For mig opstår disse karriekriser normalt, sågar ofte, en søndag aften, lige når solen er ved at gå ned, og afstanden mellem mine håb for mig selv, og virkelighedens verden begynder at blive så stor, at jeg normalt ender med at græde stille ned i min pude. Jeg nænver alt dette, fordi jeg ikke mener, at det blot er et personligt problem. I synes måske, at jeg har uret. Men jeg mener, vi lever i en tid, hvor vores liv sjældent forløber uden karriekriser. Tidspunkter hvor det, vi troede vi vidste, om vores liv, om vores karriere, kommer i berøring med en truende slags realitet.
For me they normally happen, these career crises, often, actually, on a Sunday evening, just as the sun is starting to set, and the gap between my hopes for myself and the reality of my life starts to diverge so painfully that I normally end up weeping into a pillow. I'm mentioning all this -- I'm mentioning all this because I think this is not merely a personal problem; you may think I'm wrong in this, but I think we live in an age when our lives are regularly punctuated by career crises, by moments when what we thought we knew -- about our lives, about our careers -- comes into contact with a threatening sort of reality.
Måske har det aldrig været nemmere at tjene nok penge, end det er nu. Måske har det aldrig været sværere at slappe af, at være fri for karriere-angst. Jeg vil gerne have lov til at se på nogle af grundene til, at vi kan føle angst for vores karriere. Hvorfor vi bliver ofre for disse karriere-kriser, og derfor græder stille ned i vores hovedpuder. En af grundene til det er, at vi er omgivet af snobber.
It's perhaps easier now than ever before to make a good living. It's perhaps harder than ever before to stay calm, to be free of career anxiety. I want to look now, if I may, at some of the reasons why we might be feeling anxiety about our careers. Why we might be victims of these career crises, as we're weeping softly into our pillows. One of the reasons why we might be suffering is that we are surrounded by snobs.
Nu har jeg på en måde dårlige nyheder, især til de, der er kommet til Oxford fra udlandet. For dér er der et reelt problem med snobberi. Folk uden for Storbritannien tror nogle gange, at snobberi er forbeholdt Storbritannien, fokuseret på godser og titler. Den dårlige nyhed er, at det ikke passer. Snobberi er et globalt fænomen. Vi er en global organisation. Det her er et globalt fænomen. Det eksisterer. Men hvad er en snob? En snob er en, som tager en lille del af dig og bruger det til at skabe et helhedsbillede af, hvem du er. Det er snobberi.
In a way, I've got some bad news, particularly to anybody who's come to Oxford from abroad. There's a real problem with snobbery, because sometimes people from outside the U.K. imagine that snobbery is a distinctively U.K. phenomenon, fixated on country houses and titles. The bad news is that's not true. Snobbery is a global phenomenon; we are a global organization, this is a global phenomenon. What is a snob? A snob is anybody who takes a small part of you, and uses that to come to a complete vision of who you are. That is snobbery.
Og den dominerende slags snobberi, som eksisterer nu om dage, er job snobberi. Du oplever det inden for få minutter til fester, når du bliver stillet det berømte spørgsmål fra det 21. århundrede: "Hvad laver du til daglig?" Afhængig af, hvordan du svarer på spørgsmålet, er folk enten enormt glade for at møde dig, eller også kigger de på deres ur og undskylder sig fra dit selskab. (Publikum griner)
The dominant kind of snobbery that exists nowadays is job snobbery. You encounter it within minutes at a party, when you get asked that famous iconic question of the early 21st century, "What do you do?" According to how you answer that question, people are either incredibly delighted to see you, or look at their watch and make their excuses. (Laughter)
Det modsatte af en snob er jeres mor. (Publikum griner) Ikke nødvendigvis lige jeres mor, eller min mor, for den sags skyld. Men, den ideelle mor. En som ikke går op i, hvad man har opnået. Men uheldigvis er de fleste mennesker ikke vores mødre. De fleste mennesker trækker en forbindelse mellem hvor meget tid, og så, om I vil, kærlighed, ikke romantisk kærlighed, selvom det måske kunne finde sted, men kærlighed generelt, respekt, de er villige til at tildele os. Det bliver strengt defineret ud fra vores placering i det sociale hierarki.
Now, the opposite of a snob is your mother. (Laughter) Not necessarily your mother, or indeed mine, but, as it were, the ideal mother, somebody who doesn't care about your achievements. Unfortunately, most people are not our mothers. Most people make a strict correlation between how much time, and if you like, love -- not romantic love, though that may be something -- but love in general, respect -- they are willing to accord us, that will be strictly defined by our position in the social hierarchy. And that's a lot of the reason why we care so much about our careers
Og det er derfor, vi bekymrer os så meget om vores karrierer, og egentlig også om materielle goder. Det siges ofte, at vi lever i en meget materialistisk tid, hvor vi alle sammen er grådige. Jeg synes ikke, vi er specielt materialistiske. Jeg tror, at vi lever i et samfund, der simpelthen har svejset visse følelsesmæssige belønninger sammen med det at opnå materielle goder. Det er ikke de materielle goder, vi vil have. Det er belønningerne. Og det er ny måde at anskue luksusgoder på. Næste gang, I ser nogen køre i en Ferrari, så lad være med at tænke "det er en, der er grådig". Tænk "Det er en, som er ekstremt sårbar og har brug for kærlighed". Med andre ord -- (Publikum griner) Føl sympati i stedet for foragt.
and indeed start caring so much about material goods. You know, we're often told that we live in very materialistic times, that we're all greedy people. I don't think we are particularly materialistic. I think we live in a society which has simply pegged certain emotional rewards to the acquisition of material goods. It's not the material goods we want; it's the rewards we want. It's a new way of looking at luxury goods. The next time you see somebody driving a Ferrari, don't think, "This is somebody who's greedy." Think, "This is somebody who is incredibly vulnerable and in need of love." (Laughter) Feel sympathy, rather than contempt.
Der er andre grunde -- (Publikum griner) Der er andre grunde til, at det måske er sværere end nogensinde før at føle sig afslappet. En af dem, og det er paradoksalt fordi det er forbundet med noget dejligt, er det håb, vi alle har for vores karrierer. Aldrig før har forventningerne til, hvad mennesker kan opnå med deres liv, været så høje. Vi får at vide fra mange kilder, at enhver kan opnå hvad som helst. Vi har fjernet kastesystemet. Vi befinder os nu i et system, hvor enhver kan opnå en hvilken som helst position, vedkommende ønsker. Og det er en smuk idé. Sammen med den idé er der en slags ligeværdighedsånd. Vi er alle sammen lige. Der er ingen veldefinerede hierakier.
There are other reasons -- (Laughter) There are other reasons why it's perhaps harder now to feel calm than ever before. One of these, and it's paradoxical, because it's linked to something that's rather nice, is the hope we all have for our careers. Never before have expectations been so high about what human beings can achieve with their lifespan. We're told, from many sources, that anyone can achieve anything. We've done away with the caste system, we are now in a system where anyone can rise to any position they please. And it's a beautiful idea. Along with that is a kind of spirit of equality; we're all basically equal. There are no strictly defined hierarchies. There is one really big problem with this,
Dét er der et stort problem ved. Problemet er misundelse. Misundelse - det er virkelig tabu at nævne misundelse, men hvis der er én dominerende følelse i det moderne samfund, så er det misundelse. Og det hænger sammen med den der ligeværdighedsånd. Lad mig forklare. Jeg tror det ville være usædvanligt, hvis nogen af jer herinde, eller nogen af seerne, var misundelige på Dronningen af England. Selvom hun er meget rigere end nogen af jer er. Og hun har et meget stort hus. Vi er ikke misundelige på hende, fordi hun er for mærkelig. Hun er simpelthen for underlig.
and that problem is envy. Envy, it's a real taboo to mention envy, but if there's one dominant emotion in modern society, that is envy. And it's linked to the spirit of equality. Let me explain. I think it would be very unusual for anyone here, or anyone watching, to be envious of the Queen of England. Even though she is much richer than any of you are, and she's got a very large house, the reason why we don't envy her is because she's too weird. (Laughter)
Vi kan ikke forholde os til hende. Hun taler mærkeligt, hun kommer fra et sært sted. Så vi kan ikke forholde os til hende. Og når vi ikke kan forholde os til nogen, så misunder vi dem ikke.
She's simply too strange. We can't relate to her, she speaks in a funny way, she comes from an odd place. So we can't relate to her,
Jo mere ens to menneskers er, f.eks. aldersmæssigt og baggrundsmæssigt,
and when you can't relate to somebody, you don't envy them.
jo større fare er der for, at der opstår misundelse. Netop derfor bør ingen af jer nogensinde møde op til en klassegenforening. For er der nogen man kan sammenligne sig selv med, så er det folk, man har gået i skole med. Men det generelle problem i det moderne samfund er, at hele verden bliver omdannet til en skole. Alle går i jeans, alle er ens. Og så alligevel ikke. Så der er en ligeværdighedsånd, blandet med store uligheder. Det kan skabe en ret anstrengende situation.
The closer two people are -- in age, in background, in the process of identification -- the more there's a danger of envy, which is incidentally why none of you should ever go to a school reunion, because there is no stronger reference point than people one was at school with. The problem of modern society is it turns the whole world into a school. Everybody's wearing jeans, everybody's the same. And yet, they're not. So there's a spirit of equality combined with deep inequality, which can make for a very stressful situation.
Nu til dags er det formentlig lige så usandsynligt at blive så rig og berømt som Bill Gates, som det var usandsynligt i det 17. århundrede at blive en del af det franske aristokrati. Men pointen er, at det ikke føles sådan. Blade og andre medier skaber en følelse af, at hvis du har energi, et par gode idéer inden for teknologi og en garage - så kan du blive til noget stort. (Publikum griner) Og konsekvenserne af dette problem kan ses i boghandlen. Når man går ind i en stor boghandel og finder sektionen med selvhjælpsbøger, hvad jeg nogle gange gør, hvis man analyserer de selv-hjælpsbøger, der bliver trykt i verden i dag, viser det sig at der overordnet findes to slags. Den første slags siger "Du kan gøre det! Du kan klare det! Alt er muligt!" Og den anden slags fortæller dig hvordan du overkommer det, vi så høfligt kalder "lavt selvværd", eller uhøfligt kalder "at have det rigtig dårligt med sig selv".
It's probably as unlikely that you would nowadays become as rich and famous as Bill Gates, as it was unlikely in the 17th century that you would accede to the ranks of the French aristocracy. But the point is, it doesn't feel that way. It's made to feel, by magazines and other media outlets, that if you've got energy, a few bright ideas about technology, a garage -- you, too, could start a major thing. (Laughter) The consequences of this problem make themselves felt in bookshops. When you go to a large bookshop and look at the self-help sections, as I sometimes do -- if you analyze self-help books produced in the world today, there are basically two kinds. The first kind tells you, "You can do it! You can make it! Anything's possible!" The other kind tells you how to cope with what we politely call "low self-esteem," or impolitely call, "feeling very bad about yourself."
Der er en korrelation, en korrelation mellem et samfund, der fortæller folk, at de kan opnå hvad som helst, og så eksistensen af lavt selvværd. Så det er endnu en måde hvorpå noget, der er ret positivt, samtidig kan være ret modbydeligt. Der er en anden grund til, at vi i dag måske føler mere angst for vores karrierer og for vores status i verden end nogensinde før. Og det er igen forbundet med noget godt. "Noget godt" er i dette tilfælde meritokrati.
There's a real correlation between a society that tells people that they can do anything, and the existence of low self-esteem. So that's another way in which something quite positive can have a nasty kickback. There is another reason why we might be feeling more anxious -- about our careers, about our status in the world today, than ever before. And it's, again, linked to something nice. And that nice thing is called meritocracy.
Alle politikere, både fra venstre og højre, er enige om, at meritokrati er fantastisk, og at vi alle bør forsøge at gøre vores samfund rigtig meritokratisk. Med andre ord - hvad er et meritokratisk samfund? Det er et samfund, hvor det at have talent og færdigheder, vil få dig til tops. Intet burde kunne holde dig tilbage. Det er en smuk idé. Problemet er, at hvis man virkelig tror på et samfund, hvor de, der fortjener at nå toppen, så også når toppen, så vil man også underforstået, og på en meget ondskabsfuld måde, tro på et samfund hvor de, der fortjener at ende i bunden, så også når bunden og bliver der. Sagt på en anden måde: Ens position i livet virker ikke længere tilfældig, men fortjent. Det får fiasko til at virke meget mere alvorligt.
Everybody, all politicians on Left and Right, agree that meritocracy is a great thing, and we should all be trying to make our societies really, really meritocratic. In other words -- what is a meritocratic society? A meritocratic society is one in which, if you've got talent and energy and skill, you will get to the top, nothing should hold you back. It's a beautiful idea. The problem is, if you really believe in a society where those who merit to get to the top, get to the top, you'll also, by implication, and in a far more nasty way, believe in a society where those who deserve to get to the bottom also get to the bottom and stay there. In other words, your position in life comes to seem not accidental, but merited and deserved. And that makes failure seem much more crushing.
Tilbage i middelalderen i England, når man så mødte en meget fattig person, så blev personen beskrevet som en "mindre heldig". Bogstavelig talt, en person som ikke var blevet velsignet af heldet. Nu til dags, især i USA, så hvis man møder nogen fra bunden af samfundet, så bliver de ofte beskrevet som "tabere". Der er stor forskel på en mindre heldig og en taber. Det afspejler 400 års samfundsudvikling og vores syn på, hvem der er ansvarlig for vores liv. Det er ikke længere guderne, nej det er os selv. Vi sidder i førersædet.
You know, in the Middle Ages, in England, when you met a very poor person, that person would be described as an "unfortunate" -- literally, somebody who had not been blessed by fortune, an unfortunate. Nowadays, particularly in the United States, if you meet someone at the bottom of society, they may unkindly be described as a "loser." There's a real difference between an unfortunate and a loser, and that shows 400 years of evolution in society and our belief in who is responsible for our lives. It's no longer the gods, it's us. We're in the driving seat.
Det er fantastisk, hvis det går dig godt, og meget nedslående, hvis det ikke går dig godt. Ifølge sociologen Emil Durkhaim, kan det i værste tilfælde lede til forøgede selvmordsrater. Der er flere selvmord i udviklede, individualistiske lande, end i nogen anden del af verden. En af grundene til det er, at folk tager de ting, der sker, meget personligt. De er selv skyld i deres succes. Men de er også selv skyld i deres fiasko.
That's exhilarating if you're doing well, and very crushing if you're not. It leads, in the worst cases -- in the analysis of a sociologist like Emil Durkheim -- it leads to increased rates of suicide. There are more suicides in developed, individualistic countries than in any other part of the world. And some of the reason for that is that people take what happens to them extremely personally -- they own their success, but they also own their failure.
Er der overhovedet nogen lettelse fra alle de stressfaktorer, jeg lige har nævnt? Det mener jeg, der er. Jeg vil lige komme med et par af dem. Lad os tage meritokrati. Idéen om, at alle har fortjent at nå dertil, hvor de når. Jeg mener at det er en skør idé, fuldstændig skør. Jeg støtter gerne enhver politiker på venstre eller højre fløj, der bare har en nogenlunde fornuftig meritokratisk opfattelse. Jeg er meritokrat, og sådan er det. Men jeg synes det er vanvittigt at tro, at vi nogensinde skaber et samfund, der er fuldstændig meritokratisk. Det er en umulig drøm.
Is there any relief from some of these pressures that I've been outlining? I think there is. I just want to turn to a few of them. Let's take meritocracy. This idea that everybody deserves to get where they get to, I think it's a crazy idea, completely crazy. I will support any politician of Left and Right, with any halfway-decent meritocratic idea; I am a meritocrat in that sense. But I think it's insane to believe that we will ever make a society that is genuinely meritocratic;
Idéen om at skabe et samfund, hvor alle bogstavelig talt bliver rangordnet, de gode i toppen og de dårlige i bunden, er umulig. Der er simpelthen for mange tilfældige faktorer. Tilfældigheder, de omstændigheder, man bliver født ind i, tilfældigheder som når ting falder ned i hovedet på folk, sygdomme, osv. Vi kan aldrig rangordne dem. Kommer aldrig til at rangordne folk i den rigtige rækkefølge.
it's an impossible dream. The idea that we will make a society where literally everybody is graded, the good at the top, bad at the bottom, exactly done as it should be, is impossible. There are simply too many random factors: accidents, accidents of birth, accidents of things dropping on people's heads, illnesses, etc. We will never get to grade them, never get to grade people as they should.
Lad mig nævne et skønt citat af Skt. Augustin i "Guds By", hvor han siger "Det er en synd at dømme nogen mand ud fra hans post". På nutidigt dansk betyder det, at det er en synd at vælge dem, man ønsker at snakke med, ud fra deres visitkort. Det er ikke jobbet, der burde tælle. Og ifølge Skt. Augustin er det kun Gud, der egentlig kan placere folk på deres pladser. Og det vil han gøre på Dommedag, med engle og trompeter, og himlene vil åbne sig. Vanvittig idé, hvis du spørger en verdslig som mig. Men der er nu engang noget virkelig sandt i idéen.
I'm drawn to a lovely quote by St. Augustine in "The City of God," where he says, "It's a sin to judge any man by his post." In modern English that would mean it's a sin to come to any view of who you should talk to, dependent on their business card. It's not the post that should count. According to St. Augustine, only God can really put everybody in their place; he's going to do that on the Day of Judgment, with angels and trumpets, and the skies will open. Insane idea, if you're a secularist person, like me. But something very valuable in that idea, nevertheless.
At man ikke skal skue hunden på hårene. Man ved ikke nødvendigvis, hvad andre virkelig står for. Det er en ukendt del af dem. Og vi bør ikke opføre os som om den del er kendt. Der ligger endnu en trøst i det her. Når vi tænker på fiaskoer her i livet, på nederlag, så er en af grundene til, at vi frygter at fejle, ikke kun tab af indkomst og status. Det, vi frygter, er at blive dømt og latterliggjort af andre. For det sker.
In other words, hold your horses when you're coming to judge people. You don't necessarily know what someone's true value is. That is an unknown part of them, and we shouldn't behave as though it is known. There is another source of solace and comfort for all this. When we think about failing in life, when we think about failure, one of the reasons why we fear failing is not just a loss of income, a loss of status. What we fear is the judgment and ridicule of others.
Den største kilde til latterliggørelse i dag er aviserne. Hver gang man åbner en avis, er den fyldt med folk, der har ødelagt deres liv. De har været i seng med den forkerte, taget noget forkert, lovgivet forkert. Det kan være hvad som helst, og så bliver de latterliggjort. Med andre ord har de fejlet. De beskrives som "tabere". Er der alternativer til dette? Jeg synes, den vestlige tradition har et strålende alternativ. Nemlig tragedie.
And it exists. The number one organ of ridicule, nowadays, is the newspaper. If you open the newspaper any day of the week, it's full of people who've messed up their lives. They've slept with the wrong person, taken the wrong substance, passed the wrong piece of legislation -- whatever it is, and then are fit for ridicule. In other words, they have failed. And they are described as "losers." Now, is there any alternative to this? I think the Western tradition shows us one glorious alternative, which is tragedy. Tragic art, as it developed in the theaters of ancient Greece,
Tragisk kunst, som det udvikledes i det antikke Grækenlands teatre, tilbage i det femte århundrede før vor tidsregning, var i bund og grund en kunstform, der var ivrig efter at finde ud af, hvordan folk fejler. Og ivrig efter at vise dem sympati. Som det ordinære liv ikke nødvendigvis gjorde. For et par år siden tænkte jeg på alt det her. Jeg besøgte "The Sunday Sport", en sladderavis som jeg ikke anbefaler jer at læse, hvis I ikke allerede kender den. Jeg besøgte dem for at tale med dem om de store tragedier i vestlig kunst. Jeg ville se hvordan de ville opfatte essensen af bestemte historier, hvis de kom flyvende ind på deres nyhedsbord en lørdag eftermiddag.
in the fifth century B.C., was essentially an art form devoted to tracing how people fail, and also according them a level of sympathy, which ordinary life would not necessarily accord them. A few years ago, I was thinking about this, and I went to "The Sunday Sport," a tabloid newspaper I don't recommend you start reading if you're not familiar with it already. (Laughter) And I went to talk to them about certain of the great tragedies of Western art. I wanted to see how they would seize the bare bones of certain stories, if they came in as a news item at the news desk on a Saturday afternoon. I mentioned Othello; they'd not heard of it but were fascinated.
Så jeg fortalte dem om Othello. De havde ikke hørt om stykket, men var fascinerede af det. (Publikum griner) Jeg bad dem skrive en overskrift til historien om Othello. De foreslog, at "Kærlighedssyg immigrant dræber senators datter" var det, der skulle stå i overskriften. Jeg gav dem plottet til "Madame Bovary". Igen en bog, de var henrykte over at opdage. Og de skrev "Grådig ægteskabsbryder sluger gift efter bedrageri" (Publikum griner) Og så min favorit. De har virkelig en særlig genialitet, de her gutter. Min yndlings er Sofokles' "Kong Ødipus". "Sex med mor gjorde blind" (Publikum griner) (Applaus)
(Laughter) I asked them to write a headline for the story. They came up with "Love-Crazed Immigrant Kills Senator's Daughter." Splashed across the headline. I gave them the plotline of Madame Bovary. Again, a book they were enchanted to discover. And they wrote "Shopaholic Adulteress Swallows Arsenic After Credit Fraud." (Laughter) And then my favorite -- they really do have a kind of genius of their own, these guys -- my favorite is Sophocles' Oedipus the King: "Sex With Mum Was Blinding." (Laughter) (Applause)
I den ene ende af sympati-spektrummet er der sladderbladene. I den anden ende er der tragedie og tragisk kunst. Hvad jeg vil frem til er nok, at vi bør lære lidt om, hvad det er, der sker i tragisk kunst. Det ville være vanvittigt at kalde Hamlet for en taber. Han er ikke en taber, selvom han har tabt. Og jeg tror at det er tragediens budskab til os, og derfor er det så vigtigt, synes jeg.
In a way, if you like, at one end of the spectrum of sympathy, you've got the tabloid newspaper. At the other end of the spectrum, you've got tragedy and tragic art. And I suppose I'm arguing that we should learn a little bit about what's happening in tragic art. It would be insane to call Hamlet a loser. He is not a loser, though he has lost. And I think that is the message of tragedy to us, and why it's so very, very important, I think.
En anden ting mht. vores moderne samfund, og årsagen til at det skaber denne angst er, at vi har ikke noget ikke-menneskeligt i centrum. Vi er det første samfund, der lever i en verden, hvor vi ikke tilbeder andet end os selv. Vi tænker meget godt om os selv. Og det burde vi også. Vi har sat mennesker på månen. Vi har gjort alle mulige ekstraordinære ting. Og derfor tilbeder vi i en vis udstrækning os selv.
The other thing about modern society and why it causes this anxiety, is that we have nothing at its center that is non-human. We are the first society to be living in a world where we don't worship anything other than ourselves. We think very highly of ourselves, and so we should; we've put people on the Moon, done all sorts of extraordinary things. And so we tend to worship ourselves. Our heroes are human heroes.
Vores helte er mennesker. Det er en meget ny situation. De fleste andre samfund har som noget centralt tilbedt noget trancendent. En gud, en ånd, en naturkraft, universet. Lige meget hvad det er, er det ikke mennesket, der tilbedes. Nu har vi næsten glemt den vane. Og jeg tror, det er årsagen til, at vi føler os særligt dragede af naturen. Ikke for vores helbreds skyld, selvom det ofte bliver fremstillet sådan. Men fordi det er en flugt væk fra den menneskelige myretue. Det er en flugt væk fra vores egen konkurrence, og vores egne dramaer. Det er derfor, vi holder af at kigge på gletsjere, og på havet, og af at betragte Jorden udefra, osv. Vi kan godt lide at føle os i kontakt med noget, der ikke er menneskeligt. Det er meget vigtigt for os.
That's a very new situation. Most other societies have had, right at their center, the worship of something transcendent: a god, a spirit, a natural force, the universe, whatever it is -- something else that is being worshiped. We've slightly lost the habit of doing that, which is, I think, why we're particularly drawn to nature. Not for the sake of our health, though it's often presented that way, but because it's an escape from the human anthill. It's an escape from our own competition, and our own dramas. And that's why we enjoy looking at glaciers and oceans, and contemplating the Earth from outside its perimeters, etc. We like to feel in contact with something that is non-human, and that is so deeply important to us.
Det jeg egentlig har talt om i dag, er succes og fiasko. En interessant ting ved succes er, at vi tror, at vi ved hvad det betyder. Hvis jeg sagde til jer, at der sidder en bag ved skærmen, som er meget succesfuld, ville I straks begynde at tænke på noget bestemt. I ville tænke at personen sandsynligvis havde mange penge, havde opnået berømmelse på et eller andet felt. Min egen teori om succes, og jeg er altså meget interesseret i succes. Jeg vil virkelig gerne være succesfuld. Jeg tænker konstant "Hvordan kan jeg blive mere succesfuld?" Men efterhånden som jeg bliver ældre, bliver jeg mere nuanceret i forhold til, hvad ordet "succes" kan betyde.
What I think I've been talking about really is success and failure. And one of the interesting things about success is that we think we know what it means. If I said that there's somebody behind the screen who's very successful, certain ideas would immediately come to mind. You'd think that person might have made a lot of money, achieved renown in some field. My own theory of success -- I'm somebody who's very interested in success, I really want to be successful, always thinking, how can I be more successful? But as I get older, I'm also very nuanced about what that word "success" might mean.
Det her er en indsigt om succes, som jeg har opnået. Man kan ikke være succesfuld i alting. Vi hører en masse snak om balance mellem arbejdsliv og privatliv. Vrøvl. Man kan ikke det hele. Det kan man bare ikke. Så ethvert syn på succes indebærer spørgsmålet om, hvad der så går tabt, hvilke tabte elementer, der er. Jeg tror ethvert liv kan tåle, som jeg siger, at der er steder hvor vi ikke har succes.
Here's an insight that I've had about success: You can't be successful at everything. We hear a lot of talk about work-life balance. Nonsense. You can't have it all. You can't. So any vision of success has to admit what it's losing out on, where the element of loss is. And I think any wise life will accept, as I say, that there is going to be an element where we're not succeeding.
Det der med et succesfuldt liv, ofte er det faktisk sådan, at den opfattelse vi har af, hvad det vil sige at være succesfuld, ikke er vores egen. Den kommer fra andre mennesker. Hvis du er mand, så først og fremmest fra din far. Og hvis du er kvinde, så fra din mor. Psykoanalyser har sagt det i cirka 80 år. Ingen hører dog rigtigt efter. Men jeg tror på, at det er sandt.
And the thing about a successful life is that a lot of the time, our ideas of what it would mean to live successfully are not our own. They're sucked in from other people; chiefly, if you're a man, your father, and if you're a woman, your mother. Psychoanalysis has been drumming home this message for about 80 years. No one's quite listening hard enough, but I very much believe it's true.
Vi får også hele tiden beskeder fra fjernsyn, gennem annoncer, i reklamer osv. Det er enormt stærke kræfter, der definerer hvad vi vil, og hvordan vi ser på os selv. Når vi får at vide, at det at være bankmand er en meget respekteret profession, så vil mange af os gerne være bankmand. Når bankverdenen ikke længere er så respekteret, mister vi interessen for det. Vi er meget åbne for forslag.
And we also suck in messages from everything from the television, to advertising, to marketing, etc. These are hugely powerful forces that define what we want and how we view ourselves. When we're told that banking is a very respectable profession, a lot of us want to go into banking. When banking is no longer so respectable, we lose interest in banking. We are highly open to suggestion.
Så det jeg gerne vil sige er ikke, at vi skal opgive vores egne idéer om, hvad succes er. Men vi skal sørge for, at de idéer er vores egne. Vi bør fokusere på vores idéer, sørge for at vi ejer dem, at vi skaber vores egne ambitioner. For det er slemt nok ikke at opnå det, man gerne vil. Men det er endnu værre at have en idé om, hvad det er man vil, og så til sidst finde ud af, at det overhovedet ikke var, hvad man ønskede.
So what I want to argue for is not that we should give up on our ideas of success, but we should make sure that they are our own. We should focus in on our ideas, and make sure that we own them; that we are truly the authors of our own ambitions. Because it's bad enough not getting what you want, but it's even worse to have an idea of what it is you want, and find out, at the end of the journey, that it isn't, in fact, what you wanted all along.
Jeg vil slutte her. Men hvad jeg gerne vil fremhæve er, at selv om succes er fint, bør vi acceptere, at nogle af vores ideer er underlige. Lad os undersøge vores opfattelse af succes. Lad os sørge for, at vores opfattelse af succes er helt vores egen. Mange tak skal I have. (Klapsalve)
So, I'm going to end it there. But what I really want to stress is: by all means, success, yes. But let's accept the strangeness of some of our ideas. Let's probe away at our notions of success. Let's make sure our ideas of success are truly our own. Thank you very much. (Applause)
Chris Anderson: Det var fascinerende. Hvordan forener du denne opfattelse af, at nogle -- at det er dårligt at se på nogle som tabere, med den idé, som mange synes om, om at tage styringen i sit liv. Og at et samfund, der opmuntrer hertil, måske er nødt til at have vindere og tabere?
Chris Anderson: That was fascinating. But how do you reconcile this idea of it being bad to think of someone as a "loser," with the idea that a lot of people like, of seizing control of your life, and that a society that encourages that, perhaps has to have some winners and losers?
Alain de Botton: Ja. Det er blot tilfældigheden ved vinder- og taberprocessen som jeg ville fremhæve. Fordi der i disse dage bliver lagt så meget vægt på altings retfærdighed. Og politikere taler altid om retfærdighed. Jeg går meget ind for retfærdighed. Jeg tror bare, det er umuligt. Så vi bør gøre alt hvad vi kan, vi bør gøre alt hvad vi kan for at forfølge den. Men når alt kommer til alt skal vi altid huske på, at alle vi møder, ligegyldigt hvad der er sket i deres liv, vil der være et stærkt element af vilkårlighed i hændelserne. Og det er dét, jeg forsøger at gøre plads til. For ellers kan det blive ret klaustrofobisk.
Alain De Botton: Yes, I think it's merely the randomness of the winning and losing process that I want to stress, because the emphasis nowadays is so much on the justice of everything, and politicians always talk about justice. Now I'm a firm believer in justice, I just think that it's impossible. So we should do everything we can to pursue it, but we should always remember that whoever is facing us, whatever has happened in their lives, there will be a strong element of the haphazard. That's what I'm trying to leave room for; otherwise, it can get quite claustrophobic.
Chris Anderson: Jeg mener, tror du at du kan kombinere din venligere, mildere arbejdsfilosofi med en succesfuld økonomi? Eller tror du ikke, det kan lade sig gøre? Men det gør ikke noget, at vi fokuserer for meget på det?
CA: I mean, do you believe that you can combine your kind of kinder, gentler philosophy of work with a successful economy? Or do you think that you can't, but it doesn't matter that much that we're putting too much emphasis on that?
Alain de Botton: Mareridtstanken er, at den bedste måde at få folk til at arbejde på, er ved at skræmme dem. Jo ondere miljøet er, jo flere mennesker vil forsøge at klare udfordringen. Overvej, hvem den ideelle far er. Den idéelle far er hård men venlig. Det er en meget svær linje at tegne op. Vi har brug for fædre, der kan være eksemplariske faderfigurer i samfundet, hvor vi undgår de to ekstremer. Den autoritære, disciplinære på den ene side, og den afslappede, regelløse på den anden side.
AB: The nightmare thought is that frightening people is the best way to get work out of them, and that somehow the crueler the environment, the more people will rise to the challenge. You want to think, who would you like as your ideal dad? And your ideal dad is somebody who is tough but gentle. And it's a very hard line to make. We need fathers, as it were, the exemplary father figures in society, avoiding the two extremes, which is the authoritarian disciplinarian on the one hand, and on the other, the lax, no-rules option.
Chris Anderson: Alain de Botton.
CA: Alain De Botton.
Alain de Botton: Mange tak skal I have. (Klapsalve)
AB: Thank you very much. (Applause)