideas. In the Catholic chronology, Catholic calendar, at the end of March you will think about St. Jerome and his qualities of humility and goodness and his generosity to the poor. You won't do that by accident; you will do that because you are guided to do that. Now we don't think that way. In the secular world we think, "If an idea is important, I'll bump into it. I'll just come across it." Nonsense, says the religious world view. Religious view says we need calendars, we need to structure time, we need to synchronize encounters. This comes across also in the way in which religions set up rituals around important feelings.
Tag månen. Det er virkelig vigtigt at kigge på månen. Du ved, når du kigger på månen, tænker du, "Jeg er virkelig lille. Hvad er mine problemer?" Det sætter tingene i perspektiv, etc., etc. Vi burde alle kigge på månen lidt oftere. Men det gør vi ikke. Hvorfor gør vi ikke det? Tja, der ikke noget til at fortælle os, "Kig på månen." Men hvis du er en Zen buddhist i midten af september, vil du blive beordret ud af dit hjem, for at stå på en kanonisk platform og tvunget til at fejre Tsukimi festivalen, hvor du vil blive overdragt digte til at læse til ære for månen og tidens gang og livets skrøbelighed. som det burde minde os om. Du vil blive overrakt riskager. Og månen og reflektionen af månen vil have en sikker plads i dit hjerte. Det er meget godt.
Take the Moon. It's really important to look at the Moon. You know, when you look at the Moon, you think, "I'm really small. What are my problems?" It sets things into perspective, etc., etc. We should all look at the Moon a bit more often. We don't. Why don't we? Well there's nothing to tell us, "Look at the Moon." But if you're a Zen Buddhist in the middle of September, you will be ordered out of your home, made to stand on a canonical platform and made to celebrate the festival of Tsukimi, where you will be given poems to read in honor of the Moon and the passage of time and the frailty of life that it should remind us of. You'll be handed rice cakes. And the Moon and the reflection on the Moon will have a secure place in your heart. That's very good.
Det andet religioner er opmærksomme på er, tal godt ... Jeg gør det ikke særlig godt her -- men veltalenhed, veltalenhed er absolut nøglen til religioner. I den sekulære verden kan du komme igennem universitetssystemet og være en hæslig taler og stadig have en god karriere. Men den religiøse verden tænker ikke sådan. Hvad du siger er nød til at blive støttet op af en virkelig overbevisende måde at sige det på.
The other thing that religions are really aware of is: speak well -- I'm not doing a very good job of this here -- but oratory, oratory is absolutely key to religions. In the secular world, you can come through the university system and be a lousy speaker and still have a great career. But the religious world doesn't think that way. What you're saying needs to be backed up by a really convincing way of saying it.
Så hvis du tager til en afroamerikansk pinsekirke i det sydlige Amerika og du lytter til, hvordan de taler, du godeste, de taler virkelig godt. Efter hver overbevisende pointe siger folk, "Amen, amen, amen." Ved slutningen af et virkelig ophidsende afsnit vil de alle stå op, og de vil sige, "Tak Jesus, tak min Kristus, tak frelser." Hvis vi gjorde det, som de gør det -- lad os ikke gøre det, men hvis vi gjorde -- Jeg ville fortælle dig noget a la, "Kultur burde erstatte hellig skrift." Og du ville sige, "Amen, amen, amen." Og ved slutningen af min tale ville I stå op og I ville sige, "Tak Platon, tak Shakespeare, tak Jane Austen." Og vi ville vide, at vi havde en rigtig rytme kørende. Okay, okay. Vi er ved at nå der. Vi er ved at nå der.
So if you go to an African-American Pentecostalist church in the American South and you listen to how they talk, my goodness, they talk well. After every convincing point, people will go, "Amen, amen, amen." At the end of a really rousing paragraph, they'll all stand up, and they'll go, "Thank you Jesus, thank you Christ, thank you Savior." If we were doing it like they do it -- let's not do it, but if we were to do it -- I would tell you something like, "Culture should replace scripture." And you would go, "Amen, amen, amen." And at the end of my talk, you would all stand up and you would go, "Thank you Plato, thank you Shakespeare, thank you Jane Austen." And we'd know that we had a real rhythm going. All right, all right. We're getting there. We're getting there.
(Bifald)
(Applause)
Den anden ting som religion ved er, at vi ikke bare er hjerner, vi er også kroppe. Og når de lærer os en lektion, gør de det via kroppen. Så for eksempel, tag den jødiske idé om tilgivelse. Jøder er meget interesserede i tilgivelse, og hvordan vi skal starte på ny og starte forfra. De prædiker ikke bare om dette. De giver os ikke bare bøger og ord om dette. De siger til os. at vi skal tage et bad. Så i ortodokse jødiske samfund går du hver fredag til en Mikvé. Du nedsænker dig selv i vandet, og en fysisk aktion støtter op om en filosofisk idé. Vi hælder ikke til at gøre det. Vores ideer er i et område, og vores opførsel med vores kroppe er i i et andet. Religioner er fascinerende på den måde, hvorpå de prøver at kombinere de to.
The other thing that religions know is we're not just brains, we are also bodies. And when they teach us a lesson, they do it via the body. So for example, take the Jewish idea of forgiveness. Jews are very interested in forgiveness and how we should start anew and start afresh. They don't just deliver us sermons on this. They don't just give us books or words about this. They tell us to have a bath. So in Orthodox Jewish communities, every Friday you go to a Mikveh. You immerse yourself in the water, and a physical action backs up a philosophical idea. We don't tend to do that. Our ideas are in one area and our behavior with our bodies is in another. Religions are fascinating in the way they try and combine the two.
Lad os kigge på kunst nu. Kunst er noget, som vi i den sekulære verden beundrer meget. Vi synes at kunst er virkelig, virkelig vigtig. En stor del af vores overskydende rigdom går til museer, etc. Vi hører det somme tider sagt, at museer er vores nye katedraler eller vores nye kirker. Du har hørt den talemåde. Jeg tror at potentialet er der, men vi har fuldkommen skuffet os selv. Og grunden til at vi har skuffet os selv er, at vi ikke studerer, hvordan religioner håndterer kunst grundigt nok.
Let's look at art now. Now art is something that in the secular world, we think very highly of. We think art is really, really important. A lot of our surplus wealth goes to museums, etc. We sometimes hear it said that museums are our new cathedrals, or our new churches. You've heard that saying. Now I think that the potential is there, but we've completely let ourselves down. And the reason we've let ourselves down is that we're not properly studying how religions handle art.
De to rigtig dårlige ideer, som svæver i den moderne verden, som holder vores kapacitet til at drage styrke fra kunst tilbage: Den første idé er at kunst kun skulle være for kunstens skyld -- en latterlig idé -- en idé om, at kunst skulle leve i en hermetisk boble og skulle ikke prøve på at gøre noget ved denne problemfyldte verden. Jeg kunne ikke være mere uenig. Den anden ting vi tror er, at kunst ikke burde forklare sig selv, at kunstnere ikke burde sige, hvad de har gang i, for hvis de sagde det, ville det måske bryde fortryllelsen, og vi ville synes, at det er for nemt. Det er derfor en meget normal følelse, når du er på museum -- lad os indrømme det -- er, "Jeg ved ikke, hvad det drejer sig om." Men hvis vi er seriøse mennesker, så indrømmer vi det ikke. Men den følelse af forundring er strukturel i forhold til nutidig kunst.
The two really bad ideas that are hovering in the modern world that inhibit our capacity to draw strength from art: The first idea is that art should be for art's sake -- a ridiculous idea -- an idea that art should live in a hermetic bubble and should not try to do anything with this troubled world. I couldn't disagree more. The other thing that we believe is that art shouldn't explain itself, that artists shouldn't say what they're up to, because if they said it, it might destroy the spell and we might find it too easy. That's why a very common feeling when you're in a museum -- let's admit it -- is, "I don't know what this is about." But if we're serious people, we don't admit to that. But that feeling of puzzlement is structural to contemporary art.
Religioner har et meget mere sundt forhold til kunst. De har ikke nogle problemer med at fortælle os, hvad kunst handler om. Kunst drejer sig om to ting i alle de store trosretninger. For det første forsøger det at minde dig om, hvad der er at elske. Og for det andet forsøger det at minde dig om, hvad der er at frygte og hade. Og det er hvad kunst er. Kunst er et følelsesmæssigt sammenstød med de mest vigtige ideer fra din tro. Så mens du går rundt i en kirke, en moské eller en katedral, hvad du virkelig prøver at indsuge, hvad du indsuger er, gennem dine øjne, gennem dine sanser, sandheder, som ellers ville komme til dig gennem dit sind.
Now religions have a much saner attitude to art. They have no trouble telling us what art is about. Art is about two things in all the major faiths. Firstly, it's trying to remind you of what there is to love. And secondly, it's trying to remind you of what there is to fear and to hate. And that's what art is. Art is a visceral encounter with the most important ideas of your faith. So as you walk around a church, or a mosque or a cathedral, what you're trying to imbibe, what you're imbibing is, through your eyes, through your senses, truths that have otherwise come to you through your mind.
Essentielt er det propaganda. Rembrandt er en propagandist fra et kristent synspunkt. Ordet "propaganda" sætter alarmklokker i gang. Vi tænker på Hitler, vi tænker på Stalin. Lad være, ikke nødvendigvis. Propaganda er en måde at være didaktisk på i ære af noget. Og hvis det noget er godt, så er der ikke nogen problemer med det overhovedet.
Essentially it's propaganda. Rembrandt is a propagandist in the Christian view. Now the word "propaganda" sets off alarm bells. We think of Hitler, we think of Stalin. Don't, necessarily. Propaganda is a manner of being didactic in honor of something. And if that thing is good, there's no problem with it at all.
Mit synspunkt er, at museer burde tage ved lære af religionerne. Og de burde være sikre på, at når du gik ind på et museum -- hvis jeg var en museumskurator, ville jeg lave et rum for kærlighed, et rum for gavmildhed. Alle kunstværker taler til os om ting. Og hvis vi var i stand til at organisere rum, hvor vi kunne se kunst, hvor vi kunne blive fortalt, brug disse kunstværker til at cementere disse ideer i dit sind, ville vi få meget mere ud af kunst. Kunst kunne genoptage den pligt, som den plejede at have, og som vi har forsømt på grund af visse ubegrundede ideer. Kunst burde være et af de værktøjer med hvilke, vi forbedrer vores samfund. Kunst burde være didaktisk.
My view is that museums should take a leaf out of the book of religions. And they should make sure that when you walk into a museum -- if I was a museum curator, I would make a room for love, a room for generosity. All works of art are talking to us about things. And if we were able to arrange spaces where we could come across works where we would be told, use these works of art to cement these ideas in your mind, we would get a lot more out of art. Art would pick up the duty that it used to have and that we've neglected because of certain mis-founded ideas. Art should be one of the tools by which we improve our society. Art should be didactic.
Lad os tænke på noget andet. Folk i den moderne verden, i den sekulære verden, som er interesseret i det spirituelle, i det åndelige, i højere sjæle spørgsmål, er ofte isolerede individer. De er poeter, de er filosoffer, de er fotografer, de er filmmagere. Og de er ofte på egen hånd. De er vores bomuldsindustrier. De er følsomme, enlige mennesker. Og de bliver deprimerede, og de bliver triste på egen hånd. Og de ændre ændre ikke særlig meget.
Let's think of something else. The people in the modern world, in the secular world, who are interested in matters of the spirit, in matters of the mind, in higher soul-like concerns, tend to be isolated individuals. They're poets, they're philosophers, they're photographers, they're filmmakers. And they tend to be on their own. They're our cottage industries. They are vulnerable, single people. And they get depressed and they get sad on their own. And they don't really change much.
Tænk nu på religioner, tænk på organiserede religioner. Hvad gør organiserede religioner? De klynger sammen, de former institutioner. Og det har alle mulige fordele. For det første, omfang, styrke. Den katolske kirke hev 97 milliarder dollars ind alene sidste år ifølge Wall Street Journal. De er massive maskiner. De er samarbejdsorienteret, de er mærkevarer, de er multinationale, og de er meget disciplinerede.
Now think about religions, think about organized religions. What do organized religions do? They group together, they form institutions. And that has all sorts of advantages. First of all, scale, might. The Catholic Church pulled in 97 billion dollars last year according to the Wall Street Journal. These are massive machines. They're collaborative, they're branded, they're multinational, and they're highly disciplined.
Dette er alle gode kvaliteter. Vi genkender dem i forbindelse med koncerner. Og koncerner er ligesom religioner på mange måder, bortset fra at de henvender sig til det nederste af behovspyramiden. De sælger os sko og biler. Hvorimod folk som sælger os de højere sager -- terapeuterne, poeterne -- er på egen hånd, og de har ikke nogen magt, de har ikke nogen styrke. Så religioner er det fremmeste eksempel på en institution, som kæmper for de ting af sindet. Vi er måske ikke enige om, hvad religioner prøver at lære os, men vi kan alle beundre den institutionelle måde, hvorpå de gør det.
These are all very good qualities. We recognize them in relation to corporations. And corporations are very like religions in many ways, except they're right down at the bottom of the pyramid of needs. They're selling us shoes and cars. Whereas the people who are selling us the higher stuff -- the therapists, the poets -- are on their own and they have no power, they have no might. So religions are the foremost example of an institution that is fighting for the things of the mind. Now we may not agree with what religions are trying to teach us, but we can admire the institutional way in which they're doing it.
Bøger alene, bøger skrevet af enkeltpersoner, vil ikke ændre noget. Vi har brug for at klynge sammen. Hvis du vil ændre verden, er du nød til at klynge sammen, du er nød til at være samarbejdsorienteret. Og det er hvad religioner gør. De er multinationale, som jeg sagde, de er brandede, de har en klar identitet, så de ikke forsvinder i en travl verden. Det er noget, vi kan lære af.
Books alone, books written by lone individuals, are not going to change anything. We need to group together. If you want to change the world, you have to group together, you have to be collaborative. And that's what religions do. They are multinational, as I say, they are branded, they have a clear identity, so they don't get lost in a busy world. That's something we can learn from.
Jeg vil gerne konkludere. Hvad jeg virkelig vil sige er, at for mange af jer, som opererer i en række af forskellige områder, er der noget at lære fra religions eksempel -- selv hvis du ikke tror på noget af det. Hvis du er involveret i noget, som er fælles, som involvere at mange mennesker kommer sammen, er der noget for dig i religion. Hvis du er involveret, lad os sige, i en rejseindustri på nogen som helst måde, se på pilgrimsrejser. Se meget nøje på pilgrimsrejser. Vi er ikke begyndt at skrabe på overfladen af, hvad rejser kunne være, fordi vi ikke har set på, hvad religioner gør med rejser. Hvis du er i kunstverdenen, se på eksemplet med hvad religioner gør med kunst. Og hvis du er en underviser på nogen måde, igen, se på hvordan religioner spreder ideer. Du er måske ikke enige med de ideer, men du godeste, de er yderst effektive mekanismer til det.
I want to conclude. Really what I want to say is for many of you who are operating in a range of different fields, there is something to learn from the example of religion -- even if you don't believe any of it. If you're involved in anything that's communal, that involves lots of people getting together, there are things for you in religion. If you're involved, say, in a travel industry in any way, look at pilgrimage. Look very closely at pilgrimage. We haven't begun to scratch the surface of what travel could be because we haven't looked at what religions do with travel. If you're in the art world, look at the example of what religions are doing with art. And if you're an educator in any way, again, look at how religions are spreading ideas. You may not agree with the ideas, but my goodness, they're highly effective mechanisms for doing so.
Så i virkeligheden er min konkluderende pointe, du er måske ikke enig med religion, men i sidste ende, religioner er så subtile, så komplicerede, så intelligente på mange måder, at de ikke alene burde overlades til de religiøse; de er for os alle.
So really my concluding point is you may not agree with religion, but at the end of the day, religions are so subtle, so complicated, so intelligent in many ways that they're not fit to be abandoned to the religious alone; they're for all of us.
Mange tak.
Thank you very much.
(Bifald)
(Applause)
Chris Anderson: Dette er faktisk et meget modig foredrag, fordi du sætter dig selv i stilling til at blive latterliggjort.
Chris Anderson: Now this is actually a courageous talk, because you're kind of setting up yourself in some ways to be ridiculed in some quarters.
AB: Du kan blive skudt ned af begge sider. Du kan blive skudt af de benhård ateister, og du kan blive skudt af dem, som tror fuldt ud.
AB: You can get shot by both sides. You can get shot by the hard-headed atheists, and you can get shot by those who fully believe.
CA: Missilerne fra North Oxford vil være her når som helst.
CA: Incoming missiles from North Oxford at any moment.
AB: Så sandt.
AB: Indeed.
CA: Men du udelod et aspekt af religion, som mange måske ville sige din agenda kunne låne fra, som er denne følelse-- som formentlig er det mest vigtige for enhver, som er religiøs -- af spirituel oplevelse, af en form for forbindelse med noget som er større end du er. Er der plads til den oplevelse i Ateisme 2.0?
CA: But you left out one aspect of religion that a lot of people might say your agenda could borrow from, which is this sense -- that's actually probably the most important thing to anyone who's religious -- of spiritual experience, of some kind of connection with something that's bigger than you are. Is there any room for that experience in Atheism 2.0?
AB: Absolut, Jeg, ligsom mange af jer, møder folk som siger ting som, "Men er der ikke noget større end os, noget andet?" Og jeg siger , "Selvfølgelig." Og de siger, "Så er du ikke en smule religiøs?" Og jeg siger, "Nej." Hvorfor skal den følelse af gådefuldhed, den svimlende følelse af omfanget af universet, være nødsaget til at været fulgt af en mystisk følelse. Videnskab og bare observation giver os den følelse uden det, så jeg føler ikke behovet. Universet er stort, og vi er små, uden behovet for yderligere religiøs superstruktur. Så man kan have såkaldte spirituelle øjeblikke uden troen på det åndelige.
AB: Absolutely. I, like many of you, meet people who say things like, "But isn't there something bigger than us, something else?" And I say, "Of course." And they say, "So aren't you sort of religious?" And I go, "No." Why does that sense of mystery, that sense of the dizzying scale of the universe, need to be accompanied by a mystical feeling? Science and just observation gives us that feeling without it, so I don't feel the need. The universe is large and we are tiny, without the need for further religious superstructure. So one can have so-called spiritual moments without belief in the spirit.
CA: Faktisk, lad mig stille dig et spørgsmål. Hvor mange her ville sige, at religion er vigtigt for dem? Er der en lignende proces, med hvilken der er en form for bro mellem hvad du snakkede om, og hvad du ville sige til dem?
CA: Actually, let me just ask a question. How many people here would say that religion is important to them? Is there an equivalent process by which there's a sort of bridge between what you're talking about and what you would say to them?
AB: Jeg ville sige, at der er mange mange huller i sekulært liv, og disse kan blive fyldt. Det er ikke fordi, som jeg prøver at hentyde til, at det ikke er som om du enten har religion, og så er du nød til at accepterer alt muligt, eller også har du ikke religion, og så er du afskåret fra alle disse gode ting. Det er så trist,at vi konstant siger, "Jeg tror ikke, så jeg kan ikke have noget fællesskab, så jeg er afskåret fra moral, så jeg kan ikke tage på pilgrimsrejse." Man har lyst til at sige, "Sludder. Hvorfor ikke?" Og det er ånden af mit foredrag. Der er så meget vi kan absorbere. Ateisme burde ikke afskærme sig fra de rige kilder af religion.
AB: I would say that there are many, many gaps in secular life and these can be plugged. It's not as though, as I try to suggest, it's not as though either you have religion and then you have to accept all sorts of things, or you don't have religion and then you're cut off from all these very good things. It's so sad that we constantly say, "I don't believe so I can't have community, so I'm cut off from morality, so I can't go on a pilgrimage." One wants to say, "Nonsense. Why not?" And that's really the spirit of my talk. There's so much we can absorb. Atheism shouldn't cut itself off from the rich sources of religion.
CA: Det virker til mig som om, at der er mange folk i TED fællesskabet, som er ateister. Men de fleste i fællesskabet tror formentlig ikke, at religion vil forsvinde snart og vil gerne finde sproget til at have en konstruktiv dialog, og føle at vi kan faktisk tale med hinanden, og i det mindste dele nogle ting tilfælles. Er vi tåbelige for at være optimistiske om muligheden for en verden, hvor i stedet for at religion er det store kampråb for adskillelse og krig, at der kunne være en samling?
CA: It seems to me that there's plenty of people in the TED community who are atheists. But probably most people in the community certainly don't think that religion is going away any time soon and want to find the language to have a constructive dialogue and to feel like we can actually talk to each other and at least share some things in common. Are we foolish to be optimistic about the possibility of a world where, instead of religion being the great rallying cry of divide and war, that there could be bridging?
AB: Nej, vi er nød til at være høflige om forskelle. Høflighed er en meget overset dyd. Det er set som hykleri. Men vi er nød til at nå til et stadie, hvor når du er ateist, og nogen siger, "Du ved, jeg bad en bøn den anden dag," ignorerer du det høfligt. Du går videre. Fordi du er enig om 90 procent af tingene, fordi du har en fælles holdning til så mange ting, og du er høfligt uenig. Jeg tror, at det er, hvad de nylige religiøse krige har ignoreret. De har ignoreret muligheden for harmonisk uenighed.
AB: No, we need to be polite about differences. Politeness is a much-overlooked virtue. It's seen as hypocrisy. But we need to get to a stage when you're an atheist and someone says, "Well you know, I did pray the other day," you politely ignore it. You move on. Because you've agreed on 90 percent of things, because you have a shared view on so many things, and you politely differ. And I think that's what the religious wars of late have ignored. They've ignored the possibility of harmonious disagreement.
CA: Og til slut, har denne nye ting, som du forslår, som ikke er en religion men noget andet, har den brug for en leder, og melder du dig frivilligt at at være paven?
CA: And finally, does this new thing that you're proposing that's not a religion but something else, does it need a leader, and are you volunteering to be the pope?
(Latter)
(Laughter)
AB: Tja, en ting som vi alle er meget mistænksomme af er individuelle ledere. Den har ikke brug for det. Hvad jeg har prøvet at fremlægge er rammer, og jeg håber, at folk bare kan fylde det ud. Jeg har opridset en form for brede rammer. Men uanset hvor du er, som jeg siger, hvis du er i rejseindustrien, brug rejse delen. Hvis du i fællesskabsindustrien, se på religion og brug delen om fællesskab. Så det er et wiki project.
AB: Well, one thing that we're all very suspicious of is individual leaders. It doesn't need it. What I've tried to lay out is a framework and I'm hoping that people can just fill it in. I've sketched a sort of broad framework. But wherever you are, as I say, if you're in the travel industry, do that travel bit. If you're in the communal industry, look at religion and do the communal bit. So it's a wiki project.
(Latter)
(Laughter)
CA: Alain, tak for at starte mange senere diskussioner.
CA: Alain, thank you for sparking many conversations later.
(Bifald)
(Applause)