Jeg talte til en gruppe med rundt regnet 300 børn, i alderen seks til otte på et museum for børn, og jeg havde en taske fuld af ben med, af samme slags som I ser heroppe, jeg lagde dem ud på et bord foran børnene. Og min erfaring, I ved, har børn en naturlig nysgerrighed om det de ikke ved, eller ikke forstår, eller det der er nyt for dem. De lærer først at være bange for de forskelle når en voksen får dem til at opføre sig på den måde, og måske standser denne naturlige nysgerrighed, eller I ved, tøjler spørgelysten i håbet om at de er høflige små børn. Så jeg forestillede mig en lærer i første klasse ude i forhallen med disse livlige børn, der siger "Hør, hvad end i gør, så lad være med at stirre på hendes ben."
I was speaking to a group of about 300 kids, ages six to eight, at a children's museum, and I brought with me a bag full of legs, similar to the kinds of things you see up here, and had them laid out on a table for the kids. And, from my experience, you know, kids are naturally curious about what they don't know, or don't understand, or is foreign to them. They only learn to be frightened of those differences when an adult influences them to behave that way, and maybe censors that natural curiosity, or you know, reins in the question-asking in the hopes of them being polite little kids. So I just pictured a first grade teacher out in the lobby with these unruly kids, saying, "Now, whatever you do, don't stare at her legs."
Men selvfølgelig, var det pointen. Det var derfor jeg var der, for jeg ønskede at få dem til at kigge og udforske. Så jeg lavede en aftale med de voksne. så børnene kunne komme ind uden de voksne i to minutter, på egen hånd. Dørene åbnes, børnene flokkes om bordet med ben, og de rører og skubber, og de vrikker med tæerne, og de prøver at bruge hele deres vægt på sprinter-benet. for at se, hvad der sker ved det. Og jeg siger, "Børn, hurtigt -- Jeg vågnede i morges, og jeg besluttede at jeg ville være i stand til at hoppe over et hus -- ikke noget stort, kun to eller tre etager -- men, hvis I kunne komme i tanke om et dyr, en superhelt eller en tegneseriefigur, alt hvad I kan finde på lige nu, hvilken slags ben ville I så lave til mig?"
But, of course, that's the point. That's why I was there, I wanted to invite them to look and explore. So I made a deal with the adults that the kids could come in without any adults for two minutes on their own. The doors open, the kids descend on this table of legs, and they are poking and prodding, and they're wiggling toes, and they're trying to put their full weight on the sprinting leg to see what happens with that. And I said, "Kids, really quickly -- I woke up this morning, I decided I wanted to be able to jump over a house -- nothing too big, two or three stories -- but, if you could think of any animal, any superhero, any cartoon character, anything you can dream up right now, what kind of legs would you build me?"
Og med det samme råbte en stemme, "Kænguru!" "Nej, nej, nej! Det skal være en frø!" "Nej. Det skal være Go Go Gadget!" "Nej, nej, nej! Det skal være De Utrolige." Og andre ting jeg ikke -- kender til. Og så var der en otteårig, der sagde, "Hej, hvorfor ville du ikke kunne flyve også?" Og alle i rummet, inklusiv mig, sagde bare, "Yeah." (Latter) Og med ét, gik jeg fra at være en kvinde, som disse børn ville være blevet trænet til at se som en "handicappet", til at være en der havde en krop, der kunne gøre noget deres ikke kunne endnu. En, der endda kunne få superkræfter. Interessant.
And immediately a voice shouted, "Kangaroo!" "No, no, no! Should be a frog!" "No. It should be Go Go Gadget!" "No, no, no! It should be the Incredibles." And other things that I don't -- aren't familiar with. And then, one eight-year-old said, "Hey, why wouldn't you want to fly too?" And the whole room, including me, was like, "Yeah." (Laughter) And just like that, I went from being a woman that these kids would have been trained to see as "disabled" to somebody that had potential that their bodies didn't have yet. Somebody that might even be super-abled. Interesting.
Nogen af jer så mig faktisk til TED for 11 år siden, og der har været meget snak om hvor livsændrende denne konference er for både talere og tilhører, og jeg er ikke nogen undtagelse. TED var bogstaveligt talt affyringsrampen for det næste årti af udforskningen af mit liv. På det tidspunkt var de ben jeg fremviste et gennembrud i proteser. Jeg havde vævede kulfibersprinterben modellerede efter bagbenene på en gepard, som I måske så på scenen i går. Og disse meget livagtige, naturligt farvede silikone ben.
So some of you actually saw me at TED, 11 years ago. And there's been a lot of talk about how life-changing this conference is for both speakers and attendees, and I am no exception. TED literally was the launch pad to the next decade of my life's exploration. At the time, the legs I presented were groundbreaking in prosthetics. I had woven carbon fiber sprinting legs modeled after the hind leg of a cheetah, which you may have seen on stage yesterday. And also these very life-like, intrinsically painted silicone legs.
Så på det tidspunkt fik jeg muligheden for at give et opråb til opfindere uden for den normale kreds af fremstillere af medicinske proteser til at bruge deres talenter på den videnskab og kunstart det er at bygge ben. Så vi kan holde op med at opdele form, funktion og æstetik og i stedet tildele dem andre værdier. Men, heldigvis for mig var der mange, der svarede på mit opråb. Og rejsen starede, sjovt nok, med en deltager til en TED konference. Chee Pearlman, som forhåbentlig er et sted blandt publikum i dag. Hun var dengang redaktør af tidsskriftet ID, og hun gav mig en forsidehistorie.
So at the time, it was my opportunity to put a call out to innovators outside the traditional medical prosthetic community to come bring their talent to the science and to the art of building legs. So that we can stop compartmentalizing form, function and aesthetic, and assigning them different values. Well, lucky for me, a lot of people answered that call. And the journey started, funny enough, with a TED conference attendee -- Chee Pearlman, who hopefully is in the audience somewhere today. She was the editor then of a magazine called ID, and she gave me a cover story.
Det var starten på en fantastisk rejse. Spændende møder kom til mig i den tid; Jeg havde accepteret utallige invitationer til at lave præsentationer om designet af gepard-benene overalt i verden. Folk kom op til mig efter konferencen, efter min præsentation, mænd og kvinder. Og samtalen ville gå noget i stil med dette, "Du ved Aimee, du er meget attraktiv. Du ser ikke handicappet ud." (Latter) Jeg tænkte, "Det var da utroligt for jeg føler mig ikke handicappet." Og det åbnede virkeligt mine øjne for denne samtale som kunne udforskes om skønhed. Hvordan skal en smuk kvinde se ud? Hvad er en sexet krop? Og mest interessant set fra spørgsmålet om identitet, hvad vil det sige at have et handicap? Jeg mener -- Pamela Anderson har flere proteser i sin krop end jeg har. Ingen kalder hende handicappet. (Latter)
This started an incredible journey. Curious encounters were happening to me at the time; I'd been accepting numerous invitations to speak on the design of the cheetah legs around the world. And people would come up to me after the conference, after my talk, men and women. And the conversation would go something like this, "You know Aimee, you're very attractive. You don't look disabled." (Laughter) I thought, "Well, that's amazing, because I don't feel disabled." And it really opened my eyes to this conversation that could be explored, about beauty. What does a beautiful woman have to look like? What is a sexy body? And interestingly, from an identity standpoint, what does it mean to have a disability? I mean, people -- Pamela Anderson has more prosthetic in her body than I do. Nobody calls her disabled. (Laughter)
Så dette tidsskrift, sendt videre af grafisk designer Peter Saville, nåede frem til modedesigneren Alexander McQueen og fotograf Nick Knight, som også var interesseret i at udforske dette emne. Så, tre måneder efter TED befandt jeg mig i et fly til London for at lave mine første modefotos, som resulterede i denne forside -- modeagtigt? Tre måneder efter det, gik jeg for første gang i et modeshow for Alexander McQueen på et par håndlavede ben af træ lavet af massiv ask. Ingen vidste det -- alle troede det var støvler af træ. Faktisk har jeg dem her på scenen med mig: Drueklaser, magnoliaer, i sandhed betagende. Poesi betyder noget. Poesi er det, der løfter en banal og overset ting og gør det til kunst. Det kan ændre den ting, der ellers kunne skabe frygt hos folk og gør den til noget, der inviterer folk til at kigge og til at kigge lidt længere og måske endda til at forstå.
So this magazine, through the hands of graphic designer Peter Saville, went to fashion designer Alexander McQueen, and photographer Nick Knight, who were also interested in exploring that conversation. So, three months after TED I found myself on a plane to London, doing my first fashion shoot, which resulted in this cover -- "Fashion-able"? Three months after that, I did my first runway show for Alexander McQueen on a pair of hand-carved wooden legs made from solid ash. Nobody knew -- everyone thought they were wooden boots. Actually, I have them on stage with me: grapevines, magnolias -- truly stunning. Poetry matters. Poetry is what elevates the banal and neglected object to a realm of art. It can transform the thing that might have made people fearful into something that invites them to look, and look a little longer, and maybe even understand.
Jeg lærte det på første hånd i mit næste eventyr. Kunstneren Matthew Barnet i sin filmopus "The Cremaster Cycle." Det var her, det virkelig slog mig, at mine ben kunne være kunst man kan have på. Og på det tidspunkt begyndte jeg at bevæge mig væk fra trangen til at genskabe det menneskelige som det eneste skønhedsideal. Så vi lavede det som folk på kærlig vis kaldte glasben og det selvom det faktisk er gennemsigtig polyurethan, dvs. materialet fra bowlingkugler. Tungt! Så lavede vi disse ben som er støbt i muld med en kartoffels rodsystem, der vokser i dem, og rødbeder, der kommer ud i toppen, Og en skøn tå af messing. Det er et godt nærbillede af den. Den anden figur var halv kvinde og og halv gepard -- en lille hyldest til mit liv som atlet. 14 timers protese-make-up for at blive til en skabning, der havde bevægelige poter kløer og en hale, der piskede rundt, som en gecko. (Latter) Og et andet par ben vi samarbejdede om var disse... ligner ben af vandmænd. Også i polyurethan. Og det eneste formål de ben kan opfylde, udenfor filmens verden, er at provokere sanserne og starte fantasien. Så det fjollede betyder noget.
I learned this firsthand with my next adventure. The artist Matthew Barney, in his film opus called the "The Cremaster Cycle." This is where it really hit home for me -- that my legs could be wearable sculpture. And even at this point, I started to move away from the need to replicate human-ness as the only aesthetic ideal. So we made what people lovingly referred to as glass legs even though they're actually optically clear polyurethane, a.k.a. bowling ball material. Heavy! Then we made these legs that are cast in soil with a potato root system growing in them, and beetroots out the top, and a very lovely brass toe. That's a good close-up of that one. Then another character was a half-woman, half-cheetah -- a little homage to my life as an athlete. 14 hours of prosthetic make-up to get into a creature that had articulated paws, claws and a tail that whipped around, like a gecko. (Laughter) And then another pair of legs we collaborated on were these -- look like jellyfish legs, also polyurethane. And the only purpose that these legs can serve, outside the context of the film, is to provoke the senses and ignite the imagination. So whimsy matters.
I dag har jeg over et dusin par kunstige ben som forskellige mennesker har lavet til mig, og med dem har jeg mulighed for at bevæge mig over forskellige former for terræn. Og jeg kan ændre min højde -- Jeg kan variere min højde på fem niveauer. (Latter) I dag er jeg 1,85 Og jeg fik lavet disse ben for lidt over et år siden på Dorset Orthopaedic i England og da jeg tog dem med hjem til Manhattan og var ude i byen den første aften, gik jeg til en meget smart fest. Og en pige var der, som har kendt mig i årevis ved min normale højde på 1,73. Hun tabte underkæben, da hun så mig, og hun sagde, "Men hvor er du høj!" Og jeg sagde, "Jeg ved det. Er det ikke sjovt?" I ved, det er lidt som at stå på stylter med stylter på, men jeg har et helt nyt forhold til dørkarme som jeg aldrig forventede jeg ville have. Og jeg havde det sjovt med det. Og hun kiggede på mig, og så sagde hun, "Men Aimee, det er ikke retfærdigt." (Latter) (Klapsalver) Og det utrolige var at hun virkelig mente det. Det er ikke retfærdigt at man kan ændre sin højde når man vil.
Today, I have over a dozen pair of prosthetic legs that various people have made for me, and with them I have different negotiations of the terrain under my feet, and I can change my height -- I have a variable of five different heights. (Laughter) Today, I'm 6'1". And I had these legs made a little over a year ago at Dorset Orthopedic in England and when I brought them home to Manhattan, my first night out on the town, I went to a very fancy party. And a girl was there who has known me for years at my normal 5'8". Her mouth dropped open when she saw me, and she went, "But you're so tall!" And I said, "I know. Isn't it fun?" I mean, it's a little bit like wearing stilts on stilts, but I have an entirely new relationship to door jams that I never expected I would ever have. And I was having fun with it. And she looked at me, and she said, "But, Aimee, that's not fair." (Laughter) (Applause) And the incredible thing was she really meant it. It's not fair that you can change your height, as you want it.
Og da var det jeg vidste -- det var der jeg viste, at samtalen med samfundet helt har ændret sig i det sidste årti. Det er ikke længere en samtale om at overkomme mangler. Det er en samtale om forøgelse. Det er en samtale om potentiale. Et kunstigt lem behøver ikke længere handle om at erstatte et tab mere. Det kan stå som et symbol på at brugeren har magten til at skabe hvad end det er de har lyst til at skabe på den plads. Så de mennesker samfundet engang så som handicappede kan nu blive arkitekterne af sine egne identiteter og fortsætte med at ændre de identiteter ved at designe sin krop udfra en magtposition. Og det der er så spændende for mig lige nu er at ved at forene den nyeste teknologi -- robotteknologi, bioteknik -- med god gammeldags poesi, bevæger vi os tættere på at forstå vores fælles menneskelighed. Jeg tror, at hvis vi ønsker at opdage vores fulde potentiale i vores menneskelighed, bliver vi nødt til at fejre de hjerteskærende styrker og de storslåede skavanker vi alle har. Jeg tænker på Shakespeare's Shylock: "Hvis du stikker os, bløder vi så ikke, og hvis du kilder os, griner vi så ikke?" Det er vores menneskelighed og al det potentiale der følger med som gør os smukke. Tusind tak. (Klapsalver)
And that's when I knew -- that's when I knew that the conversation with society has changed profoundly in this last decade. It is no longer a conversation about overcoming deficiency. It's a conversation about augmentation. It's a conversation about potential. A prosthetic limb doesn't represent the need to replace loss anymore. It can stand as a symbol that the wearer has the power to create whatever it is that they want to create in that space. So people that society once considered to be disabled can now become the architects of their own identities and indeed continue to change those identities by designing their bodies from a place of empowerment. And what is exciting to me so much right now is that by combining cutting-edge technology -- robotics, bionics -- with the age-old poetry, we are moving closer to understanding our collective humanity. I think that if we want to discover the full potential in our humanity, we need to celebrate those heartbreaking strengths and those glorious disabilities that we all have. I think of Shakespeare's Shylock: "If you prick us, do we not bleed, and if you tickle us, do we not laugh?" It is our humanity, and all the potential within it, that makes us beautiful. Thank you. (Applause)